Gode historier
Bøger anbefalet til en mørk aften.
Turbeskrivelser
Godt at vide om træ
Links
Gode praktiske råd og købssteder
 
Anholtturen 2002 (generalforsamling)

Hej igen Alle.

 

 

Først lige et lille referat af hvordan vi (Eric, Benny, William og jeg) kom hjem, hvis nogen skulle være interesseret:

 

 

Vi kom i land i Horsens efter et par dages sejltur fra Anholt. Vi sejlede fra Anholt om morgenen, dog efter Tico Tico og Mathilde var afgået. Ankom til Grenå ved 3-tiden, hvor vi praktisk taget hele vejen havde gået for motor. Eric og Benny kørte hjem fra Grenå. Vi (nu kun William og jeg) tog afsted igen ved 5-tiden. Nu var bølgerne blevet lidt ubehagelige og vinden havde taget lidt til. Sydpå gik det, men der var næsten 2 knobs modstrøm, så det gik ikke særligt hurtigt. Med motoren tændt kunne vi komme frem med 4 knob. Vi gjorde holt på Tunø, hvor vi ankom til ved 2 tiden om natten.

 

 

Forinden havde vi oplevet at blive "begloet" af en af katamaranbådende. De var dukket ud af intetheden lidt nord for Samsø. Det var faktisk lidt uhyggeligt, for jeg kunne jo ikke huske at tyde de mange lys der er på sådan en svend, og jeg kunne ikke se hvordan den vendte. Efter at lyskeglen havde hvilet lidt på os, gassede de op igen, og ud fra larmen og hastigheden at dømme, havde de nærmet sig os meget forsigtigt, uden at vi havde opdaget noget bagud fra bagbords side. Der var det lille problem at vores toplanterne ikke lyste, og således havde vi kun motorlys på - de har formodentlig kun kunnet se vores radarreflektor og undret sig....

 

 

Der var højt solskin på Tunø og vi fik set "arkaden" af småbutikker langs havnevejen. Hvert hus sine husflidsarbejder: Smykker, mad, strikketrøjer og souveniers, en sølvsmed med et righoldigt udvalg bl.a. "roser" lavet af æbleskræller - meget flotte og billige. Et planlagt indkøb af is i Brugsen lod sig ikke gøre 12:05 fordi brugsen holder middagslukning fra 12:00 til 15:30!

 

Vi havde en kanon tur til Anholt i år:

 

Deltagere: Kristoffer og Charlotte, Gunnar, Flemming, Bent og Lotte, Benny, Mogens, William, Erik og jeg. Både: Tico Tico af Mariager, Mathilde af Randers og Sofie af Horsens.

 

 

Eric og William havde sejlet båden fra Horsens til Grenå. Vi øvrige gaster stod på i Grenå (Benny, Mogens og jeg) og sejlede til Anholt i et formidabelt vejr. Der var bare ingen, eller næsten ingen vind. Noget af vejen sejlede vi dog for sejl. Vi ankom noget ud på eftermiddagen om lørdagen.

 

 

Efter lidt problemer med at få strøm i havnen faldt vi ind på "Bents bar" og var egentlig godt i gang, da Gunnar "foreslog" os at lave noget andet inden vi skulle spise. Muligvis havde han relateret sig til tidligere oplevelser i forbindelse med turen. Vi gik en lille tur op til tårnet og beså de forskellige hegn, der skærmer de militære anlæg. Det er en noget stejl tur og mange blev rigtig godt pustet igennem. Vejret var fint, sigten god og der var masser af fuglesang og kammeratlig tone. Det er en dejlig ø at gå ture på, selv om turene ikke kan være så mange, hvis man vil undgå gentagelser. Der var mange campingvogne på campingpladsen, men om det er campingturister, fastliggere eller en anden forklaring, nævnte historien ikke noget om. Vi kunne ikke rigtigt se sælerne i år.

 

 

Gunnar havde lavet en halv aftale om at vi ville komme op på havnekroen og spise. Vi var ovre at fortælle at Gunnar var ved sine fulde fem, da han sagde det. Selv om servitricen havde sin tvivl om at de kunne klare 44 gæster, mente krofatter ikke at det kunne blive et problem - "vi måtte jo få det,som vi kom til". Vi indfandt os ved 20-tiden og bestilte. Humøret var fint og vi snakkede en masse frem og tilbage. Vi fik serveret vand og fadøl og var gået i gang med brødbordet. Ved 22-tiden var vi ikke kommet i gang med at spise endnu.

 

 

Da de så kom og sagde at tre af de bestilte retter (havkat), havde de slet ikke, så gik de første. Så kom hun tilbage og spurgte om vi stadig ville have 11 retter, selv om vi kun sad 6 tilbage. Så blev vi sure og bad om at tale med køkkenchefen. Han kom prompte, og lagde hovedet på skrå. Man kunne forstå på ham at det var helt af h...... til og for at understrege det sagde han, at der nu heller ikke var flere kartofler, og at de skulle i gang med en ny portion. Det der slog hovedet på sømmet for mit vedkommende, var at han havde et lille stykke kartoffel siddende dirrende på underlæben. HAN havde spist, men havde ladet os andre vente... Vi fik fadøl'en, som en slags kompensation. Desuden havde vi spist et sted mellem 2 og 3 franskbrød.

 

 

Mit berømte "reservemåltid" - minestronesuppe - kom i anvendelse og der blev serveret alskens lækkerier på Sofie. For- og hovedret var Minestronesuppe med tun iblandet - af nogle kaldet "buliardæse" - en ganske delikat oplevelse, der vil overgå i yachtskipperklubbens opskriftssamling. Som mellemret blev serveret dåsebøf i egen sovs og Gunnar havde fået godtroende mennesker til at donere en pakke pølser til klubbens underhold. Som afslutning på en gastronomisk oplevelse, godt opspædet med vin fra Mogens' vinlager, fik vi kage kreeret af klubbens nye fuldgyldige medlem; Charlotte. Vi fik prøvet Sofies store cockpit af og det fungerede tilsyneladende udmærket. Senere åbnede de hos Bent's og de mest garvede af mandskaberne indfandt sig her. Der var blandt andet signaleringsundervisning på signalhorn, demonstration af tyverialarmen på Tico Tico og højtlæsning af manualen til Bents vindror på flydende engelsk. Humøret var temmelig højt, men alle gik i seng i god ro og orden.

 

 

Efter kun denne eftermiddag og aften var det tid til opbrud, da alle havde ting de skulle hjem at ordne. Kristoffer og mandskab var sejlet inden det var blevet rigtig morgen og Tico Tico drog afsted ved 9-tiden. Vi blev en times tid mere og sejlede ved 10-11 tiden. Stadig for lidt vind og motoren kom igang igen.

 

 

Tak for en dejlig tur.

Christian



Sidst opdateret:  20:29 23/09 2014
 

Quester af Randers
Sofie af Horsens
Top top Copyright. Mogens Exner - 2004