Gode historier
Bøger anbefalet til en mørk aften.
Turbeskrivelser
Godt at vide om træ
Links
Gode praktiske råd og købssteder
 
Det glemte slag

<h2>Den britiske flådes værste nederlag nogensinde.</h2>

Teksten er afskrevet fra Historie nr. 18/2010 af Christian Bruun Borup

I 1741 stak den uovervindelige britiske flåde til søs med 186 skibe for at erobre Syd- og Mellemamerika. Men den spanske koloniby Cartagena holdt stand med blot seks krigsskibe og en lille garnison. Tusinder af britiske soldater døde, og 50 skibe blev ødelagt. Aldrig havde Royal Navy lidt så ydmygende et nederlag.

Sydamerika i 1741: De europæiske kolonimagter er i fuld gang med at underlægge sig verden. England står stærkt i Nordamerika, mens Spanien dominerer i Sydamerika. Dette sidste vil briterne meget gerne have lavet om på.

Al omtale forbudt. Nederlaget ved Cartagena var så pinligt for briterne, at kong George II og parlamentet simpelthen forbød enhver omtale af slaget i offentlige taler, avisartikler, bøger og enhver anden form for tryksager.

Selvsikker admiral ville i krig med Spanien. Admiral Edward Vernon blev indrulleret i den britiske flåde i år 1700. Efter mange års tjeneste gik han ind i politik. Han fremførte bl.a. kaptajn obert Jenkins klagesag over for det britiske parlament. Den handlede om en spansk officers voldelige adfærd under en toldinspektion. Sagen piskede en anti-spansk stemning op og ledte til angrebet på spansk Amerika, som Vernon selv stod i spidsen for.

Afskåret øre var påskud for krig. Briterne ville inderlig gerne i krig med Spanien, så de kunne overtage landets rige kolonier i Syd- og Mellemamerika. I 1731 bordede den spanske søofficer Julio Fandiño det britiske handelsskib Rebecca og beskyldte kaptajnen Robert Jenkins for sørøveri. Det kom til håndgemæng, og Fandiño skar Jenkins ene øre af. Denne og lignende episoder fik briterne til at erklære krig mod Spanien i 1739. Konflikten blev populært kaldet "Krigen om Jenkins øre".

Episoderne mellem spanske og britiske skibe skyldtes, at briterne efter en krig i 1713 havde fået ret til at sælge afrikanske slaver på markerderne i de spanske kolonier. Men briterne fyldte også lasterne med smuglervarer og begik jævnligt sørøveri. Den spanske kystvagt inspicerede skibene for at afsløre ulovligheder, og det vagte stor harme i England. Reelt var episoderne dog en yderst kærkommen anledning til at erklære krig og sende flåden mod spaniernes sydamerikanske hovedby - Cartagena.

Admiral Vernon skulle have afgivet et løfte til det britiske parlament før toget til Sydamerika: "Giv mig seks skibe og jeg tager Portobello. Giv mig elleve, og jeg tager Cartagena". Det første havde Vernon lykkedes med i 1739. Han nedkæmpede Portobellos garnison og ødelagde alle fæstningsværkerne, og derefter sendte han en mindre flåde syd om Kap Horn for at angribe den spanske stillehavsflåde og Panamas vestkyst.

Den britiske admiral Edward Vernon bredte et kort ud på bordet i kahytten på sit flagskib, som lå opankret ud for Kingston på Jamaica. Storladent og sejrsikkert fortalte han sin gæst om invasionsplanerne for Syd- og Mellemamerika.

Året var 1740, og gæsten var Lawrence Washington - bror til USA's senere præsident George Washington. Han kom fra den britiske koloni Virginia i Nordamerika. Vernon ville have ham til at stille frivillige til invasionen og sagde: "Når spanierne mister deres vigtigste by, Cartagena, falder resten af deres oversøiske imperium bid for bid. Det var intet mindre end Sydamerika og Mellemamerika plus Californien, Florida, Cuba og Puerto Rico, Vernon talte om. Hvis Cartagena blev indtaget, kunne briterne hurtigt få kontrol over alle de spanske kolonier på de to amerikanske kontinenter. Cartagena, en velbefæstet by på det nuværende Colombias karibiske kyst, var ganske enkelt nøglen til spansk Amerika.

Amerikaneren var imponeret. Planen var både enkel og overbevisende. Kort efter havde han samlet 2700 frivillige fra de britiske kolonier i Nordamerika. De sluttede sig til Vernons styrke, som allerede talte 21.000 britiske søfolk og soldater, foruden en gruppe machete-bevæbnede slaver fra sukkerplantagerne på Jamaica.

England var klar til at knuse det spanske imperium.

Horisonten var en skov af krigsskibe

I morgentimerne den 13. marts 1741 slog vagtposterne, på Cartagenas tykke fæstningsmure, alarm. Ude i horisonten var et skib dukket frem på det blygrå hav. Kort efter kom flere til syne, og i løbet af en halv time var havet oversået med skibe. Den britiske invasionsflåde var ankommet til Sydamerika.

Den spanske generalkommandør og admiral don Blas de Lezo gik tænksomt frem og tilbage over gulvet i en villa, der lå højt i Cartagena. Hans træben dunkede hult mod fliserne, for hvert andet skridt han tog.

Fra villaen kunne de Lezo overskue Cartagenas fæstningsværker og den fjendtlige flåde. Han satte kikkerten for sit raske øje og tog bestik af fjenden.

Blas de Lezo vidste, at admiral Vernon var et sted derude. De to mænd havde stået over for hinanden før. Som kun 15-årig havde Lezo fået skudt sit venstre ben af under et søslag ved Gibraltar, hvor Vernon havde deltaget som ung løjtnand i den britiske flåde.

Mens Lezo roligt betragtede den knusende overmagt, sad vicekongen for den spanske koloni Nueva Granada. don Sebastián de Eslava, og vred sine hænder. Som administrativ leder for hele den nordlige del af spansk Sydamerika var det hans pligt at sørge for, at de store mængder guld, sølv og ædelstene fra de rige miner hvert år blev afskibet fra Cartagena til det spanske kongehus.

Både Lezo og Eslava var fuldstændig klare over, hvad spillet handlede om - militært, økonomisk og magtpolitisk. Det var et spørgsmål, om det spanske imperium ville bestå eller styrte i grus.

Krigsskibe og fæstninger i kamp.

I de følgende uger følte briterne Cartagenas fæstningsværker på tænderne for at finde eventuelle svagheder. Mindre styrker blev sat i land, og krigsskibene krydsede frem og tilbage langs kysten.

Cartagena lå på en halvø mellem en indelukket bugt og havet. Bugten var en naturhavn med to indsejlinger. Den bredeste - Bocagrande - var blokeret af en dæmning, mens den smalleste - Bocachica - var spærret af to enorme jernkæder. De hang i vandoverfladen mellem de kanonbevæbnede fæstninger San José og San Luis, som knejsede på hver sin side af indsejlingen.

Bag kæderne lå fire af Lezos krigsskibe klar til kamp, for admiralen vidste udmærket, at englænderne var nødt til at forcere Bocachica for at kunne landsætte deres styrker på et gunstigt sted inde i bugten. Og Bocachica var kun den første forhindring. Inde i bugten beskyttede tre solide fæstninger Cartagena, og byen selv var helt omkranset af høje mure, som skrånede, så kanonkugler prellede af på dem.

Efter adskillige artilleridueller mellem skibene og fæstningerne ved Bocachica landsatte briterne soldater og indtog landjorden foran San Luis. Deres artillerister opstillede kanoner i den tætte jungle, mens krigsskibe sejlede tæt under land og åbnede ild mod fæstningen med deres mange kanoner.

Kanonkugler hamrede mod San Luis dag og nat. Nogle prellede af som bolde, andre slog revner i murværket. Efterhånden krakelerede større og større dele, så et tårn var tæt på at vælte, mens brecher åbnede sig i muren. San Luis' tunge kanoner besvarede ilden, og adskillige britiske skibe blev sænket eller svært beskadigede.

De fire spanske krigsskibe, som beskyttede indsejlingen, blev flere gange angrebet af engelske linieskibe. Den afgørende kamp fandt sted 4. og 5. april, hvor titusindvis af kanonkugler føg i begge retninger hen over jernkæderne.

Lezo stod rank på dækket af sit flagskib Galicia, med hagen i vejret og venstre hånd på ryggen, for at vise frygtløshed. Kaptajnen på det britiske skib over for ham gjorde det samme. Som to kamphaner spankulerede de rundt og nedstirrede hinanden, mens kugler, træsplinter og metalstumper piftede dem om ørerne. En kanonkugle ramte Galicias dæk og susede få centimeter forbi Lezos raske ben. Admiralen fortrak ikke en mine. De to officerer råbte på skift "fuego" eller "fire" - "fyr" på hhv spansk og engelsk mens de menige kanonmandskaber supplerede med råb som "tag den, kættersvin" og "op i røven, Diego".

Matroserne på de nedre dæk knoglede så sveden haglede af dem. Heden var ulidelig og krudtrøgen rev i lungerne og fik øjnene til at svie, mens mændene baksede med at lade og affyre de tonstunge kanoner. Baljer og spande med vand blev jævnligt hældt over kanonløbene for at afkøle dem, og de indelukkede dæk mindede efterhånden mest om et dampbad.

Fra tid til anden hamrede fjendtlige kugler gennem skroget, og enhver der stod i vejen, blev fejet omkuld med brækkede knogler eller afrevne lemmer. Nogle kugler ramte under vandlinien, hvor skibstømrerne og deres lærlinge fór rundt med søm og planker for at lappe hullerne. Midt i kampens hede blev Lezo ramt af splinter i låret og venstre hånd. Han blev forbundet stående, mens han ledede sine mænd.

Giv dem kniven!

Træfningen mellem de spanske og engelske linieskibe varede hele dagen og natten med. Klokken ni om morgenen den 5. april var situationen kritisk for spanierne. To af deres fire skibe i indsejlingen var helt sønderskudte: Knækkede master hang over rælingerne, og skrogene var fuldstændigt gennemhullede. Fæstningen San Luis var også hårdt medtaget. Dens nordlige mur lå i ruiner efter sammenlagt to ugers bombardement. Briterne vurderede, at spanierne var ved at være møre.

Senere på dagen blev Lawrence Washington sat i land med 2000 af sine nordamerikanske frivillige. I tre geledder marcherede de frem mod den ødelagte fæstningsmur. Knap 400 spaniere skød løs med deres geværer. En del af Washingtons mænd faldt, men det stoppede ikke amerikanerne, som stormede op ad murbrokkerne. Spanierne indså at fæstningen var tabt. De hejste det hvide flag, men det blev straks gennemhullet af skud, mens bajonetterne glimtede i eftermiddagssolen.

"Giv dem kniven!", lød et råb blandt amerikanerne, som ikke viste nogen nåde. Selv hårdt sårede og forsvarsløse spaniere blev stukket ihjel. Blandt angriberne var også de sorte slaver fra Jamaica. Deres macheter drev af blod.

Omkring 370 af Lezos mænd døde under kampen om San Luis. Kun nogle få overlevede myrderierne ved at løbe ned til bugten og springe i vandet, hvorfra spanske robåde samlede dem op. Inden dagen var omme, blev det engelske flag hejst over den sønderskudte fæstning.

Ude i havneindsejlingen var de fire spanske skibe sat ud af spillet, men admiral Lezos hårdnakkede modstand havde kostet briterne dyrt. En snes store krigsskibe var enten sænket, gået på grund eller så sønderskudte, at de var lige til skrotning. 1800 briter var blevet dræbt, og adskillige tusinde såret.

Vandet flød med lig, og briterne ulejligede sig ikke med at bjærge de spanske døde, som hurtigt gik i forrådnelse i det stillestående vand i det tropiske klima. En forpestet stank hang snart over bugten.

Lezo vendte hjem til sit hus for at hvile oven på slaget. Da hans kone Josefa åbnede døren for ham, satte hun forfærdet hænderne op for munden for at kvæle et skrig. Lezos uniform var tilsølet i blod fra hans sår.

Ude på sit flagskib havde admiral Vernon fra sikker afstand betragtet slaget. Han smilede triumferende, da han gennem kikkerten først så det engelske flag gå til tops over San Luis, og dernæst at spanierne evakuerede fæstningen San Kosé på indsejlingens modsatte side.

Admiralen skålede med sine officereer og sendte straks et skib til England med et brev, hvori han erklærede Cartagena for så godt som indtaget.

Da skibet nåede England adskillige uger senere, brød briterne ud i jubel over de storslåede nyheder. Der blev omgående slået medaljer med indskrifter som "Spansk arrogance ydmyget af admiral Vernon", og "De indtog Cartagena april 1741".

Men Vernon havde solgt skindet før bjørnen var skudt. Briterne manglede stadig at indtage fæstningen San Felipe, Pastelillo og Manzanillo, før de var fremme ved Cartagenas bymur.

Spanierne var velforberedte.

I Cartagena blev alle våbenføre mænd, fra de yngste til de ældre, indkaldt til militærtjenste, mens kvinder og børn blev sendt ud af byen. Alle kræfter blev sat ind på at uddybe voldgravene omkring San Filipe og anlægge zigzagformede skyttegrave et stykke foran fæstningens hovedport. Spanierne sænkede desuden deres sidste skibe for at blokere Cartagenas indre havn.

Den 11. april forcerede britiske skibe den hårdt tilkæmpede Bocachica-indsejling og landsatte 3000 soldater syd for fæstningerne Manzanillo, Pastelillo og San Felipe. Yderligere 600 mand gik i land i Boquilla-bugten øst for Cartagena. Styrken kæmpede sig igennem den fugtige jungle og frem til La Popa - et gammelt kloster på et højdedrag. Her stillede briterne kanoner op.

Samtidigt nåede hovedstyrken fra syd frem til San Felipe, som var den største og absolut vigtigste fæstning uden for Cartagena. Hvis den blev indtaget, ville byen være omringet - og ikke have meget at stå imod med.

Som havneby plejede Cartagena at få sine forsyninger via havet, men den britiske søblokade havde allerede skabt så stor fødevaremangel, at folk var begyndt at spise katte, hunde og æsler.

Den 20. april var briterne klar til at angribe fæstningen San Felipe. Knap 3000 mand rykkede frem fra syd, øst og nord. De blev mødt af 650 spaniere i skyttegravene og 300 på murene.

Britiske enheder nåede frem til østmuren med deres stormstiger, men kun for at opdage, at de ellers så omhyggeligt udmålte stiger var to meter for korte! I nætterne forinden havde spanierne i hemmelighed gravet voldgraven dybere.

Forsvaret af San Felipe blev ledet af den utrættelige generalkommandør Blas de Lezo, som havde mere i ærmet. Ikke blot kanon- og geværkugler, men også kogende olie regnede ned over angribende briter. Mænd med forfærdelige forbrændinger skreg i smerte, og angrebet fra østsiden gik i opløsning.

De 1100 briter, som angreb fra syd, gik det ikke bedre. Da de beslutsomt stormede op ad skråningen mod fæstningens hovedport, blev de mødt af en intens geværild fra de zigzagformede skyttegrave og faldt på stribe. Også dette angreb blev slået tilbage.

De britiske kanoner, som møjsommeligt var slæbt gennem junglen for at levere artelleristøtte fra La Popaklosteret, viste sig at være placeret for langt fra de spanske stillinger. De kunne simpelthen ikke ramme.

Angrebet fra nord gik det også helt galt. De britiske styrker blev fanget i en dødbringende ild fra den stærke fæstnings kanoner. Nogle af dem var placeret i fremskudte bygninger, såkaldte redouter, hvorfra spanierne kunne skyde på langs af hovedmuren. Det fangede angriberne i en morderisk krydsild.

Efter en times kampe havde briterne fået nok og trak sig tilbage til skovbrynet. Her besluttede de britiske officerer at sætte alt ind på at tage skyttegravene mod syd og sprænge San Felipes hovedport. Den sydlige styrke blev forstærket med 400 friske tropper. Desuden blev alle disponible kanoner kørt i stilling og åbnede ild, mens infanteristerne stormede op ad skråningen på ny.

Solen stod højt på himlen, og heden var ulidelig. Alligevel gik det britiske angreb bedre denne gang. Soldaterne nåede helt frem til de spanske skyttegrave, hvor det kom til voldsomme nærkampe på bajonetter og geværkolber. Nogle steder brød briterne gennem den spanske linie og nåede helt op til porten.

Generalkommandør Blas de Lezo betragtede angrebet fra et tårn. Han kiggede op mod solen og ned på de udmattede soldater. Den garvede kriger kunne mærke, at kampen var inde i den afgørende fase. Han beordrede porten åbnet og satte sine sidste 300 mand ind i et voldsomt modangreb.

De friske soldater tog pusten fra briterne, som først blev presset tilbage over skyttegravene og derefter ned af skråningen. Mange smed deres våben og flygtede i panik. Uden for skudvidde hev de kasketterne af hovedet og faldt udmattede om på jorden. Bag sig efterlod de i hundredvis af døde og sårede.

Briterne var magtesløse

Erobringen af Cartagena syntes pludselig at være en umulig opgave for briterne, hvis enorme overlegenhed gradvist var blevet udhulet.

Af en styrke på 12000 britiske landtropper var i alt 2400 faldet i kamp, mens yderligere 2500 var døde af tropesygdomme og en tyfusepidemi, som havde spredt sig pga de ubegravede lig. Andre tusinder lå dødsyge i teltlejrene og på skibene. Kun godt en fjerdedel af den britiske landstyrke - 3500 mand i alt - var stadig kampklar.

Også flåden havde lidt massive tab. 50 britiske skibe var sænket eller beskadiget så meget, at de ikke var værd at reparere. De fleste var blevet skudt i stumper og stykker af de spanske kystbatterier og kanonerne på fæstningsmurene, mens andre var gået tabt i bredsidedueller i Bocachica-indsejlingen.

Seks af de mistede fartøjer var store linieskibe med tre kanondæk, 13 var såkaldte 50-kanoners skibe med to kanondæk, og fire var fregatter - dvs. mellemstore krigsskibe. Resten var troppetransportskibe og forsyningsskibe.

Spanierne havde mistet 800 mand og seks skibe, men de havde stadig 2000 regulære soldater og 600 militsfolk kampklare. Et nyt britisk angreb ville være et dødfødt foretagende.

Efter 67 dages kampe evakuerede briterne deres teltlejre og gjorde klar til at sejle hjem. Mens flagskibet lettede anker, stod admiral Vernon og stirrede mørkt ind mod land. "Gid fanden havde dig, Blas de Lezo", hvæsede han.

I England kom nederlaget som et totalt chok for magthaverne, som lidt for hurtigt havde udbasuneret admiral Vernons store triumf for hele verden.

Nu befandt de selvsamme magthavere sig i den pinligste situation i mands minde. Nederlaget skulle for enhver pris dysses ned, og derfor forbød den engelske konge og parlamentet enhver omtale af slaget i taler, bøger og pamfletter. Vernon beholdt sin post og fortsatte karrieren i flåden, som om intet var hændt. Slaget om Cartagena blev fuldkommen fortrængt.

Fire måneder efter briternes tilbagetog blev generalkommandør Blas de Lezo ramt af den tyfusepidemi, som havde hærget lige siden de første kampe. På sit dødsleje talte han i febervildelse. Meget af det, han sagde, var ufortåeligt for de pårørende, som befandt sig hos ham, men ét ord blev gentaget flere gange: "Fuego! Fuego!". Fyr! Fyr!

Var inde på Maritim Museets hjemmeside og er overrasket over hvor mange mønter det drejer sig om - prøv at trykke på denne adresse:
http://prints.rmg.co.uk/index.cfm?subSearchString=Cartagena&event=catalogue.qsearch&searchString=Edward+Vernon+%281684-1757%29 

Englænderne var så sikre på den forestående sejr, at de fik fremstillet denne ode til landets uovervindelighed, og de synger den stolt, formentlig uden at vide, at sangen egentlig er skrevet til Englands pinligste nederlag mod spanierne:

Rule, Britannia! er en patriotisk sang fra Storbritannien.
Teksten er af af James Thomson; melodien fra 1740 er af Thomas Arne.

Teksten til Rule, Britannia! 

1
When Britain first, at Heaven's command
Arose from out the azure main
This was the charter of the land,
And guardian angels sang this strain:

Rule, Britannia! rule the waves:
Britons never will be slaves. 

2
The nations, not so blest as thee,
Must, in their turns, to tyrants fall;
While thou shalt flourish great and free,
The dread and envy of them all. 

Rule, Britannia! rule the waves:
Britons never will be slaves.

3
Still more majestic shalt thou rise,
More dreadful, from each foreign stroke;
As the loud blast that tears the skies,
Serves but to root thy native oak.

Rule, Britannia! rule the waves:
Britons never will be slaves. 

4
Thee haughty tyrants ne'er shall tame:
All their attempts to bend thee down,
Will but arouse thy generous flame;
But work their woe, and thy renown.

Rule, Britannia! rule the waves:
Britons never will be slaves.

5
To thee belongs the rural reign;
Thy cities shall with commerce shine:
All thine shall be the subject main,
And every shore it circles thine.

Rule, Britannia! rule the waves:
Britons never will be slaves.

6
The Muses, still with freedom found,
Shall to thy happy coast repair
Blest Isle! With matchless beauty crown'd,
And manly hearts to guard the fair. 

Rule, Britannia! rule the waves:
Britons never will be slaves.



Sidst opdateret:  20:29 23/09 2014
 

Et ur
Sømandsvitser
Først i Danmark
Top 10
Navigationens historie
Inspirationen til Moby Dick
Fundet af Robinson Crusoe, 2. februar 1709
Jørn Riel: En julehistorie
Marco Polo?
Magellan
Vitus Bering
Skibsskruen
Sørøvere
Englandskrigen på Anholt
Slaget ved Lyngør
Kaperkaptajn Jens Lind
Mytteriet på Bounty
Tordenskiold
Spray af Aarøsund
Historiske skibe du bør kende
Titanic
Skoleskibet København
Damkatastrofen
Hans Hedtoft
Columbus og hvad deraf følger...
James Cook
Jens Munk
Vikingernes pejleskive
Suez kanalens historie
Panamakanalens historie
Cartagena, Colombia
Registrerede skibsvrag i hele verden
Top top Copyright. Mogens Exner - 2004