Gode historier
Bøger anbefalet til en mørk aften.
Turbeskrivelser
Godt at vide om træ
Links
Gode praktiske råd og købssteder
 
Jens Munk

 - en tekst af Christian Bruun Borup

Når nu vi taler om danske opdagelsesrejsende, så er der en fyr, der hedder Jens Munk, der også skal nævnes. Han er udelukkende taget under kærlig behandling af Thorkild Hansen, og bogen blev udgivet 1965.

Fødtes i Arendal i det sydlige Norge, af danske forældre den 3. juni 1579. Som syv årig oplever Jens at faderen bliver væk – han bliver faktisk bortført til København og ”forsvinder”. Senere fik man oplysninger om,  at han sad i lænker på det berygtede statsfængsel på Dragsholm. Moderen har svært ved at skaffe penge, og klager sin nød til Jens’ faster i Ålborg. Det var borgmesterparret i Ålborg, der tog sig af Jens i tre år indtil han igen tog hjem til Norge.

Han tog hyre som skibsdreng sommeren 1591 og vender efter nogle forskellige jobs tilbage nitten år gammel. Her får han at vide at faderen har begået selvmord efter flere flugtforsøg fra Dragsholm. Arven fra tre godser i Norge (herregårdene Barbo, Borregaard og Hiørne, vidstrakte kronlen ved Nedernæs, Bratsberg og Nonnesæter samt snesevis af bøndergårde) er inddraget af staten – han fik ingen erstatning. Christian den IV slås til konge et stykke tid efter og han har nogenlunde samme alder som Jens Munk.

Jens arbejder de følgende 6 år som en vanvittig med skibsladninger til Spanien. Han tjener så mange penge, at han sammen med en kompagnon; Jens Hvid, udruster et skib til Barentshavet. Han vil drive handel på Novaja Zemlja. På vej derop bliver han imidlertid standset af is og forsøger at undslippe ind i en fjord, men skibet skrues ned (”går i besæt”) på vej derind. Båden fires ned og besætningen går mod land, medens hele hans formue og kramvarer går mod havets bund.

I sin nød henvender han sig hos kongen, der tilfældigvis var i gang med at gøre kongeriget større. Der udrustedes en blandet handels-, fangst- og opdagelsesrejse til Novaja Zemlja. De når ikke igennem men får handlet en del fisk – klipfisk (tørret i usaltet tilstand og derfor en delikatesse i København). Trods det nedslående resultat i Jens Munk’s øjne, gør kongen ham til skibskaptajn i orlogsflåden - måske også under indtryk af den forestående Kalmar-krig.

Jens Munk gør sig heldigt bemærket under krigen, men bliver forbigået ved de efterfølgende ridderslagninger, gunstbevisninger og udnævnelser efter ”freden i Knærød”.

Kongen brugte nu en tid Munk som skibsfører og tolk, når pæne folk skulle ud at forhandle i udlandet. Lidt senere får han en sørøver ved navn Mendoza som opgave. Mendozas medsammensvorne finder de hurtigt og får hængt på stedet. Mendoza får de jagtet ind i ”Det hvide Hav” i Barentshavet. Mendoza blev ført til København, hvor han med sine tro tjenere får lov at hænge i galgen en godt stykke tid efter den 29. august 1615.

Hvor man tidligere havde svært ved at skaffe officerer til disse togter, er der nu pludseligt nok adelige at få, med det resultat at Munk bliver degraderet på det næste togt. Munks hurtige togt havde bredt sig over hele Danmark og det var pludseligt in at blive søofficer. Der kommer ikke resultater af dette næste togt, der sejlede lidt rundt på må og få og kun fik fyret kanonerne af, når der var fest ombord. Munk har samtidigt allieret sig med folk, der har forstand på hvalfangst og pludseligt går det økonomisk godt for Munk i et års tid, men næste års fangst slår fuldstændigt fejl og Munk er nu til gengæld ruineret.

Som før opildnes Munk af sin modgang. Han foreslår kongen en ekspedition til Nordvest-passagen. Kongen takker ja, og der udrustes to skibe, der tager af sted i slutningen af april 1619.

Polarhavet er et sand helvede at sejle i. Der findes overalt undersøiske klippeskær og mange steder tager tidevandet skibe med sig i hvirvlende malstrømme. Kompasset har misvisninger på op til 180 grader, men ikke konstant – afhænger ad de magnetiske storme som nordlys jo er. Der er vinter i 10 måneder af året og mange sunde når aldrig at blive isfri, temperaturer ned til -70 grader der ledsages af hylende storme med sne og iskrystaller samt tidevandsforskelle på hen ved 10 meter og isbjerge på op til 75 m’s højde

Den 24. juni 1497 måtte englænderen John Cabot og året efter hans søn Sebastian opgive på hhv. 56 og 58 breddegrad. En portugiser; Casper Cortereal blev standset samme sted, men han hjemførte ca. 50 indfødte som slaver. Slaver hedder på portugisisk ”laboradores” og derfor kom det nye land til at hedde Labrador. Cortereal gjorde et nyt forsøg, men sinden har ingen set ham. En bror tog ud at lede, men han vendte heller aldrig tilbage. 1527 sejlede John Rut ind i intetheden. 1536 opgav John Hore ved New Foundland. 1576 fandt Frobisher ”guld” i bunden af Frobisher Bay og kom med 15 lastskibe – det viste sig at være kisel, der var udmærket som vejfyld  ;-)

John Davis famlede sig frem tre år i træk og måtte skuffet vende hjem. Georges Waymouth blev af mandskabet tvunget til at vende om ud for Disko. John Knight strandede i 1606 på kysten af Labrador og blev sammen med fem overlevende slået ihjel af de indfødte. Henry Hudson tog af sted fra England i 1610 og fik nedkæmpet et truende mytteri ombord. Han kom ud af Hudson Strædet men blev fanget i Hudson Bay – de ledte efter ”udgangen” til 1. november, hvor isen spærrede strædet. Skibet var kun provianteret til 6 mdr. og mange døde af sult. Nu lykkedes mytteriet og Hudson blev sat i en redningsbåd sammen med 9 syge besætningsmedlemmer – ingen har set dem siden. 4 mand overlevede – i øvrigt netop de fire som havde anstiftet mytteriet.

Thomas Button opgav 1613, Gibbon sad fast i isen i tyve uger i Hudson Bay, Robert Bylot og William Baffin opgav 1615, men prøvede igen året efter og fandt faktisk ”hullet”, dog uden at opdage det, da de troede at det var en fjord – det var Lancaster Sound (sund), som de i deres uvidenhed kaldet Lancaster Inlet (indelukke). Nu går der ret nøjagtigt 200 år uden at der viser sig skibe i området.

Pinsedag 1619 kommer Jens Munk med to skibe; ”Enhiørningen” og ”Lamprenen” samt omkring 130-40 mand (Antallet er ikke oplyst eksakt, men 62 og 65 er nævnt, dog uden at skibenes navne er nævnt, men da de sejler fra Hudson Bay skrives "der var henved 130 grave på stedet de forlod"). De er nået Munkenæs den 11 juli og den 13. sad de fast i isen og frygten for forlis var stor, men de kommer dog flot de følgende dage, men dette kun for at sidde fast igen den 25. og 26. Folkene arbejder hårdt og i døgndrift på at få skibene flot og det lykkedes den 31.  O.s.v.

De var forfulgt af uheld og forskudte tidsplaner. Det ene skib måtte repareres på grund af utætheder, de tog fejl af ruten (– en meget påståelig navigatør), is-problemer, hvilket sammenlagt gav en forsinkelse på over en måned. Oveni kom at vinteren viste sig tidligere og hårdere end forventet og mulighederne blev indskrænkede hver dag. De havde rådslagning 18. september 1619 og mandskabet var samlet på Enhiørningens dæk, hvor Munk udtalte de skæbnesvangre ord: ” Vi forsøger en overvintring”.

Skibene blev trukket på land, med god hjælp af højvandet. Lamprenen kom godt fri af isen, medens Enhiørningen var lidt sværere at manøvrere rundt med, da det var så meget tungere. Man byggede seks brokar omkring skibet, men disse blev ødelagt i den ene side af isen. Senere blev de udbedrede og konstruktionen holdt resten af vinteren. Man fyldte forrådet over i Lamprenen og Munk sørgede omhyggeligt for at mændene fik ansvarsområder og blev holdt i gang for at bevare disciplinen.

Mændene begyndte at dø pga kombinationer af vitaminmangel (skørbug) og luftvejsinfektioner. Julen blev dog holdt i fin stil. Der var kun to døde på det tidspunkt. Man havde frisk kød fra jagter, masser af bær, vin og øl. Sidstnævnte havde været frosset og skulde sydes, men blev det ikke ved julefesten: Det antydes at dette kunne være delvis grund til de første dødsfald, men forfatteren kommer ikke nærmere ind på årsagssammenhængen.

Håndled og ankler svulmede op til dobbelt størrelse. Sår, der starter på fingerspidserne breder sig opad, neglene løsnes og falder af, tandkødet løsnedes og kom i klemme mellem tænderne, så munden ikke kunne lukkes. Fra nytårsaften begyndte folkene at dø med regelmæssige mellemrum. I starten med 10 dages mellemrum, men senere med 2 dages mellemrum.

Sidst i maj og først i juni blev det igen varmt, men da var det øjensynligt for sent. Munk kunne ikke tygge maden og kunne knapt røre sig for smerter. Der lå flere lig på skibet, som de ikke havde begravet. Munk skrev testamente med de berømte ord – ”Hermed alverden God Nat og min Sjæl i Guds Haand”.

Sidst Munk havde været i land havde han tre mænd med sig. To af disse var for svage til at hive sig ombord i skibet igen og var roet ind mod land. Munk havde troet dem døde, men de havde overlevet de tre uger. Man kunne begynde at finde føde, men kravlede altså rundt på alle fire. 18. juni bryder isen op i fjorden, og man kunne nu så nogenlunde holde sig oprejst. Man kogte fisk til suppe, da man ikke kunne spise kødet. De var tre mand tilbage og eneste mulighed var det letteste fartøj Lamprenen og formentlig under umenneskelige lidelser har de bragt skibet flot, og de drog af sted den 16. juli. Der var henved 130 grave på stedet de forlod.

Hjemturen bliver hård med en orkan af 7 døgns varighed. De tre mænd er totalt udmattede af at pumpe og holde sig fast. I en efterfølgende storm mister de riggen og driver nu nærmest rundt. De nærmer sig den 20. september Norge i nærheden af øen Alden lidt nord for Sognefjorden. Senere kommer de til Bergen. Jens Munk bliver sat i fængsel i Bergenhus. Han sidder der i tre måneder og kommer først til København juleaften 1620. Konen havde fundet en anden mand, og ydermere havde hun foræret ham alt Munks tøj.

Kongen blev rasende over tabet af Enhiørningen og beordrede Munk til at hente den. Det var svært at skaffe mandskab, og det var faktisk denne ydre omstændelighed, der gjorde at Munk aldrig kom af sted. Han har kvitteret for skibsøllet til den planlagte færd den 7. juli 1621. Kongen bruger nu i stedet Munk til en masse sejladser med yderpunkter i nordnorge og Holland. Han får nærmest ikke hverken rist eller ro.

Munk dør i unåde 1628.

Jens Munks rapport til den danske stat kaldet Navigatio Septentrionalis fra 1624: http://www.archive.org/download/cihm_09226/cihm_09226.pdf

Jens Munks levnedsforløb i skematisk form: http://www.jmarcussen.dk/historie/reference/person/jmunk.html

Masser af kort og forklaringer finder du på denne side: www.neara.org/CARLSON/novadania.pdf

Siden var der andre der prøvede:

Hawridge opgav i Hudson Bay, ligesom Luke Fox og Thomas James, der i øvrigt havde gjort sig den ulejlighed at have et brev fra kongen med til den japanske kejser. 1719 forsvandt Barlow og Vaughan og deres besætninger. Scroggs ledte efter dem, men vendte tilbage med uforrettet sag – man fandt dem 50 år senere som skeletter på Marble Island, hvor de var sultet ihjel. Den engelske regering udsatte en dusør på £20.000 til den første, der gennemsejlede Nordvestpassagen. Moor tog udfordringen op, men måtte opgive i Hudson Bay, hvilket gentog sig for Christopher i 1761, for Pickersgill i 1776 og for Duncan i 1791.

John Ross og William Edward Parry var der august 1818 og nåede Lancaser ”Inlet”. De kunne ikke blive enige om om det var en fjord eller et stræde. Året efter vendte Parry tilbage og nåede Melville Island i Polarhavet, hvor han overvintrede i 10 mdr. Blev dog standset af isen, Året efter prøvede han samme tur og kom til Fury-and-Hekla Strait før han måtte give tabt. Hans opdagelser vakte opsigt, så nu kom der igen den ene ekspedition efter den anden.

Sir John Franklin kommer med to skibe provianteret til 3 år og 129 mand i maj måned 1845. 26. juli er de observeret i den nordlige del af Buffind Bay fortøjet til et isbjerg og afventende en passage i isen. Siden er de ikke blevet set. Man udsendte tre eftersøgningsekspeditioner efter Franklin. Alle tre vendte tilbage med negativt resultat. En belønning på £23.000 fik 14 skibe af sted. Alle øer på nær en blev undersøgt, nemlig King Williams Land og det var her de var. 1857 blev de fundet sammen med de nedskrevne beretninger om deres død.

da.wikipedia.org/wiki/John_Franklin

James Cook prøvede i starten af sin tredie rejse fra 1776 - 1779 at finde passagen med skibene Discovery og Resolution. Der var dengan udlovet en dusør på 20.000 pund.

Roald Engelbret Amundsen havde en 22 m lang båd med gløderørsmotor - Gjöa, og 5 besætningsmedlemmer. Han gik ud på Stillehavssiden og den 19. okt. 1906 kunne han telegrafere hjem fra San Fransisco at Anian-strædet var fundet. Desværre mente han ikke at passagen nogensinde ville kunne få praktisk betydning, da der var både for smalt og for lidt dybde.

www.aerenlund.dk/helte/roald_amundsen.html

 

Sommeren 1964 var ”Jens Munks Minde-ekspedition” på stedet og opmålte området. 



Sidst opdateret:  20:29 23/09 2014
 

Et ur
Sømandsvitser
Først i Danmark
Top 10
Navigationens historie
Inspirationen til Moby Dick
Fundet af Robinson Crusoe, 2. februar 1709
Jørn Riel: En julehistorie
Marco Polo?
Magellan
Vitus Bering
Skibsskruen
Sørøvere
Englandskrigen på Anholt
Slaget ved Lyngør
Kaperkaptajn Jens Lind
Mytteriet på Bounty
Tordenskiold
Spray af Aarøsund
Historiske skibe du bør kende
Titanic
Skoleskibet København
Damkatastrofen
Hans Hedtoft
Columbus og hvad deraf følger...
James Cook
Jens Munk
Vikingernes pejleskive
Suez kanalens historie
Panamakanalens historie
Cartagena, Colombia
Registrerede skibsvrag i hele verden
Top top Copyright. Mogens Exner - 2004