Gode historier
Bøger anbefalet til en mørk aften.
Turbeskrivelser
Godt at vide om træ
Links
Gode praktiske råd og købssteder
 
James Cook - en af verdens STORE opdagelsesrejsende.

- en tekst af Christian Borup (delvis afskrift). 

Muligt fund af Endeavoir

Af flere gange har vi nærmet os benævnte herre. Mest pga hans berømte ur K1, der var en nøjagtig kopi af Harrinsons H4. Se “Et Ur” her på hjemmesiden.

James Cook var en af verdens store opdagelsesrejsende. Han var et usædvanligt begavet menneske og blev en af historiens mest berømte søkaptajner. Tre gange sejlede han over Stillehavet. Han opdagede mange af Stillehavets øer og placerede dem på verdenskortet, der på den tid ikke var tegnet færdig endnu. 

Født den 27. oktober 1728 i en lille landsby; Marton i Yorkshire i det nordlige England og i fattige kår. Han fik en meget nødtørftig skolegang, men kom som 17-årig i lære som købmand i fiskerbyen Staithes. Læremesteren og James skiltes efter 18 måneder, da James havde fundet ud af, at det ikke var noget for ham. Han startede i stedet hos John og Henry Walker, der var skibsreddere i havnebyen Whitby. Her fik han mulighed for at stå til søs første gang og imellem togterne blev han opmuntret til at indhente den forsømte skolegang.  

Han imponerede sine læremestre ved at være både intelligent og lærenem. Han arbejde der i 10 år og sejlede til Irland og Norge. Han blev fortrolig med havet, men fik også gjort sig selv mere omgængelig. Han var af natur reserveret og tavs, men havde en utrolig evne til fordybelse. Således havde han ikke mange venner. Kaptajn Walker tilbød ham kommandoen over et af de skibe han havde sejlet med, men Cook sagde nej tak, og meldte sig i stedet til flåden den 17. juni 1755. 

1763 var han udsendt for at undersøge og kortlægge den canadiske kyst. På denne rejse lærte han at beherske datidens navigationsinstrumenter, og det gik op for ham, hvor meget videnskaben betød for skibsfarten. På sine senere rejser gjorde han altid brug af de nyeste videnskabelige resultater og de nyeste instrumeneter. 

1767 bevilgede den engelske regering penge til en storstilet videnskabelig ekspedition til Stillehavet. Den nærmere anledning var den af Edmond Halley udregnede “Venus-passage”, (Venus passerer mellem Jorden og Solen 3. juli 1769) og et stort hold af astronomer skulle med på turen til Tahiti, hvor forholdene skulle være optimale, for at kunne beregne afstanden til Solen. Cooks store viden om navigation og kartografi gjorde ham velegnet som leder af ekspeditionen, og admiralitetet pålagde ham endvidere i al fortrolighed at søge efter et nyt kontinent - Terra Australis Incognita - som man mente måtte befinde sig et sted på den sydlige halvkugle. 

Cook var ikke født som “gentleman”, så derfor blev han udnævnt som premierløjtnant. Skibet var et ombygget kulskib. Det var klodset, grimt og meget langsomt, men til gengæld solidt og modstandsdygtigt over for uvejr og så rummelig, at man kunne medtage proviant nok til de 94 mand i to år. Skibet blev døbt Endeavour. Ud over søfolk og astronomer var medbragt botanikere og malere.

Ruten var Madeira, tværs over Atlanterhavet, langs med Brasiliens kyst rundt om Kap Horn og ud i Stillehavet. Efter næsten 8 måneder til søs, nåede man Tahiti den 13. april 1769.

I juli måned var opgaven udført og nu var det de hemmelige ordrer om at finde Terra Australis Incognita, der skulle udføres. Man gik nu mod New Zealand og kom der til i oktober. New Zealand var allerede opdaget 1642 af Abel Tasman, men han havde ikke kunnet komme tæt på kysten. Maorierne var ikke så fredelige som folk på Tahiti, så det kom til flere sammenstød. Cook blev den første, der, mindre end hundrede år senere, opdagede at New Zealand bestod af to store øer. De kort han tegnede blev brugt i næsten 100 år. 

Herefter satte man kursen mod vest. Tasman og Dampier havde rejst i dette område tidligere og de havde begge fået et glimt af det kontinent vi nu kalder Australien, men ingen vidste om det var mindre øer eller een stor ø, de havde set. Tasman gav navn til Tasmanien og kaldte det bagved liggende land for New Holland.

19. april 1770 nåede Endeavour Australiens sydøstlige spids. Cook fastslog Australiens position og gjorde krav gældende på landet i den britiske krones navn. Han døbte det “New South Wales”. Man havde tit set røgskyer inde fra land, så man vidste at landet var beboet, men de så ikke skyggen af en indfødt. 

28. april gik man ind i bugten hvor Sydney ligger i dag. Det var en velbeskyttet naturlig havn. Stedet blev først kaldt for Stingray Harbour (Pilrokke Havn), men pga en overvældende række fremmedartede planter, blev det omdøbt til Botany Bay, hvilket i øvrigt senere blev stednavnet for en af englands rædselsvækkende fangekolonier, der netop kom til at ligge her. Endeavour lå her i 9 dage. 

Herfra gik det nord på. Farvandet var bemærkelsesværdigt stille med spredte småøer. Man har i virkeligheden sejlet “indenskærs” og var på vej ind i Great Barrier Reef. Man sejlede længe uden uheld pga af Cooks forsigtighed og dygtighed, men pludselig den 11. juni var det slut. Man rendte på revet. Man smed 50 tons udstyr over bord og tidevandet bragte skibet flot efter at man havde ventet et døgns tid. Man gik i land ved en flodmunding, der senere fik navnet Cookstown. Man brugte næsten 2 mdr. på at reparere skibet, før man kunne fortsætte turen. 

Det var ganske nyt at der var en sammenhæng mellem manglende frisk frugt og skørbug. Cook havde den ide at surkål, der kunne holde sig ombord, indeholdt stoffer, der modvirkede skørbug. (Faktisk indeholder surkål ikke ret meget C-vitamin, men måske alligevel nok til at modvirke skørbug). Cook var i forhold til så mange andre en behersket mand, men ved en lejlighed lod han to mænd piske fordi de nægtede at spise deres ration af surkål. 

Videnskabsmændende ombord brugte reparationstiden nyttigt. Joseph Banks var tegner og 25 år gammel. Hans tegninger overskyggede på et tidspunkt Cooks berømmelse efter hjemkomsten. Ved hjemkomsten 12. juli 1771 havde man mistet mere end halvdelen af mandskabet. Indtil man lagde til ved Batavia på vejen hjem, havde man kun mistet een mand, men Batavia var hærget af smitsomme sygdomme som malaria, virus og dysenteri. 

Resultaterne var gode. Man havde ikke kunnet fastslå afstanden til solen - instrumenterne var ganske simpelt ikke gode nok, men man havde 1500 tegninger af dyr, planter og insekter, der hidtil havde været ukendte. Både New Zealand og Australien var nu på Britiske hænder og man havde detaljerede kort over nogle af kystområderne. Cook blev forfremmet til orlogskaptajn og var nu 44 år gammel. 

Anden rejse var en direkte aflægger af første rejses succes. Nu lød opgaven på at finde et kontinent syd for Australien. Klog af skade med Barrier Reef forlangte Cook denne gang to skibe. Kostplanen kom denne gang til at indeholde surkål, gulerodsmarmelade, appelsin- og citronekstrakt. Igen valgtes store ombyggede kulbåde og de blev kaldt Resolution og Adventure. Nu kommer vor gode ven og velynder Harrison ind i billedet. Cook medbringer uret K1 fremstillet 1769 af Larcum Kendall. Uret var en kopi af Harrisons H4 og det fulgte Cook til det sidste. Det er i dag udstillet i Greenwich. 

13. juni 1772 afsejles på Cooks anden rejse. 17. januar 1773 skriver Cook i sin dagbog: “Et kvarter over 11 passerede vi den sydlige polarcirkel, for ved middagstid var vi ifølge observationerne fire og en halv miles syd for den, og vi er uden tvivl det første og eneste skib, der nogen sinde har krydset denne linie”. Næste dag stødte de for første gang på fænomenet pakis. Skibene blev væk fra hinanden tre uger senere pga tåge. Cook havde forudset at det kunne ske og havde derfor aftalt de skulle mødes på New Zealand. I tre uger sejlede Resoloution østpå langs 60. breddegrad, og i al den tid så man ikke skyggen af land. Den 17. marts satte Cook kursen mod New Zealand. (138 år senere når Roald Amundsen Sydpolen). 

Skibene bliver genforenet på New Zealand, men på vejen, bliver de igen væk for hinanden. Cook rejser i cirkler og lagde til ved mange små øer på vejen, der iblandt Tonga, Påskeøerne og Tahiti, hvor Cook og mandskabet bliver budt velkomne som gamle venner. Han krydsede sydpolarhavet yderligere to gange, men så stadig ikke andet end isbjerge. Adventure - det andet skib - led store tab - indfødte havde dræbt 10 - og kaptajnen besluttede at sætte kursen hjemover, og de lagde til i England 15. juni 1774. Cook kom først tilbage den 30. juli 1775 og havde da været væk i 3 år og 18 dage. Kun een mand var død på turen. 

Cook blev medlem af The Royal Society og fik en medalje for sin redegørelse om ting, der kunne fremme sundhedstilstanden ombord. Nu var han 46 år gammel. Admineralitetet planlagde en tur til “Nordøstpassagen”, men man kunne ikke rigtigt bede Cook lede opgaven, da han nu havde gjort så meget, men man indbød ham til en fin middag for at spørge ham til råds omkring hvem men kunne udpege som leder af en sådan ekspedition. Da middagen var forbi var Cook ekspiditionens leder. 

12. juni 1776 drog ekspeditionen af sted med skibene Resolution og Discovery - den tredie rejse. Sidstnævnte kom dog først af sted lidt senere, da kaptajnen sad i gældsfængsel til den 1. august. De rundede Afrikas sydspids og efter 8 mdr. nåede de New Zealand. På vejen havde Resolution flere gange måttet repareres og tætnes, da den tog vand ind. Man blev i nærheden af New Zealand til december 1777, hvor man igen kunne krydse Stillehavet. De opdager flere øer på vejen, der iblandt Hawaii, som Cook kaldte Sandwich-øerne efter sin velynder Lord Sandwich. Cook kom på god fod med de indfødte.

I februar 1778 lagde skibet til ved Nootka Sound på vestkysten af Vancouver. Her mødte man Nootindianerne og byttede sig til mad og pelse, men indianerne kendte ikke noget til nordvestpassagen. Efter flere måneders sejlads i tæt tåge kom Cooks to skibe gennem Beringstrædet og ud i det nordlige Ishav, men de nåede ikke ret alngt, da vejret pludseligt slog om, temperaturen faldt og skibene løb ind i en massiv mur af pakis. På vej sydover stifter Cook bekendskab med eskimoerne, som han beskriver som det mest fredelige og harmløse folk, han har mødt på sine rejser.  

Cook modtages nu nærmest som en gud, da han lægger til på Hawaii (Sandwich-øerne). De indfødte havde et sagn om Lono, der for længe siden var sejlet væk over havet, men en dag ville vende tilbage til sit folk. Af en eller anden grund skifter stemningen hurtigt efter en uges tid og de indfødte så gerne, at Cook og hans folk “pakkede deres sydfrugter”. Cook forlader stedet, men pga Resolutions skader, må man søge i land igen. Nu tiltager spændingerne mellem Cooks folk og de indfødte. Der er flere tyverier og Cook følte sig tvunget til at straffe tyvene og det bliver skæbnesvangert for Cook. Flere tusinde indfødte var samlede på stranden. En af dem truede Cook med en kniv og Cook affyrer et skud. Han bliver slået ned med en kølle, og han udånder under en regn af knivstik fra de indfødte. 

Han døde på stranden klokken 8 om morgenen den 14. februar 1779, 50 år gammel og bliver begravet på havet af sit sørgende mandskab. Det sidste notat i logbogen skriver han 17. jan. 1779: ”Kun få af os beklagede nu, at det ikke var lykkedes os at finde en nordlig passage hjem i sommer. Det var denne skuffelse, der var skyld i, at vi igen blev i stand til at besøge Sandwichøerne og berige vor rejse med en opdagelse, der, om end den sidste, synes at være den vigtigste, som hidtil er gjort af europæere i hele Stillehavet”.  

Skibene går herefter igen til Beringstrædet og sydover langs Japan og Kina, går igennem Malaysia og syd om Afrika hjem til England. 

“Det var min ambition ikke blot at nå længere end nogen er nået før mig, men så langt som det var menneskeligt muligt”.

Cook havde en senere berømt skibsfører/navigatør med på den tredie rejse, nemlig den 21-årige Bligh. Se historien om ham under Bounty, hvor han 9 år senere var kaptajn.

 

Dette var en officielle historie, men jeg så en anden i fjernsynet. De var sejlet afsted fra Hawaii, men knækkede masten og måtte vende om. De havde taget stort set alt forråd med fra Hawaii, og de var nu ikke velkomne mere. Der skete flere tyverier fra skibene, der burde give et indtryk af, at de nu ikke var beskyttede af øvrigheden på Hawaii, men det der slog hovedet på sømmet var, at der forsvandt en båd. Cook gik vredt i land med 9 (!) mand på det helligste sted og nærmest anholdte høvdingen mhp at bruge ham som gidsel for udlevering af båden, men hawaiianerne blev godt gale i skalden og begyndte at smide med sten, da de nærmede sig stranden. Cook blev stukket ned og døde. "Han døde fordi han troede han beherskede enhver situation til søs". Man fandt hovedbund, underkæbe, kranium og hans to hænder, hvoraf den ene kendtes pga af et ar. Alle delene blev pakket ind i det engelske flag og blev "begravet" til søs. 

-------------------------------------

DISASTER!

While charting the coast of north-eastern Australia the Endeavour crashes onto the Great Barrier Reef. Read Cook’s words of worry at the terrible situation, and how the men on board managed to save the ship from imminent danger.

From Cooks journal june 1770

SUNDAY 10th   After hauling round Cape Grafton we found the land trend away NWBW. Three miles to the Westward of the Cape is a Bay wherein we anchord about 2 miles from the shore in 4 fathom water an owsey bottom. The East point of the bay bore S 74° East, the west point S 83° West and a low green woody Island laying in the offing bore N 35° East. This Island lies NBE½E distant 3 or 4 Legs from Cape Grafton, and is known in the Chart by the name of green Island. As soon as the Ship was brought to an Anchor I went ashore accompaned by Mr Banks and Dr Solander, the first thing I did was to look for fresh water and with that View rowed out to wards the Cape because in the bottom of the Bay was low mangrove land and little probability of meeting with any there, but the way I went I found two small streames which were difficult to get at on account of the surff and rocks upon the shore. As we came round the Cape we saw in a Sandy Cove a small stream of water ran over the beach, but here I did not go in the boat because I found that it would not be easy to land. We hardly advance any thing into the Country, it being here hilly which were steep and rocky and we had not time to viset the low lands and therefore met with nothing remarkable. My intention was to have stay'd here at least one day to have looked into the Country had we met with fresh water convenient or any other refreshment, but as we did not I thought it would be only spending time and looseing so much of a light moon to little purpose and therefore at 12 oClock at night we weigh'd and stood away to the NW having at this time but little wind attended with showers of rain. At 4 oClock the breeze freshend at SBE with fair weather. We continued steering to NNW ½W as the land lay having 10, 12 and 14 fathom at the distance of 3 Leagues from the land. At 10 oClock we hauld off north in order to get without a small low Island which lay about 2 Leagues from the Main it being about high water at the time we pased it great part of it lay under water about 3 Leagues to the north-westward of this Island close under the Main land is a nother Island tolerable high which bore from us at Noon N 55° west distant 7 or 8 Miles, we being at this time in the latitude of 16°20' S Cape Grafton bore S 29° East distant 40 Miles and the northermost point of land in sight N 20° w and in this situation had 15 fathom water. The shore between Cape Grafton and the above northern point forms a large but not very deep Bay which I named Trinity Bay after the day on which it was discovered, the north point Cape Tribulation because here begun all our troubles. Latitude 16°6' S, Long de 214°29' W.

MONDAY 11th    Wind at ESE with which we steer'd along shore NBW at the distance of 3 or 4 Leagues off having from 14 to 10 & 12 fm with saw two small Islands in the offing which lay in the latitude of 16°0' S and about 6 or 7 Leagues from the Main. At 6 oClock the northermost land in sight bore N½W and two low-woody Islands which some took to be rocks above water bore N½W. At this time we shortend sail and hauld off shore ENE and NEBE close upon a wind. My intention was to stretch off all night as well to avoid the dangers we saw ahead as to see if any Islands lay in the offing, especialy as we now begin to draw near the Latitude of those discover'd by Quiros which some Geographers, for what reason I know not have thought proper to tack to this land, having the advantage of a fine breeze of wind and a clear moonlight night. In standing off from 6 untill near 9 oClock we deepen'd our water from 14 to 21 fathom when all at once we fell into 12, 10 and 8 fathom. At this time I had every body at their stations to put about and come too an anchor but in this I was not so fortunate for meeting again with deep water I thought there could be no danger in stand g on. Before 10 oClock we had 20 and 21 fathom and continued in that depth untill a few Minutes before a 11 when we had 17 and before the Man at the lead could heave another cast the Ship Struck and Stuck fast. Emmidiatly upon this we took in all our sails hoisted out the boats and sounded round the Ship, and found that we had got upon the SE edge of a reef of Coral rocks having in some places round the Ship 3 and 4 fathom water and in other places not quite as many feet, and about a Ships length from us on our starboard side / the ship laying with her head to the NE / were 8, 10 and 12 fathom as soon as the long boat was out we struck yards and Topm ts and carried out the stream Anchor upon the starboard bow, got the Casting anchor and cable into the boat and were going to carry it out the same way but upon my sounding the second time round the Ship I found the most water a stern and therefore had this anchor carried out upon the Starboard quarter and hove upon it a very great strean which was to no purpose the Ship being quite fast, upon which we went to work to lighten her as fast as possible which seem'd to be the only means we had left to get her off as we went a Shore about the top of high-water. We not only started water but throw'd over board our guns Iron and stone ballast Casks, Hoops staves oyle Jars, decay'd stores &ca many of these last articles lay in the way at coming at heavyer. All this time the Ship made little or no water. At a 11 oClock in the AM being high-water as we thought we try'd to heave her off without success, she not being a float by a foot or more notwithstanding by this time we had thrown over board 40 or 50 Tun weight, as this was not found sufficient we continued to Lighten her by every method we could think off. As the Tide fell the Ship began to make water as much as two Pumps could free. At Noon she lay with 3 or 4 Strakes heel to Starboard. Latitude Observed 15°45' South.

TUESDAY 12th    Fortunatly we had little wind fine weather and a smooth Sea all these 24 haurs which in the PM gave us an oppertunity to carry out the two bower Anchors, the one on the Starboard quarter and the other right a Stern. Got blocks and tackles upon the Cables brought the falls in abaft and hove taught. By this time it was 5 oClock in the pm, the tide we observed now begun to rise and the leak increased upon us which obliged us to set the 3rd Pump to work as we should have done the 4th also but could not make it work. At 9 oClock the Ship righted and the leak gaind upon the Pumps considerably. This was an alarming and I may say terrible Circumstance and threatend immidiate destruction to us as soon as the Ship was afloat. However I resolved to resk all and heave her off in case it was practical and accordingly turnd as many hands to the Capstan & windlass as could be spared from the Pumps and about 20' past 10 oClock the Ship floated and we hove her off into deep water having at this time 3 feet 9 Inches water in the hold. This done I sent the Long boat to take up the stream anchor, got the anchor but lost the Cable among the rocks, after this turn'd all hands to the Pumps the leak increasing upon us. A Mistake soon after happened which for the first time caused fear to operate upon every man in the Ship. The man which attend the well took ye depth of water above the ceiling, he being relieved by another who did not know in what manner the former had sounded, took the depth of water from the out side plank, the difference being 16 or 18 Inches and made it appear that the leak had gain'd this upon the pumps in a short time, this mistake was no sooner clear'd up than [it] acted upon every man like a charm, they redoubled their Vigour in so much that before 8 oClock in the Morning they gain'd considerably upon the leak. We now hove up the best bower but found it impossible to save the small bower so cut it away at a whole Cable. Got up the fore topmast and fore yard, warped the Ship to the SE and at a 11 got under Sail and Stood in for the land with a light breeze at ESE, some hands employ'd sowing ockam wool &c(a) into a l0wer Studding sail to fother the Ship, others emplo'd at the Pumps which still gain'd upon the leak.

WEDNESDAY 13th    In the PM had light airs at ESE with which we kept edgeing in for the land, got up the Main topmast and Main yard and having got the sail ready for fothering the Ship we put it over under the Starboard for chains where we suspected the Ship had sufferd most and soon after the leak decreased so as to be kept clear with one Pump with ease, this fortunate circumstance gave new life to every one on board. It is much easier to conceive than to discribe the satisfaction felt by every body on this occation, but a few minutes before our utmost wishes were to get hold of some place upon the Main or an Island to run the Ship ashore where out of her Materials we might build a vessel to carry us to the East Indias, no sooner were we made sensible that the outward application to the Ships bottom had taken effect than the feild of every mans hopes inlarged so that we now thought of nothing but rainging along shore in search of a harbour where we could repair the damages we had susstaind. In justice to the Ships Company I must say that no men ever behaved better than they have done on this occasion, animated by the beheavour of every gentleman on board, every man seem'd to have a just sence of the danger we were in and exerted himself to the very utmost.

--------------------------------------------------------------

This is a more accurate reconstruction of the moment than depicted in earlier paintings. It is based on the eye witness account of Marine Lt. Molesworth Phillips, a study of the weapons and dress of both sides, and estimates by scientists of the physical setting. Cook was not in breeches and hose, but wearing canvas trousers. He was not on a sandy beach, but was struck down while striding toward the water across a broad lava rock, his spent musket in his right hand.

This work also includes the first depiction of Hawaiian battle mats, described in British journals as worn in the same manner as the feather capes. In combat the cape was carried over the left shoulder and held forward by the left hand to take the impact of a sling stone or to snag the point of a spear or dagger, leaving the right arm free to wield a weapon.

Geologists believe this coastline has subsided 28 inches in the last 200 years. The rock from which Cook fell is now submerged, but can be located. The waterline on the rock is the result of computer work with moon phases which produced an estimate of the tide at 8:00 AM.

Cook had abandoned his attempt to take the king hostage against the return of a stolen boat. At a threatening gesture by one of the king's guards, he fired both barrels of his musket, then ordered the marines to fire. Instead of dispersing, the Hawaiians charged. Phillips heard Cook shout, "Take to the boats!" Phillips was struck down and stabbed in the shoulder, but raised himself and fired at his assailant before escaping. A man with a crude club struck Cook behind the head, while a chief in a feather cape, known to the British as Nua, rushed around a parked double canoe and stabbed him with one of the iron daggers the ship's blacksmiths had been forging as trade items. Surgeon's Mate Samwell described Nua as a of "... great consequence ... tall and stout and one who united in his figure the two qualities of strength and agility in a greater degree, than I ever remembered to have seen before in any other man." Cook fell face down in the water and was stabbed many times.

At the far left, the old king is being escorted to safety. Marine corporal, James Thomas, waist deep in the water, receives a mortal wound from a dagger thrust. Resolution is shown with the foremast removed for repair. Cook's hand was raised toward the boats -- a gesture now widely interpreted as a signal to cease firing. However, J.C. Beaglehole, the most eminent of Cook scholars, believed Cook was waving to the boats to come closer to shore. Like so many mariners of his day, he could not swim.


Painting by the late Herb Kane
R.I.P
June 21, 1928 – March 8, 2011

"If my work contributes to our comprehension of Hawai'i's past, that will ultimately become the greatest reward."
-Herb Kawainui Kane

-------------------------------

 Som stedet ser ud i dag. KealakekuaBay.

 The death of Cook



Sidst opdateret:  16:44 05/05 2016
 

Et ur
Sømandsvitser
Først i Danmark
Top 10
Navigationens historie
Inspirationen til Moby Dick
Fundet af Robinson Crusoe, 2. februar 1709
Jørn Riel: En julehistorie
Marco Polo?
Magellan
Vitus Bering
Skibsskruen
Sørøvere
Englandskrigen på Anholt
Slaget ved Lyngør
Kaperkaptajn Jens Lind
Mytteriet på Bounty
Tordenskiold
Spray af Aarøsund
Historiske skibe du bør kende
Titanic
Skoleskibet København
Damkatastrofen
Hans Hedtoft
Columbus og hvad deraf følger...
James Cook
Jens Munk
Vikingernes pejleskive
Suez kanalens historie
Panamakanalens historie
Cartagena, Colombia
Registrerede skibsvrag i hele verden
Top top Copyright. Mogens Exner - 2004