Gode historier
Bøger anbefalet til en mørk aften.
Turbeskrivelser
Godt at vide om træ
Links
Gode praktiske råd og købssteder
 
Amerika - Erobring og kolonisering

Fra den beskedne begyndelse på De Caribiske Øer kom spanierne efterhånden til at kontrollere store dele af Amerika, og i forløbet ødelagde de store imperier.

Begyndelsen:

Christoffer Columbus var gået i land i Amerika i 1492; i løbet af de næste tolv år opdagede han flere caribiske øer, deriblandt Cuba og Hispaniola, og betrådte endda fastlandet i det, der nu er Venezuela. Hans opdagelser - sammen med portugisernes, som landede i Brasilien i 1500 - inspirerede mange til at søge lykken i de nye lande. 

Indtil 1518 var de spanske ekspeditioner begrænset til Caribien og Den Meksikanske Golf. Deres forsøg på at oprette handelsstationer i regionen mislykkedes; den lokale økonomi fungerede på et for primitivt plan til at underholde dem.

Spanierne udviklede derfor en udbytningsøkonomi med anvendelse af lokale tvangsarbejdere i både miner og landbrug. De forfærdelige arbejdsbetingelser og ankomsten af "nye" sygdomme gjorde et voldsomt indhug i den indfødte arbejdskraft, og spaniolerne oplevede hurtigt mangel på arbejdskraft til opretholdelse af deres kolonier. De rettede derfor opmærksomheden mod fastlandet.

Conquistadorerne

- i grunden militærer eventyrere, var en gruppe spanske opdagere, som fra begyndelsen af det sekstende århundrede drog gennem Central- og Sydamerika på jagt efter land og rigdomme i Spaniens navn. De opererede som selvstændige hære, ofte med rekruttering af de indfødte, og missionerede samtidigt for kristendommen. Mange var inspireret af Colombus' succes.

En af de tidligste var Hernán Cortéz, født 1485. I 1518 sendte Cuba's guvernør ham ud for at udforske Yucatanhalvøen, men så snart han steg i land, handlede han fuldstændig på egen hånd og anerkendte kun den spanske konge. Han grundlagde byen Veracruz, brændte sine skibe som en symbolsk handling og førte derpå sin lille styrke ind i landet. Her lykkedes det ham at indgå alliance med tlaxcalanerne, som var et aztekerrigets undergivet folk. Cortéz angreb den aztekiske hovedstad Tenochtitlán i 1521 og byen faldt og Montezuma blev dræbt ved en tilfældighed. Cortéz var hjulpet af, at der var opstået tvivl blandt de indfødte, om han kunne være en genfødt gud. Det aztetiske rige blev spansk.

Francisco Pizarro landede i Peru, og mellem 1531 og 1533 lykkedes det ham at erobre Inkarigets vigtigste byer, hovedsagentlig ved bedrageri. Inkakejseren Atahualpa blev taget som gidsel og siden henrettet, og en marionethersker blev indsat i hans sted. Situationen i Peru blev imidlertid endnu mere forvirret end ved den på mange måder paralelle situation i Mexico. Borgerkrig brød ud, både blandt conquestadorerne selv og blandt inkaerne, som gjorde oprør mod marionetkejseren Manco. Pizarro blev selv offer for en af disse voldsomme vendettaer. Sønnen af en af hans mænd, som var blevet dræbt af Pizarros bror, myrdede ham i Lima i 1541. 

Hvor stor var massakren på inkaerne?

Op mod 95% af inkarigets mellem 15 og 20 millioner indbyggere omkom som følge af spaniernes erobring. Kun ca. 10.000 døde på slagmarkerne, mens resten sled sig ihjel som slaver i minerne eller døde af de sygdomme, som spanierne bragte med.

I 1532 begyndte Francisco Pizarro sit erobringstogt af det mægtige inkarige. Pizarro havde blot 168 mand, 62 heste og een kanon til at erobre et imperium, der stragte sig over 2 millioner kvadratkilometer. Han blev godt hjulpet på vej af en kobbeepidemi, som i 1520'erne havde halveret befolkningen og svækket de overlevende. Riget var samtidigt dybt splittet af interne magtkampe, og inkaerne kunne ikke klare sig overfor spaniernes geværer, rustninger og heste. Heste, krudt og kugler skræmte dem fra vid og sans.

I 1536 var inkariget knækket, skønt de sidste inkaer holdt stand i 36 år mere.

Myten om El Dorado:

Christoffer Columbus siges at have været den første person, der hørte om El Dorado. Myten blev for alvor populær fra 1530'erne og frem, da opdagelsesrejsende inspireret af Cortéz og Pizarro begyndte at trænge længere ind i Sydamerika, specielt i det område, der nu er Colombia.

Da conquistadorerne kom i kontakt med lokale stammer, hørte de historien om en gylden eller "forgyldt" mand: El Dorado. Det var en stamme, som ved indsættelsen af en ny hersker angiveligt dækkede ham med guldstøv og på en flåde af siv sejlede ham ud på Guatavitasøen. Om bord på flåden var også stammehøvdingerne og en stor mængde guld. Ifølge legenden kastede prinsen derpå skatten i søen og dykkede ned i vandet, hvorved han skyllede guldstøvet af sig. Gyldne genstande blev fundet på søbredden skænkede historien troværdighed. (Senere forsøg på at tørlægge søen mislykkedes).

Kort efter, at myten var dukket op, ændrede den sig, indtil El Dorado blev en stor by opført af det pureste guld et eller andet sted i Sydamerika. Tanken om en enorm gylden by var yderst tillokkende for spaniolerne, som allerede var imponerede over de skatte, tidligere opdagere havde fundet. Byen El Dorado blev ikke overraskende, aldrig fundet, skønt mange mente, at den lå et sted langs Orinocofloden. Det var heller ikke kun en spansk myte. Den engelske eventyrer sir Walter Raleigh foretog to rejser op ad Orinoco i søgen efter El Dorado, den første i 1595 og den anden i 1617.

Spanske grusomheder:

Las Casas, der var dominikansk missionær, var den første europæer, der afslørede, hvordan de indfødte i Latinamerika blev undertrykt. Han havde selv deltaget i erobringen af Cuba i 1513.

 

"Nu gav spanierne med deres heste, spyd og lanser sig til at begå mord og alskens grusomheder. De trængte ind i byer og landsbyer og skånede hverken børn eller gamle mænd, hverken kvinder med børn eller de frugtsommelige, men skar deres maver op og huggede dem i småstykker, som om de slagtede lam, der var spærret inde i en fold. De væddede om, hvorvidt en af dem med et enkelt sværdhug kunne hugge en mand over på midten, eller om de med et enkelt hug på effektiv vis kunne hugge hovedet af ham, eller hvem der bedst kunne gennemskære hans indvolde i et enkelt hug. De tog de små sjæle ved fødderne, rev dem op fra moders skød og knuste deres hoveder mod klippestenene. Andre kastede de under latter og hånråb i floden, og når de tumlede ned i vandet, råbte de: "Prøv nu, om du kan klare dig selv!". De lod andre, sammen med deres mødre og alle de mødte, springe over klinge. De opstillede særligt lave galger af en sådan art, at den hægtes fødder lige nåede jorden. I disse galger ophængte de tretten folk til ære for Vor Frelser og Hans tolv Apostle (som de sagde), og satte ild til dem og opbrændte dem alle. På andre, som de tog og holdt i live, afskar de begge deres hænder og lod dem hænge således, idet de sagde til dem: "Lad dette være en lære for dem, der er flygtet op i bjergene". De dræbte regelmæssigt høvdinger og stormænd på følgende måde: de konstruerede en rist af grene anbragt oven på et jernspyd og tændte et lilli bål nedenunder, at de, der blev lagt herpå, lidt efter lidt og under stor skrigen og fortvivlelse ved disse lidelser skulle opgive ånden.

En gang så jeg fire eller fem høvdinge blive ristet oven på en sådan konstruktion. Jeg tror, der var to-tre af disse konstruktioner i brug, og folkene på dem græd yderst hjerteskærende. Det bekymrede kaptajnen, da det forhindrede ham i at sove ordentligt, så han beordrede, at de skulle stranguleres. Sergenten, der var værre end den bøddel, der ristede dem, (jeg kender hans navn og venner i Sevilla) ville ikke strangulere dem, men stoppede kugler i munden på dem, at de ikke kunne skrige, hvorefter han atter anbragte dem på bålet og ristede dem, som det ham lystede. Jeg har selv set alle disse ting og uendeligt meget mere. Og da alle de, der kunne flygte, søgte op i bjergene og skjulte sig på toppen af dem, behandlede man dem uden medlidenhed og som vilde dyr og menneskehedens dødbringende fjender. De optrænede deres hunde, rasende bæster, til at rive dem i stykker ved det første blik, og hurtigere end man kunne sige trosbekendelsen, kunne en sådan hund overmande og nedsvælge en indianer, som havde han været et svin. Disse hunde forvoldte stor ødelæggelse og nedslagtning. Og nogle gange, skønt sjældent, blev indianerne ombragt af spanierne i henhold til den retfærdige lov og orden: man havde nemlig vedtaget en lov , at for hver en død spanier skulle et hundrede indianere ombringes...

En gang kom indianerne ud for at møde os. De modtog os med viktualier og delikate drikke og med al underholdning fem mil uden for byen. Og da vi kom ind til den, stillede de for os store mængder fisk, brød og andre fødevarer sammen med alt andet, som de kunne traktere os med. Men nu fór en ulyksalig djævel op i spanierne, og de ombragte dem alle med sværdet, mens jeg så på. Mere end tre tusinde sjæle forsamlet foran os, mænd, kvinder og børn. Jeg så dér så store grusomheder, som aldrig noget levende menneske nogensinde skal se mage til.

En anden gang, kun få dage efter denne episode, sendte jeg bud til høvdingen i provinsen Havana og forsikrede dem om, at de ikke skulle frygte (for de havde hørt, at de kunne stole på mig), og at de, i stedet for at trække sig tilbage, skulle komme os i møde, og der skulle ikke verderfares dem noget ulempeligt: for hele landet var angst på grund af de overgreb og myrderier, der var begået, og jeg gjorde dette på anmodningen af kaptajnen selv. Efter vi var kommet ind i provinsen, kom enogtyve høvdinge og stormænd os i møde, og dem pågreb kaptajnen utilstedeligt, hvorved  han brød det frie lejde, jeg havdelovet dem. Det var hans hensigt at brænde dem levende næste dag, for det var bedst at gøre så, sagde han, at ikke høvdingene en skønne dag skulle spille os et fælt puds. Jeg havde ganske store vanskeligheder med at frelse dem fra ilden, men til sidst lykkedes det at få dem sat fri.

Efter at indianerne på denne ø (Cuba) således var bragt i lænker og ulykke, ligesom dem på øen Hispaniola, og de så, at de døde og forsvandt uden at kunne stille noget op, begyndte nogle af dem at flygte op i bjergene. Andre hængte sig i fortvivlelse. Mænd hængte sig sammen med hustruer og børn. Og på grund af de grusomheder, der blevbegået af en enkelt spanier, der var en stor tyran, og som jeg kender godt, hængte mere end to hundrede indianere sig. På denne måde døde et stort antal mennesker.

Der var på denne ø en af kongens officerer, som fik tildelt tre hundrede indianere, af hvilke der tre måneder senere efter deres arbejde i minerne var omkommet to hundrede og treds. Der var nu tredive tilbage, hvilket er en en tiendedel. Bagefter gav de ham mange flere, og flere endnu, og dem vederfaredes samme kummerlige skæbne. Og stadig gav de ham flere, og stadig slog han mange ihjel, indtil han selv døde, og djævlen førte ham bort.

På tre eller fire måneder (mens jeg selv var der) døde der mere en seks tusinde børn, fordi de blev bortrevet fra deres fædre og mødre og sendt i minerne".

Den sorte legende
Den Sorte Legende er en række negative beskrivelser og legender om Spanien og dens befolkning, især i det XVI og XVII århundrede. I vore dage bevares Den Sorte Legende livligt i mange lande efter Englands (og senere hen Frankrig og Hollands) behov for at gøre Det Spanske Imperium upopulær, eftersom de jo var i krig. Disse beskrivelser indebar stor kritik overfor Spanien og dens befolkning. Mange af dem var sande, ihvertfald kernen af de fleste af beskrivelserne, men med overdrivelser i mange af dem, nogle endda løgn[1]. Derfor blev de i det XX århundrede kaldt legender. I Den Sorte Legende mener man at spanierne historisk set altid har vist sig ekseptionelt ondskabsfulde, intolerante, tyranniserende, obskurantistiske, dovne, fanatistiske, grådige og forræderiske, og at, efter disse betegnelser, er så anderledes end alle de andre lande, at de bør blive set og forstået på en anden måde end på den man bruger for at beskrive og fortolke et hvilket som helst andet land.

Kostbarhedernes videre skæbne
Det lykkedes at få en del guld og ædle metaller ud af mellem- og sydamerika og de blev sendt til Spanien, hvor de blev opbevaret som en del af den spanske statskasse. Men der blev borgerkrig i Spanien og general Franco åbnede for kassebeholdningen af guld, for at kunne betale våben og ammunition samt lejetropper i Rusland. Guldet er således i Rusland, men i hvilken tilstand? Det vides der ikke noget om. I Madrid er der et Museo De Amerigo, der har en del kunstgenstande - også i guld, men det hjembragte guld af spanierne havde formetlig indeholdt en betydelig kulturhistorisk værdi, der således er forsvundet og tabt for altid.

 

En historieside, som dokumentation for ovenstående udsagn:

Men for Stalin var det helt andre motiver, som var afgørende. Ifølge Krivitskij ønskede Stalin en magtbase i Spanien, som han kunne bruge som pression overfor vestmagterne. Desuden var han interesseret i det sagnomspundne spanske guld. I den spanske nationalbanks kældre var gemt en af verdens største guldreserver. Mere end 600 tons rent guld til en værdi af et tocifret milliardbeløb efter nutidens målestok. Den spanske regering var i efteråret 1936 under stærkt pres fra Francos styrker, og havde svært ved at købe våben, fordi vestmagterne med England i spidsen havde vedtaget en ikke-indblandingspolitik.

Ifølge Krivitskij ønskede Stalin en magtbase i Spanien, som han kunne bruge som pression overfor vestmagterne. Stalin indså, at mulighederne for på den ene side at få fingrene i den enorme mængde guld og samtidig fremstå som det spanske demokratis frelser var gunstige.

Krivitskij og hans kolleger i efterretningstjenesten blev gjort ansvarlige for den hemmelige transport af guldet til Moskva og for levering af våben til den spanske republik. Våbentransporterne foregik i al hemmelighed og blev foretaget ved hjælp af loyale kommunistiske søfolk, herunder også en række danske.

Men Stalin snød spanierne. Nyere historisk forskning har vist, at russerne dels tog kraftige overpriser og dels leverede forældede våben af ringe kvalitet. Ofte modtog soldaterne ved fronten våben, hvortil der slet ikke fandtes brugbar ammunition.


OG en anden historieside:

Om det spanske guld til en værdi af op mod 100 mia. i dag, som blev sendt til Sovjet i september 1936, skriver amerikaneren Burnett Bolloten, at finansminister Juan Negrín ganske vist fik kabinettets tilladelse til at eksportere guldet, men at beslutningen om at sende hovedparten til netop Sovjetunionen blev truffet af Negrín og premier- og krigsminister Largo Caballero bag Azañas ryg, mens selve flytningen blev organiseret af marineminister Indalecio Prieto og den sovjetiske agent Artur Stasjevski.Bolloten kommenterer, at ”eftersom guldtransporten gjorde den spanske regering økonomisk afhængig af Moskva og fratog den muligheden for at forhandle med andre lande, såfremt våbenembargoen skulle blive løftet … må man spørge sig, hvorfor Negrín og Largo Caballero ikke sørgede for at bevare en rest af økonomisk uafhængighed ved at sende guldet i mindre portioner”.

At Negrín og kolleger bevidst deponerede folkefrontstyrets økonomiske afhængighed hos Stalin er således ingen ”frankistisk myte”, som Heiberg med citat af venstrehistorikeren Ángel Viñas hævder, men den logiske følge af deres prosovjetiske holdning.  Her stemmer hensigter og handlinger fuldt overens.



Sidst opdateret:  20:29 23/09 2014
 

Et ur
Sømandsvitser
Først i Danmark
Top 10
Navigationens historie
Inspirationen til Moby Dick
Fundet af Robinson Crusoe, 2. februar 1709
Jørn Riel: En julehistorie
Marco Polo?
Magellan
Vitus Bering
Skibsskruen
Sørøvere
Englandskrigen på Anholt
Slaget ved Lyngør
Kaperkaptajn Jens Lind
Mytteriet på Bounty
Tordenskiold
Spray af Aarøsund
Historiske skibe du bør kende
Titanic
Skoleskibet København
Damkatastrofen
Hans Hedtoft
Columbus og hvad deraf følger...
James Cook
Jens Munk
Vikingernes pejleskive
Suez kanalens historie
Panamakanalens historie
Cartagena, Colombia
Registrerede skibsvrag i hele verden
Top top Copyright. Mogens Exner - 2004