Gode historier
Bøger anbefalet til en mørk aften.
Turbeskrivelser
Godt at vide om træ
Links
Gode praktiske råd og købssteder
 
Amerika før Colombus

Tysk dokumentarprogram fra 2010. Efter Colombus ”opdagelse” af Amerika 1492, fulgte en endeløs række af opdagelsesrejsende, kolonister, bosættere og slaver, som hver især bragte forskellige planter, dyr og sygdomme med sig til Den Nye Verden. Indførelsen af disse mange arter kom utilsigtet til at virke som en biologisk krigsførelse, og hele civilisationer blev udryddet. For de oprindelige beboere fik de nyankomnes erobring af Amerika både økonomiske, politiske og religiøse konsekvenser, men de mest dybtgående følger skulle vise sig at være de biologiske.

 

Set og refereret af Christian Bruun Borup

 

Amerika før Colombus

Det var sommeren 1492. Efter tre måneder til søs kaster Santa Maria, Pinta og Niña anker ud for Bahamas. Europas har opdaget Amerika. Hvad følger nu? Erobring og kolonisation af nybyggere, der genskaber Amerika i deres billede. De rykkede frem og lagde øde. Men der er også en anden historie om de dyr og planter, de førte med sig, og om det de fandt her. Og hvordan Amerika blev fuldstændig forandret. Det begyndte for 500 år siden.

Christoffer Colombus forlod Italien for at kæmpe for sine visioner. Hans mål var at sejle vest på efter Asiens rigdomme. Det er i perioden for opdagelser og imperialisme, og det hele begyndte med en dronnings ambitioner. I Europa er adelen blevet velstående på handelen med Østen. Krydderier og guld, ædelsten og silke er de mest indbringende varer. Men europæerne har mistet Silkevejen til tyrkerne. Udlandshandlen falder og kongernes velstand er i fare. Dronning Isabella af Spanien vil finde nye veje til Indien, og hun har en plan. Hun er den mest magtfulde kvinde i Europa og har et kontinent med vide horisonter og ærgerrige og opfindsomme folk. I 500 år har de bygget borge, paladser og handelscentre. Konger og paver har bekriget hinanden og deres fjender ved Europas grænser. Ingen andre steder har en så stor rivalisering og udbredt guldfeber samt inderlig religiøsitet blandet sig med købmandsskab som i Europa i 1491. Idéerne er i fremmarch. Nysgerrighed og magtsyge udvider Europas grænser. Medens de søget rigdomme og jord, nærmer de sig deres verdens grænser. Men ingen kunne vide, at der langt uden for denne verden ligger en anden, som de ingenting ved om. Amazonas er et tætbefolket område. I Andesbjergene ligger et enormt rige styret af mægtige gudekonger. Mellemamerika er muligvis verdens tættest befolkede område og hjemsted for de mest imposante civilisationer på kontinentet. Og Atlanterhavskysten er dækket med landsbyer og marker, og langs floderne bygges der store byer rundt om monumentale torve og volde. Det er en oldtidsverden befolket af jægere og samlere, fiskere og bønder, konger, slaver og soldater.

Nede blandt træerne, hvor Missouri, Illinois og Mississippi mødes, som i dag er staten Illinois, ligger et af Nordamerikas mest frugtbare områder. Her bor en af kontinentets største civilisationer. Mississippifolket bygger jordhøje fra de store søer til Florida og havde deres højeste aktivitet i 1150. De første opdagelsesrejsende troede at højene var dannet af gletsjere, men nu ved vi, at de udgjorde centrum for byer som Cahokia. Travle handelsposter af jord og træ med tusindvis af indbyggere. Ingen ved hvad de kaldte sig selv, eller hvilket sprog de talte, men vi ved hvorfor de havde så stor succes. Mississippifolket er agerdyrkere og deres hovedafgrøde er føde for den stadigt voksende befolkning. Det er en amerikansk plante, som er ukendt for resten af verden. Da de havde lært at dyrke den, kunne de blive boende på ét sted. Den enkle kost gav styrke til grundlæggelse af en civilisation, men majs er ikke en gave fra naturen eller fra guderne. Denne afgrøde er resultatet af menneskets første afgrøde-forædling. Forskere har først for nyligt indset, at viden om majsdyrkning er nøglen til de amerikanske kulturer. For 6000 år siden var en majskolbe ikke længere end en tommelfinger, og det tog tusinder af år, at udvikle en mere nærende og større krydsning, som kunne gro i koldere klima uden for Mellemamerika. Majsen kom først til Mississippidalen for omkring 1100 år siden. Majs er en forædling af den vilde græsart teosint. De første amerikanere tog disse spinkle strå og udviklede den i vore dage kendte kæmpe majskolbe. Arkæologer og biologer diskuterer stadig, hvordan man fik majs af det spinkle mexicanske vildgræs, men majs er nøglen til den amerikanske civilisation. Hvor den trives, følger store civilisationer med.

Alligevel lå det største amerikanske rige et sted, hvor majs ikke kan gro. Højt i Andesbjergene. Inkariget strækker sig 4000 kilometer langs Sydamerikas vestkyst. De byggede paladser, pakhuse og borge i de knejsende bjerge. I riget med 6 millioner mennesker er det mennesker, der transporterer stenene. De kender hverken til lastdyr eller til hjulet. Men energien kommer fra et andet overraskende næringsmiddel. Inkaerne er berømte for deres guld, men deres egentlige skat er knap så storladent – kartoflen. En amerikansk rodfrugt, der var ukendt i Europa blev dyrket for 8000 år siden ved Titicacasøen i Peru og Bolivia i en højde på 4000 meter. Den nu gængse fødevare i Europa er altså en sydamerikansk opfindelse. I 1491 dyrkede inkaerne hundrede af forskllige sorter. Nogle var giftige, andre endda kødædende. For 1000 år siden kunne én by avle 30.000 ton kartofler om året. De konserverede dem ved at mase dem til en masse, de kalde chuño. Efter høsten bredes kartoflerne ud på halm og udsættes for nattefrost og om dagen får de sollys. Man maser dem for at uddrive vandet, så det kan tørre. Chuño kan opbevares i 10 år og er altså en glimrende forsikring mod misvækst.

Inkaerne hugger trappe-terrasser i bjergsiderne for at forhindre erosion og skabe en flad jordbund til deres afgrøder. Terrasserne optager mere sollys, så der kan gro kartofler i stor højde. Det hele bliver til alene ved håndkraft og med træredskaber. I 1491 dyrkes i Nord- og Sydamerika majs og kartofler til hundrede millioner mennesker. På et andet kontinen hinsides havet, lever andre hundrede millioner af at dyrke helt andre fødevarer på en helt anden måde. Europæerne må dyrke afgrøder til lige så mange mennesker på en tiendel af pladsen. Europa er et travlt og overbefolket kontinent. Folk mangler jord, og den, de arbejder på, er ikke deres egen. De fleste er bønder. Europas marker ejes af adelen eller kirken og dyrkes af bønder. Deres hovedkost er brød og grød, der begge er lavet af korn. De sår rug eller hvede om vinteren og havre eller byg om foråret. Hvert tredje år ligger markerne brak. De forstår at omdanne vind og vand til kraft. Arbejdet er hårdere og det giver et større udbytte på mindre plads. Det er en landbrugsrevolution, som giver den europæiske befolkning fremgang. Dertil skal bruges endnu et essentielt element.

Det europæiske landbrug byggede på korn som hvede og rug, mens det amerikanske byggede på majs. Men der er en anden vigtigere forskel for europæisk landbrug var en kombination af agerdyrkning og kvæghold, hvilket det ikke var i Amerika. Denne kombination af agerdyrkning og kvæghold gav europæisk afgørende økologiske fordele. For det første gav kvæget gødning til marken og sikrede dens frugtbarhed. For det andet – og måske vigtigere – opbyggede landbruget økologiske reserver i kvægets græsgange. Husdyrholdet gør hele forskellen. Amerika har ikke kvæg, ingen heste eller grise. Ingen får, muldyr, geder eller høns. Europæiske heste er trækdyr, der kan trække en plov. Kvæget giver kød, pels og huder. Tamgrisen er hovedkilde til kød og skind. Lige som fåret, der ikke behøver en stald, og som selv finder føde. Selv et muldyr kan trække en kærre, og køer giver mælk, smør og ost. Europæerne avler stadig mere produktive dyr. Men det er ikke kun meneskene, der domestikerer dyrene. I 1491 har de vigtigste husdyr, heste, køer, geder, svin og får domestikeret det europæiske landskab, og ingen af dem findes i Nord- og Sydamerika.

Inkabøndernes vigtigste transport- og køddyr er lamaen, der er det største husdyr i Amerika. Lamaerne giver også gødning til jorden og huder til tøj, men de kan ikke malkes eller rides, og de kan ikke trække en plov. De dur heller ikke til krig og befordring, men ulden er deres bedste gave. Den er varmere og lettere end fåreuld og giver større udbytte. Man bruger bronzeknive, når de skal klippes. Amerikas næstvigtigste husdyr er endnu mindre. For aztekerne i vore dages Mexico og Guatemala, er kalkunen så vigtig, at de holder to religiøse fester for den. De indfødte amerikanere har så få husdyr, fordi de største oprindelige pattedyr for længst er uddøde. Kæmpebisonen og mastodonten uddøde i slutningen af sidste istid, og det kan der være to grunde til. I slutningen af istiden blev klimaet varmere og mere tørt, og det dræbte den vegetation, de store dyr levede af. En anden mulighed er, at der kom jægere til Nordamerika via Beringstrædet fra Asien samtidigt med at dyrene uddøde, og jægerne gik efter de store dyr, som var langsomme og meget kødfulde.Tilbage i Amerika blev bison, hjort og antilope, der ikke kan tæmmes. De tilbageblevne dyr har én ting i overflod - nemlig plads. Fra gletsjerne i det arktiske nord til prærierne i midtvesten dundrer enorme hjorde tværs over Nordamerika på jagt efter føde. Der er plads til antiloper, rensdyr og bisonokser. Der er plads til den store grizzly og i luften er der plads til fugleflokke, der skygger for solen. Milliarder af vandreduer, ænder og gæs fra horisont til horisont. I 1491 bliver de jaget af hundredvis af indfødte amerikanske stammer. Landsbyboerne i nordøst og nomader på prærierne. Disse civilisationer udvikler nye måder at sikre kødforsyningen på. De kan ikke tæmme dyrene, så de finder en metode så byttet kommer til dem. Da de opdager at græsset gror bedre efter et lynnedslag, begynder de selv at brænde prærierne af. Mange stammer så som sioux, cheyenne, comanche, shoshone og blackfoot afbrænder prærierne for at øge deres udbredelse. Når man afbrænder bundvegetationen om efteråret, får man en åben skov og det gør det nemmere at jage. Afbrænding af prærien giver frodige græsmarker, og prærierne dækker 20 millioner kvadratkilometer. De nye, frodige græsgange tiltrækker planteædere samt de rovdyr, der jager dem.

Amerika var ikke en uberørt vildmark i 1492. Det var på mange måder et bearbejdet landskab. De indfødte afbrændte skovene og prærien for at tiltrække vildt. Med denne teknik tiltrækker nomaderne endda Amerikas største pattedyr. De tæmmer landskabet for at tiltrække vilde dyr. Overalt bliver bison hovedkilde til føde og beklædning, samt redskaber, der er fremstillet af dens knogler. Bison trives og i 1491 huser Nordamerika måske 30 millioner. De regerer på prærierne fra Montana til Texas, og drives østpå af de indfødte, der rydder land med en ildbræmme for dem. Bison har fået en ny habitat, langt fra dens oprindelige område. De indfødte amerikanere har hverken geværer eller heste og må jage til fods. De klæder sig i huder, og de jager med bue og pil eller spyd, der er lavet af træ og læder, ben og sten. Bisonjagt er afgørende for deres overlevelse.

I Europa går man ikke på jagt for at overleve. Man går på jagt, hvis man er adelig, for tidsfordriv, morskab og anseelse. De har geværer, men jagt er et ritual, der udføres med en ridders våben. Kun adelen må gå på jagt. Hvis de fanger en bonde, bliver han straffet for krybskytteri. Til forskel fra Amerika er der ikke plads til en overflod af vilde dyr. De vilde dyr flygter ind i skovene. I Europa er landskabet menneskeskabt. Landbrug og bebyggelse fordriver dyrelivet, og vild natur er nu en sjældenhed. Men de har endnu en vigtig fødekilde. Fisk skulle være en billig og rigelig kost for alle klasser i Europa. Kristendommen, der er almindelig i Europa i 1491, godkender fisk, og da det er forbudt at spise kød i over 100 dage om året, er efterspørgslen efter fisk enorm. Men der er et problem, for intensivt landbrug skader fiskebestanden. Europas engang så ubegrænsede mængder svinder hurtigt ind.

Hvad skete der med fiskebestanden i Europa?
Da man begyndte at dyrke afgrøder og fælde skov, blev der afsat enorme mængder aflejringer i vandløbene, hvilket ændrede dem fra at være hurtigt løbende, klare floder og åer til at være langsomme og grumsede, hvilket ikke huede ferskvandsfiskene. Især vandrefisk, der kom for at gyde i floderne, såsom laks og stør blev påvirkede. Endnu en faktor, der også mindskede bestanden af vandrefisk, var da man begyndte at opdæmme floderne, hvilket forhindrede vandringen og gav en dalende bestand. Da de havde tømt og forurenet søer og floder, vendte de sig mod havet. For første gang tog de fat på intensivt havfiskeri og de opdagede en hidtil uset overflod, som kunne udnyttes. Torsk og Sild fra Nordsøen var det første bytte og hvert femte år fordobledes fangsten. I år 1300 blev tusinder af ton tørfisk eksporteret fra Norge til England.

I middelalderen var havene omkring Europa meget lidt udnyttede, indtil det 11. århundrede, hvor forsyningen af ferskvandsfisk faldt. Så stod man til søs for første gang og fandt meget store mængder af fisk i form af laks og skaderokke, helleflynder og pighvar. De kunne fange alle de fisk de ville. I århundrederne efter og helt op til vor tid, var det, som om bestanden af havfisk var uudtømmelig i Europa, og vi kunne skaffe det, vi havde brug for. Men i slutningen af det 19. århundrede begyndte industrifiskeriet, og så begyndte bestanden at tynde ud.

Men dette er 1491. Europas søer og floder er nu tomme og forurenede. I Amerika er fiskeri ikke en industri. De har ikke brug for det. Der er alle de fisk, man kan fange. Deres floder bliver ikke udnyttet til vandkraft, og de påvirkes ikke af landbrug. De indfødte amerikanere bringer deres fisk langt væk fra kyster og floder. Ind i landet og højt op i bjergene. Inkaerne i Andesbjergene nyder fisk fra Stillehavet. Mississippifolket handler med folk fra de store søer i nord og fra Golfkysten i syd. De spiser endda fisk og skaldyr fra Atlanterhavet. Også her er der plads i overflod. Havene vrimler af fisk og hvaler, delfiner og søkøer. Hvor end de indfødte amerikanere sætter deres net, finder de en overflod af forskellige arter i tusindvis. Mehaden, kanalmalle og fårehovedhavrude. De behøver ikke tage mere, end naturen kan erstatte. Nord- og Sydamerika minder om et primitivt paradis, men så enkelt er det ikke. Det største antal af fisk findes i Amazonfloden. Kontinentets længste flod, og den mest vandrige flod i verden. I vore øjne er regnskoven i Amazonas en næsten uberørt Edens Have, men engang så det helt anderledes ud end det, vi kender i dag. Da junglen i det 20. århundrede blev ryddet til agerbrug, fandt man spor af en civilisation, der engang tæmmede dette landskab.

I 1491 er området hjemsted for tusinder af mennesker. De holder frugthaver med alskens frugter såsom papaja, mango, kakao, nødder og palmer. De taler mange forskellige sprog og lever i forskellige sociale systemer. Deres tætpakkede bebyggelser dækker 120.000 kvadratkilometer, og de er knyttet sammen af vejdæmninger, broer og kanaler. Dette er mest naturlig savanne dannet af årlige oversvømmelser, men de har udvidet græsningsarealet ved at afbrænde enorme områder. I 1491 har de skabt et økosystem af plantearter, der har tilpasset sig ild, og som ikke kan overleve i naturen. Med tiden vil junglen kræve det tilbage.

Længere nordpå i det nuværende New Mexico ser der ud, som om mennesker aldrig har kunnet leve her. I dag er det et af de mest udtørrede områder på kontinentet – Chaco Canyon. Der er ingen vegetation, intet vand og ingen dyr i syne, og sådan var det allerede i 1491. Engang så området helt anderledes ud. Det er historien om en civilisation, der udviklede sig mest muligt, brugte ressourcerne bedst muligt, men som alligevel gik til grunde. For mere end 500 år siden var Chaco Canyon dækket af yppig vegetation og skove af fyr og enebærtræ. Dette frugtbare område var hjemsted for anasazikulturen. Fra år 700 og frem opførte anasazier Nordamerikas største bygningsværker. Et af dem er flere etager højt og har 800 rum med udsigt over dalen. Her boede omkring 1000 mennesker. De havde ingen trækdyr, der kunne transportere byggemateriale. Tusinder af træer blev slæbt til Chaco Canyon på den bare ryg. Der er ingen beretninger om deres liv eller deres forsvinden. Men miljøhistorikere kan fortælle os, hvad der skete. De gør det ved at tælle åreringe og analysere rottereder. Chaco Canyon undersøges for at lære mere om pueblo-indianernes liv. Anasazifolket brugte enebærtræer og fyr som tømmer og brænde. Alt for meget, mener nogle. Når træerne forsvinder, forsvinder mulden og skoven kan ikke retableres. Erosionen får vand til at sive ned, og der dannes afløbsrender. Afvanding og landbrug er ikke længere muligt. Den store befolkning kan ikke længere brødføde sig selv. Men fældede de skoven eller fældede skoven dem? Andre forskere har bud på, hvad der skete med skoven, da puebloindianerne boede her. En idé er, at klimaforandringer rykkede skoven længere nordpå. En anden idé er, at de mange mennesker udpinte skoven. Vi er på fyrregrænsen, så det er muligt, at naturlige klimaforandringer har trængt den væk. Vi ved, at man skovede træ til brænde og tømmer, men det er sandsynligvis en kombination, der er skyld i skovdøden her.

Året 1130 bliver et af de værste tørkeår. Anasazierne har før overlevet tørke, men befolkningen er vokset voldsomt, og der er ingen egnede områder, hvor man kan bygge til. Uden regn er det umuligt at dyrke nok til at brødføde befolkningen. Uden landbrugskultur, ingen kultur og Chaco Canyon bliver forladt. Disse ur-amerikanere fældede det sidste træ og drog videre. Med stenøkser var de med til at ødelægge hele egnens økobalance. Det er en myte, at indianerne altid levede i harmoni med naturen.

I Europa hugger de også skovene om., men for dem, er det anderledes. Det voksende folketal kræver mere føde og plads til at dyrke den på. De har hårdt brug for træ. De har redskaber, transport og energi, men de er ved at løbe tør for plads og tid. Kun træ kan hjælpe dem videre. Træ har en særlig betydning i 1491. Middelalderen var træets tidsalder. Man ser træ overalt, Træ var det vigtigste byggemateriale og det vigtigste brændsel . Den eneste form for brændsel, for man havde næsten ingen kul. Det er en stridens tidsalder og krige tærer også på skovene. Hærerne udstyres med buer af taks. Takstræet er næsten uddødt i Europa. Hærerne skal bruge våben af jern, og ovnene brænder træ dag og nat. Samtidigt går hele skove til, for at opfylde et andet af Europas behov: Epokens store bygningsværker. Katedralerne i byerne er bygget af sten, men de sluger millioner af træstammer til fundament og i skelettet. Lærketræ bærer taget. Solide stammer af eg, el og elm graves ned i jorden som fundament. Træ er uundværligt til bjælker og lofter, stolper og paneler, økseskafter og vognhjul. Europas borge, katedraler, klostre og kirker fortærer hele skove i Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien og England. Hvem ejer de europæiske skove, og hvem tjener penge på dem? Hvem der ejer skoven, var ikke afklaret i middelalderen. Adelen var især interesseret i skoven til brug for jagt, men for bønderne var skoven livsvigtig. De skulle bruge skoven til græsning for kvæget og til mange andre formål. I kampen om tømmeret, er det de rige, der bestemmer reglerne, og de rige bor nu i byerne. Den rigeste by er Venedig, som er bygget på træ – bogstaveligt talt. Pæle nedhamret i mudder er det fundament, som stenfacaderne flyder på. Bag alt dette står et bankvæsen med renter og kapitalisme. Varer til køb og salg transporteres på galeoner af træ. Venedig har ribbet skovene i omegnen til brug for sin flåde. Byens behov er umættelig og de begynder at rydde Alperne for træ. Gran til master, lærk til klædning, elm til ankerspil, valnød til ror og vigtigst af alt eg til skroget. Når det ikke slår til, rydder de en lysning tværs gennem Europa fra Adriaterhavet til Østersøen. Europæerne har udnyttet deres naturressourcer, så der ikke er fisk i floderne og forsvindende lidt tømmer i skovene. Kontinentet er fyldt med folk, som de ikke ved, hvad de skal stille op med. Ingen andre steder er rivaliseringen mellem fyrsterne så intens, videbegær og grådighed så udbredt og religiøsitet og købmandskab så tæt forbundet som i Europa i 1491. Og for første gang higer menigmand efter nye idéer. Trykpressen bliver opfundet. Bøger vinder frem og viden udbredes. Men hvordan kan de komme videre? Hvad kan de gøre af al den råstyrke?

Nu sender Europas konger og dronninger opdagelsesrejsende ud for at udvide og styrke deres magt. Nogle opdagelsesrejsende runder Afrika efter søvejen til Asien, men én får den idé at sejle vest for at komme østpå. Det er en sømand fra Genova. En ivrig amatør, der får den tossede idé at sejle ud i det ukendte for at komme til Indien. Christoffer Colombus har i fem år prøvet at overtale den eneste, der kan finansiere hans rejse. Dronning Isabella af Spanien, siger endelig ja. Hvad har den spanske krone at miste? Tre skibe er ingen herregård. Spanien har meget at vinde ved en genvej til Indien. Skatte, handel og jord.

Til at begynde med er der ingen, der vil med på hans skib. Så sammensætter han en besætning på 87 analfabeter, skurke og mordere. De foretrækker døden på havet frem for at ende i galgen. Flere er soldater, der blev til overs, da Spanien fordrev maurerne. Nu er de lejesoldater. Med denne bande lykkeriddere står Colombus ud fra havnen i Sevilla. Det er sommeren 1492. Han har lovet dronningen og hans mandskab, at de er i Indien om seks uger. Det er Colombus, der opdager Amerika, men det er dem, der kommer efter ham, og det, de tager med der over, som kommer til at omskabe Den Nye Verden.

Amerika før Colombus 2

12. oktober 1492 ser Columbus land. Tre spanske skibe er sejlet vestpå i tre måneder for at nå Indien. Til sidst når de frem. 87 mænd; conquistadorer, svinehyrder og mordere. Men dette er ikke Asien. Det er en ø i Caribien. De aner ikke, at de er kommet til Den Nye Verden. Luften er hed, vandet er varmt. De har overlevet rejsen og har fundet land til Spaniens trone i Guds navn. De er udmattede. Trætte men taknemmelige. Hvad er det for et land? Hvor er de havne og byer, de skibe og købmænd de ventede? De indfødte har set mange komme fra havet. Andre stammer, men ingen som dem her. Begge parter finder snart ud af, at det her kun er begyndelsen.

Colombus og hans mænd bliver tre måneder på Bahamas. De aner ikke, at de befinder sig ud for to store kontinenter, der er omkring ti gange så store som Europa. Fra de tropiske have til de øde ørkener. Det er enormt. Der er god plads - plads til alle tænkelige landskaber. Der strækker sig fra klodens nordligste til dens sydligste punkt. De kommer til at finde dyr og planter, de aldrig har set før. Bison på prærien og store flokke af antiloper og rensdyr i bjergene mod nord. Det ser ud, som om de lever i et uberørt område. Men denne jord er kultiveret af Amerikas indbyggere.

I 1491 er Amerika hjemsted for 100 millioner mennesker. Med civilisationer, der er lige så forskellige som landskabet. Ikke blot jægere og samlere, men også fiskere og bønder – konger, soldater og slaver. Men civilisationerne lever isoleret fra hinanden. De har ingen bøger eller hjul, så de kan kommunikere. De ved ingen ting om hinanden. Nordstammerne har aldrig mødt canyonkulturerne – som aldrig har set de enorme beboelser langs Amazonfloden. Og ingen af dem kender noget til Europa.

Det er dronning Isabella af Spanien, der gør Columbus’ rejse mulig. Vi skriver 1493, og i syv måneder har hun ventet på at høre nyt. Da han vender hjem aflægger han rapport til dronningen. Columbus beskriver på få sider det paradis, han har fundet til hende. Land at erobre, konvertitter til kristenheden, rigdomme at udnytte - og guld. I Europa kan en nyhed ikke hemmeligholdes i ret lang tid. Handlende, soldater og pilgrimme spreder nyheden på få uger. Columbus’ brev bliver oversat, kopieret og ender som en salgssucces. Nu brænder mange europæere efter, at få deres del af skatten. Nogle måneder senere i Spanien flokkes man til havnebyerne. Folk, som ikke har jord eller arbejde. De krydser de golde spanske egne, som ikke kan brødføde nogen. Banditter, der ikke har noget at tabe. Mange har brug for et arbejde, og dronningen har brug for dem. Alle kan komme med. Alle kan blive conquistadorer. Selv en svinehyrde kan vinde hæder og rigdom i fjerne lande (se Francisco Pizarro).

I 1493 kommer 17 skibe til Den Nye Verden – til en ø i Det Caribiske Hav med 1200 spaniere om bord. Colombus’ anden rejse indleder en række opdagelsesrejser og erobringer. Nogle tager sydpå, til Andesbjergene eller langs Mississippi-floden. Det er erobringen af det Amerikanske kontinent. Drevet af griskhed med brug af våben og ét dyr, som er nyt for kontinentet. Med hestens hjælp kan spanierne udrydde hele imperier på få årtier. Efter 40 år falder inkaerne i Andesbjergene for Pizarro. Og aztekerne i Mellemamerika for Cortez. Hvor der i 1491 var byer med millioner af indbyggere, efterlader spanierne sig ikke andet end ruiner, Og ingen til at bestyre landet.

Spanierne invaderer Amerika og indfører hesten. Fra Caribien formerer dyrerne sig ud over Den Nye Verden med vindens hast. Her havde man ikke set heste siden istiden. Nu er de tilbage. Det er som om landskabet har ventet på dem. Snart stikker et par heste af, og en ny race udvikler sig. Den overtager snart Nordamerika -: Mustangen. På 200 år når de til prærierne og Rocky Mountains. I slutningen af det 18. århundrede når mustangen helt frem til Canada. 150 år senere er der cirka syv millioner vildheste i Nordamerika. Nomadestammerne Blackfoot, Cheyenne, Sioux og Comanche tager imod vildhesten som en gave. Før var de til fods under kamp, jagt og rejser, men nu kan de sidde på ryggen af vildhesten fra Europa. Det ændrer deres tilværelse. Dette dyr fra Den Gamle Verden bliver symbolet på de indfødtes kultur. Skønt hesten er kommet over Atlanten, personificerer den nu nomade-Amerika.

Da conquistadorerne har kontrol over Syd- og Mellemamerika tager en af dem nordpå. Hernando de Soto rejser fra Florida og op ad Mississippi for at finde guld. Spanierne fører døden med sig. De har også noget andet med til at overleve på. På deres vej gennem ukendte jungler sørger grisene for, at de overlever. De er den fuldendte fødekilde. De fylder ikke meget på skibene. De passer sig selv. Og de æder, hvad de kommer i nærheden af på det nye kontinent. De er nogle frugtbare små bæster. En sund so kan føde ti smågrise. Conquistadorerne lader nogle blive tilbage, som en uudtømmelig fødekilde for dem, der kommer efter dem. Svin er nøglen til deres overlevelse. Men for de indfødte amerikanere er de en forbandelse. De nordamerikanske indianere indhegner ikke deres marker. Og deres hovedafgrøde, majs, er uimodståelig. Indianerne lader ikke til at vide, hvad de skal stille op med svinene. De europæiske svin begynder snart at æde frø og spæde skud. Efter få generationer i naturen bliver dyret meget anderledes end det ordinære tamsvin. Det udvikler stødtænder, og det bliver større og aggresivt. De få grise bliver et dagligt mareridt for de indfødte indianere. Ud over hesten havde Columbus otte grise med på sin anden rejse. 20 år efter er der 30.000 svin på Cuba alene. De formerer sig til Andesbjergene, til Amazonas og til Nordamerika. Men spanieren, hans hest og hans svin havde aldrig fået så stort held med at erobre Den Nye Verden uden en blind passager.

Det er i mødet mellem to verdener, at den amerikanske indianer møder sin værste fjende. En meget dyster dosis af et kontinent. En spansk missionær skriver: ”En epidemi brød ud. En byldesygdom. Store buler bredte sig. Nogle var helt dækkede. I ansigtet, på hovedet og brystet. De lå i deres boliger ude af stand til at røre sig eller stå op. Bylderne skabte stor fortvivlelse. Masser af mennesker døde af dem. Mange døde af sult. Man tog sig ikke længere af hinanden.”Dødbringende sygdomme forpester hele kontinentet”. For de indfødte er næsten alle døde af kopper. Så Herren har stadfæstet vores ret til besiddelserne. ”Den dag i dag arbejder forskere på at identificere sygdommene – på at kortlægge deres rute og opregne de døde.

Andrew Isenberb, historiker fra Temple Universitetet: ”Kopper (Smallpox) blev ført til Amerika i det 16. århundrede. Koppevirus er meget hårdfør. I tæpper, som de syge har brugt, kan virussen overleve i ugevis, og den kan hoppe fra vært til vært om bord på et skib i Atlanten til den når Amerika. Og i Amerika mødte den millioner af nye menneskelige værter, som ikke var immune over for sygdommen. Så kopper samt mæslinger og influenza fik en katastrofal virkning på de indfødte amerikanere. Ingen kender det præcise dødstal. Et forsigtigt gæt siger 50%. Det var sikkert snarere 90% eller endnu mere. ”Indbyrdes handel mellem de indfødte spreder sygdommene på kontinentet". Mange indfødte dør af fremmede sygdomme uden at have mødt en europæer. Mikroberne bevæger sig hurtigere end de conquistadorer, der havde dem med.

50 år efter at Columbus opdagede Amerika, finder de opdagelsesrejsende hverken byer eller mennesker. Ingen spærer dem vejen. De fleste er døde og naturen tager jorden tilbage. Nu finder de den rene vildmark. En Edens Have uden mennesker. ”Tusindvis af forskellige arter af fugle og dyr i skoven, som ikke har været kendt før, hverken af form eller af navn, og som ikke er omtalt, hverken hos de latinske eller græske forfattere eller i andre lande i verden”, skriver en spansk missionær. ”Kan hænde Herren har foretaget en ny skabelse af dyrene.”

De opdagelsesrejsende sender eksotiske planter og dyr, som beviser på Guds anden skabelse med skibene tilbage til Spanien. Majs, chili og græskar, som man har dyrket i Den Nye Verden, men som er ukendt i Europa. Tomater og kartofler, men der er en uvelkommen passager ombord. En utilsigtet gave fra de indfødte. Den bliver dødbringende i Europa. Den kommer til at brede sig på bordellerne i Europas havne og byer. Den bliver smertefuld. Den gør sine ofre sindsyge. Og den kan være meget længe om at slå ihjel. Det er den franske pokker eller den spanske syge - syfilis. Europæerne tror, at syfilis er en straf for deres synder. De aner ikke at den kommer fra Amerika, som drager flere og flere. Og i det 17. århundrede søger en ny bølge mod Den Nye Verden: Nybyggerne.

England har slået Spanien som den nye europæiske stormagt. Den engelske krone rejser ud for at gøre krav på sin andel. I 1607 grundlægger englænderne en koloni på Nordamerikas østkyst. I det nuværende Virginia. De kalder det Jamestown efter deres konge. Dette skal bliver deres Nye Verden. De skal tjene penge til de engelske handelsselskaber, der har sendt dem. Det land, de kan se, lader til at være det fuldendte sted at udnytte. Skove og floder, kyster og søer uden ejermænd. Men ikke alle de indfødte er bukket under for europæiske sygdomme. Og dette land er hverken øde eller ubeboet. Det er Powhatans Land. 15.000 mennesker bor i små samfund i 200 landsbyer ved kysten og langs floderne i store huse omgivet af fældet skov og marker med squash, bønner og majs. De er bønder og jægere. Der er hverken guld eller sølv, som nybyggerne kan drømme om. Kun landet og dets folk. Et stykke tid lever de indfødte og nybyggerne hver for sig. Landet er rigt på ressourcer som Europa savner. I det lange løb er ressourcerne meget mere værdifulde end guld og sølv, og der er mere end nok til alle.

Europæerne ville rejse vestpå til de store riger i Asien. Den Nye Verden, de fandt, betager dem i stedet ved naturens overflod. Callum Roberts, marinebiolog, University of York: ”De første nybyggere i Nordamerika sejlede ud fra fjorde, der var brune, mudrede og forurenede med affald. Det var de vokset op med, og det var noget de kendte. Da de kom til Den Nye Verden, kom de til krystalklart vand. Man kunne se helt ned til bunden. Man kunne se vækster og fisk i massevis. Og de fandt næsten mirakulæse, ufattelige mængder af fisk. Især én fiskeart betog nybyggerne. Det var stamsilden eller majsilden, som den også kaldes. I sæsonen svømmede de op ad floderne for at gyde i millionvis.

For eksempel i Potomac-floden i nærheden af Washington fangede man i det 18. århundrede 750 millioner sildt på ét år. Det var en ufattelig overflod, og man sagde, at floden var mere fisk end vand.” Hele stimer blev fanget i nybyggernes net. I det 17. århundrede sendes årligt hundredtusinder af ton torsk fra Nordamerika til England, Frankrig, Portugal og Spanien. Fiskebåde segner under vægten, og kolonierne blomstrer. Nybyggerne er kun 200 år om det, man var 1000 år om i Europa. Overfiskeri. ”Overfiskeri kan påvirke populationer på mange måder. Over generationer ændrer det den måde, et dyr formere sig på. Fiskeriet fjerner de største og ældste individer fra en population. Og derved ændrer man det selektive pres på populationerne, så fiskene begynder at vokse langsommere og de er mindre og yngre, når de er kønsmodne. Alt dette reducerer produktiviteten i en population. Over tid bliver fiskeriet ringere til at skaffe os den protein, vi ønsker.” Fiskene bliver saltet, pakket og sendt hjem for at blive solgt. Samtidigt sender nybyggerne en anden ressource Den Gamle Verden Savner.

” Der er træer så langt et øje kan se. Et egern fra Atlanterhavskysten behøver ikke røre jorden, før det kommer til Mississippi.”Det er så forskelligt fra det Europa de rejste fra. Endelig har de fundet en erstatning for noget, der forsvinder der hjemme. En uudtømmelig kilde til tidens vigtigste råmateriale. Skovene må fældes, for at nybyggerne kan få fodfæste. Fra nu af er træerne dødsdømte. Joachim Radkau, historiker, Universitet Bielefeld: ”Da de første nybyggere kom til Den Nye Verden, fandt de skove, som de aldrig havde set i Europa. Endeløse skove med enorme stammer. Vejen ind i landet foregik i kamp mod skoven. Øksen blev yankee’ens kendemærke. Men skoven var også landets største ressource. Man kunne tjene mange penge på træeksport. I Europa var tømmer blevet dyrt. Og de to ting tilsammen førte til historiens største skovrydning.” Rydningen af skove, der ikke lod til at tilhøre nogen eller koste noget, går så vidt, at mange områder på østkysten og Atlant-øerne stadig står fuldstændig nøgne. ”En ufattelig mængde af træ bliver her i landet ødslet væk som brændsel. Dag og nat vinteren igennem i næsten et halvt år er der varme på i alle rum,”sagde en europæisk besøgende.

Ressourcerne i det enorme kontinent ser ud til at være uudtømmelige. Men efterhånden mindskes fiskebestanden også i Amerika. Europæerne omskaber Amerika ved at fælde skoven og tømme havene. De skaber Den Nye Verden i samme billede som den, de forlod. Men de har ikke kun fjernet noget. De forandrer kontinentet endnu mere med det, de fører med sig. De forlader deres hjem for at skaffe jord, hvilket de fleste ikke turde drømme om i den tids Europa. De søger religionsfrihed og en bedre tilværelse. De mener, at de er deres egen lykkes smed. Nu kommer der også kvinder, og de fører en hel levevis med sig. De kommer med dyr og planter, der er ukendte på det amerikanske kontinent. Husdyr og korn fra Europa vil omskabe Den Nye Verden, og gøre den til et regulært Ny-England. Den medbragte plov lader ikke noget jord uopdyrket. Husdyrene og metalredskaberne er helt usete på kontinentet. Der finder en miljø revolution sted. På kort tid begynder europæisk hvede at gro på fremmed jord. Hvede, byg, havre og rug bliver bragt til Amerika. Men samtidigt sniger mindre velkomne gæster sig med.

”Europæerne indførte afgrøder såsom hvede i Amerika. Men i kornsækkene medbragte de også ukrudtsfrø. Mælkebøtte og andet ukrudt, og nu er de overalt på kontinentet.” Fra det mest ubetydelige ukrudt til kontinentets største pattedyr. Intet lades urørt. Amerikas oprindelige flora og fauna bliver fordrevet. Hvor bison engang herskede, kommer der snart til at gå køer. Til nybyggernes glæde formerer kvæget sig hurtigere her end i Europa. På få hundrede år æder europæiske køer alt amerikansk græs og tramper jordem med deres ekskrementer ned og spreder ukrudt. Invasionen af europæiske dyr ændrer det amerikanske landskab for altid. Heste, svin, får, geder, høns og enorme kvægflokke overtager Nord- og Sydamerika. Antallet af kvæg alene fordobles for hver 15. måned og forsyner nybyggerne med føde.

Nybyggerne forsvarer sig i solide forter, men der er ikke mangel på noget. Kød er blevet den biolligste fødevare. De er verdens mest velnærede folk. Der er stor efterspørgsel efter huder i både Amerika og Europa, og skind fra de nedlagte vilde dyr indbringer stabile eksportindtægter. Visse dyr som for eksempel bæveren bliver næsten udryddet. Nybyggerne er ikke tvunget til at tilpasse sig landskabet. De tæmmer det og undertvinger det. ”Al skov blev føldet og forvandlet til græsgange og haver, hvor der voksed en overflod af alskens grøntsager og rodfrugter.” De erstattede de fældede træer med deres egne træer. Europæerne kommer med fersken, pære og blomme-træer, med figen, oliven og banan, og træerne trives. De ved ikke hvor heldige de er, for nybyggerne havde bier med af hensyn til honningen. Den amerikanske bi bestøver kun få arter, men den europæiske kan leve stort set over alt og bestøve alle planter. Haverne bliver til plantager, der forsyner folk hjemme og ude. Æbler bliver en dag en storindustri i Nordamerika. En årlig høst på fem millioner ton gør den førende på verdensmarkedet. Det hele begyndte med europæiske planter. Dette er biologisk imperialisme på fuld tryk. Europas frugt og grønt har erobret Den Nye Verden.

Men det er også en udveksling. Den colombianske udveksling. Europæiske køkkener får ikke indført amerikansk kæd som bison eller lama, men grønt sager fra Den Nye Verden får stor betydning. Den mest indflydelsesrige plante slår først rod efter et par århundreder. Diderot’s leksikon fra det 18. århundrede: ”Denne rodknold er flad og melet. Det er ikke nogen behagelig fødevare, men den yder rigelig og sund næring til blot at stille sulten. Den giver luft i maven, men hvad betyder en vind for bønders og arbejderes fysik?” Fra Spanien breder kartoflen sig til Italien og resten af Europa. I år 1600 har kartoflen indtaget Østrig, Holland, Frankrig, Schweiz, England og Tyskland. Selveste Frederik den Store sørger for, at den bliver dyrket i Preussen, men det er irerne, der tager imod kartoflen med åbne arme. De har få fødevarer, og de har ofte fået kornhøsten ødelagt i krig. Men i kartoflens jordhule overlever den lignende prøvelser, og i løbet af 100 år fordobles den irske befolkning. En by som Berlin vokser til at blive en storby. I år 1700 ser man en hidtil uset befolkningseksplosion i Europa, takket være en plante fra de fjerne Andesbjerge.

Kun ét dyr fra Den Nye Verden sætter fod på europæisk jord: Kalkunen. Den blev tæmmet af aztekerne i Mexico og nu beriger den, den europæiske kost.

”Hvorfor gik den colombianske udveksling fra Europa til Amerika? Bortset fra kartoflen og kartoffelskimlen, hvorfor blev Europa ikke invaderet af amerikanske planter og dyr? Det er svært at sige, hvorfor noget ikke skete. Man må huske på, at den økologiske invasion var et fælles foretagende. Sygdomme, planter og dyr samarbejdede, og Europa forblev tæt befolket. Folk blev ikke udryddet af sygdomme. Der kom altså ikke tomme pladser, hvor kvæg kunne græsse, hvorefter ukrudt kunne overtage den overgræssede og nedtrampede jord. Uden den kritiske del gik det primært kun i den ene retning.”

Europas overklasse vil have mere end kartoflen fra Den Nye Verden. De vil have luksusprodukter. Sukker og tobak tilfredsstiller overklassens behov. De første britiske nybyggere får hurtigt smag for amerikansk tobak, og de eksporterer store ladninger til Europa. For at imødekomme efterspørgslen anlægger nybyggerne enorme plantager. Sukker bliver lige så stor en succes som tobak. De nye monokulturer dækker hele landskaber. Til dette formål bringes 10 millioner afrikanere til Amerika som slaver, så de kan dyrke luksusprodukter til amerikanerne og europæerne.

Da Amerika affolkedes på grund af sygdomme forudså europæerne en mangel på arbejdskraft til at udnytte jorden. Så europæerne –først portugiserne, så hollænderne og så englænderne – indførte slaver fra Vestafrika, der skulle dyrke sukker i Caribien, tobak i Virginia, ris i South Carolina og i det 19. århundredes Nordamerika bomuld. Det er ingen overdrivelse at sige, at de varer, som slaverne producerede var afgørende for kontinentets eksportøkonomi.

I det 18. århundrede er forvandlingen af størstedelen af Amerika fuldendt. Ny-Spanien og Ny-England er helt etableret. Naturen er forvandlet, og den er i menneskets magt. Nu søger pionererne vestpå, for der er stadig ledig land i den retning. De kommer til at færdiggøre det, der blev påbegyndt østpå.

Under skabelsen af Den Nye Verden omkom 90% af de indfødte amerikanere. De blev erstattet af folk fra hele Europa, som conquistadorer, nybyggere, kolonister og pionerer. Men også fra Afrika som slaver, men det var overførslen af dyr og planter fra Europa til Amerika, der gjorde skabelsen af Den Nye Verden mulig.

I vore dages byer af krom og stål virker vi helt afskåret fra naturen, så det kan være svært at tro, at den colombianske udveksling skete, men i den endelige analyse findes skyskrabere og racernes smeltedigel ikke kun takket være mennesker, men også takket være naturen. Folk kom til Amrika af mange grunde. Nogle for penge, for religionsfrihed eller ufrivilligt som slaver, men befolkningerne fik fodfæste her grundet økologiske tilfældigheder. Mikrober, planter og dyr, de havde med, gav dem et forspring. Virkningen af den colombianske udveksling er også stadig bioologisk, og den virkning vil vare ved i fremtiden.

Det begyndte for 500 år siden. Columbus havde en vision, og tre skibe stod ud for at søge efter Indien, og fandt Den Nye Verden.

----------------------------------

Globaliseringen starter med Columbus

Den amerikanske journalist og historiker Charles C. Mann afslører i en ny bog, hvad vi 500 år senere kan bebrejde den italiensk-spanske opdagelsesrejsende for

Første gang jeg kom til Amerika i 1974, forundredes jeg over, hvor anderledes flora og fauna er fra Danmark og det Europa, jeg havde besøgt.

Der var præriehunde, vaskebjørne, egern, pindsvin og edderfugle, jeg aldrig havde set. Mange træer, buske og planter var anderledes. Men der var også mus og rotter, heste, køer, fluer, bier, hvepse, humlebier og myg samt eg, birk og bøg, forglemigej og krysantemum. Ligesom derhjemme. Hvordan kunne det hænge sammen?

I 2002 fik jeg en have og opdagede, at regnormene er præcis de samme som i den have, jeg voksede op i, nær Dyrehaven nord for København.

Efter at have læst journalisten og historikeren Charles C. Manns nye fantastiske værk om den ‘colombianske udveksling’ af varer, mennesker, flora og fauna f.eks. kornsorter, der startede med Christoffer Columbus i 1492, er brikkerne faldet på plads.

Amerikanske regnorme

Mann kalder lidt besynderligt sin bog 1493 — Uncovering the New World Columbus Created (På opdagelse i den nye verden, Columbus skabte). Hvorfor 1493? Det er året efter den italiensk-spanske søfarers første vellykkede sejllads fra De Canariske Øer til Bahamas-øerne, Cuba og Hispaniola.

Forklaringen må være, at først Columbus’ anden rejse i 1493 anses som starten på den menneskelige, biologiske og økonomiske integration af de fem kontinenter Europa, Amerika, Asien, Afrika og Australien, som fulgte i de næste fem århundreder. På sin anden overfart medbragte hans 17 skibe nemlig varer, sygdomme, dyr og insekter.

Historien om regnormen er instruktiv. Forskere ved ikke præcis, hvordan den kom til den britiske koloni i Virginia og formåede at kravle op til New England, hvor jeg i dag finder dem i min have. Men et er sikkert: Den europæiske regnom afstedkom en en radikal ændring af det amerikanske landskab.

I indianertiden var skovene næsten ufremkommelige for mennesker, fordi underskoven var tæt belagt af buske og planter, som nærede sig af et flere meter tykt lag af rådne blade. Regnormene fortærede de den nærinsgrige skovbund, hvilket gjorde kål på underskoven ogbevirkede udsultning af træerne.

Den lille istid

Før havde de indfødte amerikanere afbrændt skov for at skabe plads til marker med majs og rodplanter. Nu gjorde regnormene en del af arbejdet for dem. Men indianerne blev samtidig fordrevet vestpå fra den skovrige østkyst af de europæiske nybyggere.

Resultatet var en drastisk tilvækst af træer, som nogle klimatologer mener er kilden til den lille istid fra 1550 til 1750.

Historien om regnorme og fordrivelsen af indianere fra den nordamerikanske østkyst tjener i Manns bog som illustration på de uforudsete konsekvenser af den colombianske udveksling.

Han kalder tiden, som starter i 1493 for den homogenocene æra, hvormed skal forstås blandingen af forskellige mennesker, dyr, insekter, planter og m.v., som før havde levet isoleret. Heraf opstår en mere homogen verden end nogensinde tidligere i menneskehedens historie. 1493 er begyndelsen på, hvad vi i dag kalder globaliseringen.

Malaria og søde kartofler

At begive sig ind i denne bog er som at gå på opdagelse og finde en sammenhængende forklaring på egne iagttagelser. Jeg vidste ikke, at importen af afrikanske slaver til den nye verden skyldes, at afrikanerne i modsætning til europæiske og indfødte amerikanske slaver havde immunet over for malaria og gul feber. Eller at myg og malaria rejste som blinde passagerer på transatlantiske skibe fra Europa til Amerika.

Jovist stammer kartofler fra Sydamerika, men at kartoflen har en del af æren for at have reddet befolkningen i mange nordeuropæiske lande fra hungersnød i den lille istid, er fascinerende. Søde kartofler og majs fra nordamerikanske indianere reddede millioner af kinesere fra hungersnød i Asiens lille istid, hvor store mængder regn eroderede risterrasserne på Kinas sydøstlige kyst.

Det fascinerende ved Manns bog er, at han trods sin store bekymring for de mange truede dyrearter og planter — såvel som for menneskenes kulturegenart — afviser at stemple resultatet af den colombianske udveksling som entydig negativ for menneskeheden.

Mødet mellem de fire kontinenter har krævet enorme ofre; det har imidlertid også skabt meget positivt. Uden udveksling af kornsorter er det f.eks. tvivlsomt, hvorvidt det i dag ville være muligt at ernære de syv mia. mennesker på vores klode.

Charles C. Mann
1493 — Uncovering the New World Columbus Created
535 sider. 30,50 dollar
Alfred A. Knopf



Sidst opdateret:  13:22 01/01 2015
 

Et ur
Sømandsvitser
Først i Danmark
Top 10
Navigationens historie
Inspirationen til Moby Dick
Fundet af Robinson Crusoe, 2. februar 1709
Jørn Riel: En julehistorie
Marco Polo?
Magellan
Vitus Bering
Skibsskruen
Sørøvere
Englandskrigen på Anholt
Slaget ved Lyngør
Kaperkaptajn Jens Lind
Mytteriet på Bounty
Tordenskiold
Spray af Aarøsund
Historiske skibe du bør kende
Titanic
Skoleskibet København
Damkatastrofen
Hans Hedtoft
Columbus og hvad deraf følger...
James Cook
Jens Munk
Vikingernes pejleskive
Suez kanalens historie
Panamakanalens historie
Cartagena, Colombia
Registrerede skibsvrag i hele verden
Top top Copyright. Mogens Exner - 2004