Gode historier
Bøger anbefalet til en mørk aften.
Turbeskrivelser
Godt at vide om træ
Links
Gode praktiske råd og købssteder
 
Sørøvere

SØRØVERE - bare sådan som en oversigt...
                                                                  

                                                   - en tekst af Christian Bruun Borup

Som en uforbederlig romantiker har jeg på et tidspunkt lovet mig selv, at se nærmere på begrebet sørøvere.

Vikingerne kan nok ikke sige sig fri for en vis oprindelse til begrebet sørøvere. Se en lille oversigt her.

I Kløvedals bøger kommer han jævnligt ind på benævnte herrers relationer til forskellige farvande. Angiveligt har han læst om dem og hørt beretninger om dem.

Hvis man søger på bibliotekernes søgemaskine (www.bibliotek.dk), dukker der en del børnebøger op, men meget sjældent "ordentlige" bøger. Efter at have søgt rundt nogle timer på en hurtig internetforbindelse, er det lykkedes mig at skaffe nogle titler. Der er ting der undrer mig, når man får fat i bøgerne: De er gamle, og de er fra Statsbiblioteket - altså relativt svært tilgængelige, og det kan blive værre endnu. I første bog jeg læser står, at der findes en "Sørøvernes bog", men den kan bare ikke skaffes mere og ingen ved hvor de er blevet af (" - et værk, der nu er forsvundet")!

Med andre ord begiver vi os ind i en verden omgæret af næsten lige så megen mystik som "Tempelriddernes orden", frimurerne eller "Kong Arthur og ridderene af det runde bord" og selv de mest objektive beskrivelser giver mindelser om eventyr, da de ind imellem er svære at relatere sig til eller leve sig ind i.

Pirat af lat. pirata, af gr. peirates, af peiran 'vove, forsøge'

I modsætning til dette står jævnligt nævnt, at udsagnene er underbyggede af virkelige logbøger opbevaret i søarkiver i bl.a. England. Når piraterne bliver retsforfulgt og henrettet er der tydelige optegnelser for i det mindste de fleste af dem, men de sluttelige kampe, mellem de styrker nationerne sendte ud for at opdrive piraterne, er formentlig noget farvet af, hvad den vindende part har set sin fordel i at påstå. Underligt nok har sørøverne aldrig "noget på sig", når de bliver pågrebet, og man kunne komme til at tænke på om myten om nedgravede skatte kunne være en opfindelse for at forklare, hvorfor man næsten aldrig fandt "gods og guld" i skibene.

Når sørøverne skulle henrettes, havde de om morgenen inden eksecussionen lejlighed til at berette om synder, de synes, de skulle fortælle om inden dødsdommen skulle eksekveres. Det er temmeligt åbenlyst, hvad man var ude efter - hvor var skattene nedgravet. Mærkeligt nok var der aldrig nogen, der havde noget at fortælle - tortur var jo ikke direkte forbudt på dette tidspunkt. Måske var der nogle øvrighedspersoner, som holdt oplysningerne for sig selv, for senere at tage på skattejagt.

Nogle af de mest kendte pirater begyndte - og endte - deres karriere i begyndelsen af 1700-tallet. Sortskæg, der døde 1718, var berygtet for sin grusomhed og sit frygtindgydende udseende, men som pirat havde han ingen større succes. Den engelske pirat Henry Avery (1655 - ca. 1728) erobrede derimod en formue i guld og sølv, da han i 1695 plyndrede den indiske moguls skib Gang-I-Sawai. Den skotsk-amerikanske kaptajn William Kidd (1645 - 1701) satte ud fra New York for at fange Avery, men blev tiltrukket af tanken om rigdom og eventyr og blev selv pirat.

Tidslinie for sørøvere i Caribien

I det 17. århundrede var der de sørøvere vi kender fra drengebøger og film - gentlemen typer med prangende skærf, guldbrokader, sabler og pistoler. I det 18. århundrede gik jagten ind på sørøverne, og sørøverne blev til stadighed mere forhærdede og rå. Nu dræbes alle fanger og skibet blev sænket, da det drejede sig om ikke at have vidner, man kunne blive hængt op på.

Tilholdssteder for pirater var i det Caribiske hav, Santo Christopher og Tortuga NW for Hispaniola. Senere Port Royal på Jamaica, Pirater sejlede meget på ruten mellem Nordamerica, Caribien, syd om Afrika til Madagascar og i det Indiske Ocean. Østpå plyndrede de skibe, der handlede med Indien, og når de vendte tilbage, var det nemt at sælge byttet til nybyggerne på Amerikas østkyst.

I dag er deres fanden-i-voldske sange fortummet. Buccanererne er borte og sørøverflagene er væk fra havnene, men de pirater og fribyttere, der sejlede under dets korslagte knogler, spøger stadig i blandt os den dag i dag. Deres omtumlede tilværelse mellem de smaragdgrønne, palmekransede tropeøer står ligeså levende i fantasi og erindring som selve det solbeskinnede øhav, der blev skuepladsen for deres bedrifter. Trods blodsudgydelser og grusomheder står der stadig glans om navne som Morgan, Blackbeard og Kaptajn Kidd. Deres hæse råb på rom, blod og guld giver endnu genklang i navnene på de steder, de har hjemsøgt - Hispaniola, Tortuga, Portobelo, Cartagena - så tydeligt som brændingens susen mod kysterne om det Caribiske Hav.

Skibene, hvilke skibe var bedst til sørøveri, kan du læse om på denne hjemmeside: - http://www.geocities.com/captcutlass/Ship.html

Kaptajn Blackbeard - i tegneserier eller børnebøger kaldet kaptajn Sortskæg.

 

Født ? , var gift med en kreolerinde, hans skib hed "The Tender Polly", død 17. November 1717, Dræbt af løjtnand Maynard. Der skulle efter sigende fem pistolskud og tyve sværdhug til at slå ham ihjel. Alle tilbageværende pirater blev hængt og lagt på hjul og stejle.

Han hed oprindelig Drummond og kom fra Hampton, Virginia, U.S.A.

Særlige kendetegn var det store pjuskede fuldskæg og gevanter, som piratkaptajner fremstillet i film og tegneserier bærer: Kostbare, guldbroderede, mægtige silkeskærf, store støvler og bæltet proppet fuldt af våben.

Meget hårrejsende historier fortælles om ham. Engang viste han sine mænd, at han var den, der kunne holde længst på et glødende træstykke uden at foretrække en mine. Ved en anden lejlighed samledes mandskabet om læ og samtlige luger blev lukkede, hvorefter der blev sat ild til nogle klude. Fire pirater døde inden Blackbeard låste døren op til det fri igen. "Israels hånd" var en af hans mænd, og ham skød han i benet med det ene formål at sætte sig i respekt. I kamp have han angiveligt lange krudtrullede lunter i håret, som formentlig har virket som en slags langsomt brændende stjernekastere, hvilket skulle forskrække fjenden yderligere.

Skibsjournalen findes endnu, og han skriver bl.a.: "Meget sløj dag. Rommen sluppet op. Besætningen er desværre ædru og taler om at gå i land. Flere gange stort slagsmål på dækket. Måtte kaste to mand over bord for at få ro. Holdt skarp udkik efter prise. Tog en prise med meget rom ombord. Holdt hele besætningen til vinden med rom, der flyder hen af dækket. For at more folkene lod jeg besætningen fra prisen, 30 mand i alt, "Walk the plank" ".

Det fortælles at han døde af 20 sabelhug og 5 pistolskud. Hans krop flød tre gange rundt om skibet inden det sank, og hans hoved blev sat på stage i havnebyen til skræk og advarsel, men det ærværdige Royal Naval Museum fortæller, at hovedet blev bundet til "the yardarm of HMS Pearl". Det fortælles, at man kan se den hovedløse krop gå rundt i byen for at kigge efter sit hoved.

Han har nedgravet sine skatte et sted på Bermuda-øerne. Familien skulle angiveligt have et skattekort med forskellige tal og mærker (- jeg tror faktisk, jeg har set koden i et Illustreret Videnskab engang - ), men koden er ikke blevet brudt.

Kaptajn Avery. Hans historie starter 1715.

 

I korthed opbragte han et meget rigt skib - et af stormogulens, der var ladet med skatte, slaver og en af stormogulens døtre, som han angiveligt senere ægtede. Der var tre skibe med i angrebet, men ved veltalenhed lykkedes det Avery at overtale de andre til at gemme alle skattene i sit skib. Han stak af fra Madagascar og sejlede til Boston, Amerika. På grund af besvær med at komme af med de mange juveler, sejler han senere til Irland. Nogle snedige købmænd tog hans bytte - de skulle forsøge at sælge dem, men Avery fik aldrig del i udkommet... - og kaptajn Avery døde efter kort tid som en fattig mand, " - der ikke engang havde en skilling til at komme i jorden for".

Kaptajn Charles Gibbs

Født Rhode Island, død 1831 v/ hængning, Inden starten sad han som engelsk krigsfange i Daartmorefængslet og efter sin løsladelse åbnede han en skænkestue i Ann Street "Tingryden" - et tilholdssted for dårlige kvinder og udsvævende fyre. Han drak hele fortjenesten op og stak til søs på et sydamerikansk kaperskib. Han gik i spidsen for et mytteri og omdannede skibet til sørøverskib (se forskellen i ordlisten). Han brugte Havanna som tilholdssted og plyndrede handelsskibe langs Cubas kyster. Han myrdede altid besætningerne med kold blod og fik et meget dårligt ry for sin grusomhed.

Efter et ret dramatisk og temmeligt dyrt bekendskab med en kvinde i Liverpool mistede han lidt håndelaget og "drev rundt på de 7 have" og bedrev snart en, snart en anden slyngelstreg, men hvor meget guld han end høstede, ødslede han det straks bort.

I november 1830 fik han hyre på briggen "Vineyard" m/ kaptain William Thornby. De skulle sejle fra New Orleans til Philadelphia. Da Gibbs erfarede der var rede penge ombord fik han lavet mytteri ombord. Kaptajnen blev slået ihjel med et pumpestang og smidt overbord. Styrmanden fik også et slag i hovedet, men var ikke helt død, da han blev smidt over bord. Pengene ombord blev delt og de led "skibsbrud" ud for Southhampton Fyr, borede hul i briggen og roede i land i bådene. Den ene af de to både forliste og sank med halvdelen af byttet. Pengene eller sølvmønterne blev begravet i sandet på øen Barron, men ikke særligt dybt, så der er ikke så stor sandsynlighed for at disse mønter ligger på deres oprindelige plads mere.

Kaptajn Morgan (Sir Henry Morgan) kaptajn Blood - er "helten" i bogen "De amerikanske Bukkanerer" (En sandfærdig beretning om de dristigste overfald begået i de senere år på vestindiens kyster af bukkanere på Jamaica og Tortuga (både engelse og franske) - udgivet 1684).

 

Han plyndrede den rige by Porto Bello og stak af til Cuba. Senere plyndrede han Panama og nogenlunde på samme tid blev han adlet af Charles II og blev udnævnt til kommisær i flåden. Han udgav en bog "Rejsen til Panama i 1683". De sidste år henlevede han på Jamaica som adelsmand og guvernør. Som guvernør var han kendt for at sende så mange sørøvere som muligt i galgen.

Sagnene fortæller at han nedgravede store skatte, men det synes ikke at være tilfældet - og hvorfor skulle han? Han var adlet og kunne således "hvidvaske" hvad som helst, han tog med hjem til England.

Panama-eventyret begyndte efter en lang svirretur på Jamaica, hvorefter Morgan og resten af besætningen skyldte masser af penge. Således måtte de love at skaffe nogle penge, og Morgan startede samling af en flåde. Han skrev breve til gamle sørøvere om at deltage, og den 24. oktober 1670 drog de afsted mod Panama.

Den 24. februar 1671 forlod de Panama - eller rettere stedet, hvor Panama tidligere havde ligget. Morgan havde en del med sig: 175 trækdyr belæsset med sølv, guld og andre kostbare sager samt 600 fanger, både mænd, kvinder, børn og slaver. Disse sidste kunne indbringe løsesum, men her havde Morgan forregnet sig idet svaret på hans forslag var, "at han kunne gøre med dem, hvad han ville"... Samtidigt var folkene utilfredse med fordelingen af byttet - hver sørøver havde kun fået 200 piastre - der var åbenbart ikke de store regnemestre iblandt dem. Morgan følte jorden brænde under sig og "sneg" sig afsted med tre skibe, der indeholdt størstedelen af byttet samt al forplejning.

De tilbageblevne var selvfølgeligt meget fortørnede, men havde så at sige ingenting til at udruste en flåde, der kunne optage forfølgelsen.

Sir Francis Drake - "det 16. århundredes søkonge og datidens mest berømte admiral" - hører egentlig ikke hjemme i sørøvernes bukkanernes annaler, men har efterladt sig en veritabel skattegraverhistorie fra et af sine togter. Det er højst sandsynlig at hans rige bytte endnu den dag i dag findes skjult i de sumpede jungler langs vejen han fulgte til Panama. Født ca. 1545 i Devonshire. Faderen var Edmund Drake, der var tidligere lægprædikant og hvis ynglingslekture var 1. kap af Pouli brev til romerne - der opregner synder, der fører til døden - altså en af de strenge protestanter, der læser loven, men glemmer evangeliet. Francis vokser bogstaveligt op på et skib og har sin eget handelsskib som 18 årig - han arvede skibet efter dets kaptajn. Han udrustede de første slaveskibe - 23 år gammel - sammen med Hawkins; hans fætter, men bliver overfaldet af spanierne og lige siden hadede han spaniolerne. 1588 var han næstkomanderende i slaget mod den spanske armada, der blev nærmest udraderet. Reelt var han privateer og delte sit bytte med Elizabeth I, men var vist ikke helt ærlig i disse regnskaber med kronen.

 

I Gyldendals leksikon står at han levede fra ca. 1545 til 96. Engelsk søhelt. Efter kapertogter til Vestindien og Sydamerika gennemførte D. 1577 - 80 en kombineret kaper- og opdagelsesrejse Jorden rundt. Han plyndrede det spanske sølvskib Cacafuego i 1578 og det tog hans besætning 4 dage at tømme skibet for dets kostbare last: 13 kister med sølvmønter, 26 tons sølvplader, 80 pund guld og utallige ædelstene og perler. Byttet tog han med hjem til England, hvor han skulle betale de rigmænd, der havde støttet ham. Han var derefter en af lederne af den engelske flåde i søkrigen mod Spanien, hvis "uovervindelige armada" besejredes 1588.

Med kun 48 englændere overfaldt Drake den spanske karavane, der var på vej til Nombre-de-Dios, belæsset med rige skatte. Omkring 30 tons sølv skiftede ejere, da man nemt jog den spanske vagt på 45 soldater på flugt, med kun tabet af 3 mand. Byttet var så stort, at det ikke var muligt at bringe med i skibene. Da tilbagetoget foregik lidt hurtigt, havde man kun medtaget nogle guldplader og barrer. Sølvet blev gravet ned i huler og gange, som de store landkrapper havde lavet i jorden, men også under omstyrtede træer i nærheden samt i gruset til en ikke særlig dyb flod, i håb om senere at kunne vende tilbage.

En af folkene blev taget til fange af spanierne og blev torteret til at fortælle hvor skatten var. En del var gravet op, men da Drake senere kortvarigt var vendt tilbage, kunne han hurtigt samle 13 sølvbarrer og nogle guldplader og de var overbevist om at spanierne ikke havde fundet andet end en brøkdel af skatten. Det er således ikke umuligt at der i nærheden af Nombre-de-Dios ved en lille flod med nogle væltede træer, findes en anseelig skat, der venter på at blive fundet.

Sikkert og vist er det i alle tilfælde at Sir Fransis Drake gravede uhyrlige skatte ned langs det Karibiske Havs kyster. Han angreb og nedbrændte Fort Lorenzo i 1596. Han døde af en tropesygdom 1597 og blev begravet til søs ud for Panama på Atlanterhavssiden.

   
Fort Lorenzo ved River Chagres

 

Kaptajn England

- var sandsynlig af dansk herkomst, måske endog oprindelig dansk søofficer. Han holdt til ved Afrikas vestkyst og Det Indiske Ocean. Efter sigende var han styrmand på en brig fra Jamica, der blev kapret af en sørøver ved navn Kaptajn Winter. Påstanden er at han var fra Sct. Thomas, hvor han under kampen med englænderne af en eller anden grund var deserteret. En kreolerinde skulle have forlokket (herligt ord) ham og senere bødet derfor med sit liv. Rømning fra flåden var ensbetydende med at have en dødsdom hængende over hovedet, så han tog navnet England og gik over i historien som en købmandssøn fra Bristol.

Han talte dog et sprog, der meget mindede om hollandsk. Han havde en forkærlighed for at spare skandinavers liv og gik i øvrigt kun nødtvunget med til mere blodige ugerninger.

Dukker op 1718 ved Vestafrikas kyst i selskab med kendte piratkaptajner som Plaintain, Taylor og Hovel Davis. Man faldt over et stort engelsk skib "Onslow" i nærheden af Gambia, herefter skibet "Pearl". Vinteren 1718 krydser han ved Azoerne og Cap Verde, hvor han plyndrede en snes skibe, hvis navne alle er bevaret i arkiver i London. På de fleste skibe var folk, der tilbød at gå i hans tjeneste.

Kaptajnerne Mackray og Kirby var ombord på to sværtbevæbnede skibe, der var lagt til ankers ved Johanna for ferskvand på deres vej fra England til Bombay. Skibene hed Cassandra og Greenwich og der var desuden et tredie skib fra Ostende, der også var ret svært bevæbnet. Man havde hørt at den frygtede la Bouche - det var Kaptajn Englands makker, som han mødte i bugten ved Benin i vinteren 1718 - var strandet med sit skib i nærheden, og nu ville de se at få ham fanget, hvilket ville skaffe dem en stor sum, som Bombay-købmændene havde udlovet for pågribelsen af la Bouche. Kaptajn Mackray overlever bataljen og har nedskrevet hele historien. Det er altså tre skibe, der går til angreb, men kaptajn Kirby får kolde fødder, hvilket også får skibet fra Ostende til at fortrække. Således lider kaptajn Mackray et forsmædeligt nederlag. Mackray fortrækker hårdt såret under dække af røg lavet af gamle klude og tovværk.

På afstand ser han sine folk blive klynget op i råen og hører deres skrig, når de bliver revet i stykker af hajerne efter at de har vandret "the plank". Efterfølgende opsøger han kaptajn England, der meget storsindet giver ham et lille skib, så han kan redde sig tilbage til Bombay med 43 mand. Cassandra havde haft en last af 75.000 guldpund og en snes kvinder. I Bombay mødte Mackray kaptajn Kirby, der blev noget overrasket, da han havde udspredt det rygte at Cassandra var strandet og alle ombord omkommet. Da Bombay-købmændende fik sandheden at vide, roede folk ud i små både og smed rådne bananer og pineapples efter de "løgnagtige uslinge", hvilket resulterede i at kaptajn Kirby tog sit liv.

Kaptajn England var nu blevet frygtet i farvandet. Når han kunne bekæmpe tre østindiefarere, som var lige så stærke som krigsskibe, måtte han jo være en sand djævel i menneskeskikkelse. Englands besætning på Cassandra bestod nu af 300 hvide mænd, 90 farvede og en snes kvinder. England blev sat i land på Mauritius sammen med sine to koner. Her byggede han et skib sammen med tre af sine trofaste folk og sejlede til Madagaskar, der var et sted hvor ældede sørøvere slog sig ned og lavede små kongeriger, som i øvrigt havde kampe indbyrdes. Han henlevede sine sidste år i dette fristed.

Cassandra sejlede videre under kaptajn Taylor og de havde mange succesrige togter, men det blev englænderne for broget og de sendte 4 skibe ud for at gøre det af med dem. Da Taylor hørte om dette, blev hans flåde opløst og skibene forsvandt formodentlig i hver sin retning - ingen har hørt fra dem siden.

Howel Davis

 

Første gang man træffer ham er i 1718, hvor han er styrmand på Cadogan Snow af Bristol, der i Guinea-bugten bliver erobret af en bande pirater under anførsel af førnævnte katajn England. Forud for disse begivenheder havde der været forsøgt mytteri ombord på Cadogan Snow, hvilket havde nødsaget kaptajn Skinner til at overgive en del af sin besætning til en engelsk kapers; "man of war" varetægt. Disse folk var undsluppet og da Skinners skib blev taget af piraterne, og besætningen blev ført over til sejrherrerne, var den første han mødte hans tidligere bådsmand, som sammen med de andre havde sluttet sig til sørøverne. Således var Skinners skæbne beseglet: Efter at være blevet bombarderet med flasker, blev han pisket rundt på dækket (spidsrod?) indtil han faldt bevidstløs om. Da han havde været sine folk en god herre nød han den barmhjertelighed at blive skudt.

Til kaptajn Englands forbavselse nægtede Howel Davis at træde i hans tjeneste, men han må alligevel have kommet til at synes om den muntre fyr, for da han ikke selv skulle bruge Cadogan Snow forærede han skibet til Davis med den til overs blevne besætning. Englands Ordre/ønske var at de skulle sejle til Brazilien og sælge resten af ladningen og dele udbyttet ligeligt, men til Davis ærgelse nægtede besætningen dette. De lagde Davis i lænker og sejlede til Barbados hvortil ladningen var bestemt. Davis kom i fængsel på Barbados, men da anklagerne for sørøveri var for spinkle, blev han løsladt efter 3 måneder. Nu var han imidlertid en mærket mand og det var ham formentlig umuligt at få et hæderligt job. Han drog til New Providence - et tilflugtssted for alle vestatlantens ulykkelige skæbner. En ny guvernør havde proklameret Kongens Nåde til dem, som bosatte sig i landet.

Davis tog mod "nåden" og fik hyre på et af de skibe guvernøren havde udstyret til handelsfart, og nu begyndte hans karriere som sørøver - kort men hektisk. Besætningen var næsten udelukkende tidligere pirater og Davis havde ikke svært ved at få gehør for en plan om at gøre sig til herre over skibet. Guvernørens flåde bestod af to korvetter, en mindre "Buck" og en større "Mumvil Trader". Davis skib var Buck og han overtalte nogle af folkene på Mumvil Trader til at følge ham. Mumvil Trader blev ribbet og de søfolk, der ikke ville følge ham fik skibet.

"Buck" var ikke stort andet end en fiskesmakke, men det var en exelent sejler. De sejlede til Cuba og fik skibet sat i stand. Der var nu 30 mand ombord. Man holdt til i en vig, der blev kaldt "Coxons hul" og tog på ture til Hispanola. Første skib man angreb var en fransk sejler, der havde 12 kanoner og det synes umiddelbart håbløst, men inden de nåede at bide fra sig var de overmandede og 12 sørøvere overtog skibet. I det samme dukker et andet fransk sejlskib op med 24 kanoner og en besætning på 86 mand. Davis hejsede sørøverflaget og krævede øjeblikkelig overgivelse. Forbløffet over denne enestående frækhed gjorde de klar til kamp. Davis gjorde dem opmærksom på at hovedstyrken snart måtte være i sigte og svingede rundt og gav dem en bredside. Fangerne fra den første brise blev ført på dækket klædt i hvide skjorter for at antallet af sørøvere skulle synes større og da man ikke havde noget sørøverflag hejsede man en tjærret dug.

Overfor denne "overmagt" overgav franskmændene sig. Begge skibe blev plyndret og kanonerne naglede, hvorefter fangerne fik lov at overtage dem. De ankrede op på Kap Verde og blev modtaget med honør af den portugisiske guvernør. 5 mænd forelskede sig i lokale kvinder, så efter 5 uger fandt han det klogeligt at sejle videre til Bonavista og videre til Mayo, hvor der lå mange skibe, som han plyndrede uden at møde synderlig modstand.

Da man ville tanke vand på St. Jago gjorde guvernøren sig ikke nogen anstrengelser for at skjule sit mishag over for Davis, hvilket gjorde ham så fortørnet, at han indledte et angreb på fortet. Garnisionen undslap og barrikaderede sig i guvernørens hus. Hele øen blev alarmeret og Davis var nødt til at trække sig tilbage efter man havde fornaglet kanonerne. Han havde tabt 3 mand og havde ikke noget bytte.

Man ville nu beære vestafrika og Guinea-bugten med et besøg. Ved list indtog man fortet i Gambia, hvor Royal Africa Compagny holdt til. Man fjernede bl.a. to tusinde pund guld, men også et rigt bytte i øvrigt. Da de skulle af sted kom en stor sejler ind i bugten og begge tonede sort flag. Det var la Bouche, den berygtede franske pirat. Davis og la Bouche indledte et samarbejde, der gik ud på at skaffe la Bouche et skib, da hans var meget medtaget. De fandt et i Sierra Leone og lagde sig på lur, da det afsejlede. Overraskelserne var ikke forbi, da det vendte siden til og gav dem det glatte lag og hejsede sørøverflaget. Det var piraten Cocklyn, der blev optaget som det tredie medlem.

Inspireret af Davis held ved angrebet på fortet, vendte de om og angreb Sierra Leone. Et skib i havnen blev tildelt la Bouche og de brugte de efterfølgende 6 uger på at reparere skader. De udpegede Davis som leder, men Davis foreslog at de skiltes igen, hvilket de gjorde. Davis drog ned langs kysten og plyndrede 2 skotske og et engelsk skib. Ud for guldkysten (Cape Three Points) løb Davis på en hollænder med 90 mand og 30 kanoner, der gav ham den hårdeste kamp, han nogensinde havde haft. Den første salve kostede Davis 9 mand. Kampen varede fra første dags eftermiddag kl. 1 til næste morgen klokken 9, hvorefter hollænderen kapitulerede. Skibet blev overtaget og kanonerne blev øget til 32 og 27 bombekastere. I hurtig rækkefølge plyndrede han 3 engelske skibe "Hink", "Morrice" og "Princess" ved Anamabu. Nu fik han øje på en rig hollænder, der forsøgte at undslippe, men den overgav sig efter første salve. Han havde nu betydelige rigdomme ombord og skulle finde sig en anden basis.

Under foregivende af at være en "man of war" på straffeekspedition mod pirater anløb han den portugisiske besiddelse Princes Island omtrent 120 miles fra det nuværende fransk Congo. Han bluffede sig igennem og blev overmåde velvilligt modtaget af guvernøren. Tilfældigt kom der et skib ind i havnen, som Davis ikke kunne lade være med at plyndre, og selv om han undskyldte sig med, at det var et "piratskib", var den gode stemning brudt. Han burde være stukket af, men han gjorde det ikke for der var nemlig en landsby på øen, hvor de kønneste piger og koner boede, og således opholdt fik guvernøren tid til at lægge et baghold for Davis.

Davis sloges som en rasende og døde med en pistol i hver hånd - af hans folk nåede kun en tilbage til skibet i live. Howel Davis død var en værdig afslutning på en karriere, der var kort - selv for en pirat - men han var en af de mest forvovne og modige, man kender.

 

 

Andre sørøvernavne, der rummer historier, men som jeg ikke har fået læst på:

Martel

Stede Bonnet

Charles Vane  (tilknyttet kpt. Sortskæg og øen Ocracoke)

John Rackam (Tintin: Rackam de rødes skat)

Bartholemeus Roberts

Anstis

Worley

George Lowther

Edward Low

John Evans

John Phillips

Spriggs

John Smith alias Gow (vist omtalt i Skatteøen)

Philip Roche

Mission

John Bowen

William Kid - blev hængt. Hans legeme hang i tre år "at the Tilbury Point in the Thames"

Thomas Tew - http://repositories.cdlib.org/ucwhw/wp/2/

Halsey

Thomas White

Condent

William Fly

Thomas Howard

Lewis

Cornelius

David Williams

Samuel Burgess

Nathaniel North

Auger

Jacques de Sores

Piet Heyn, der tager den spanske sølvflåde 1628

Stede Bonnet

Jean Lafitte - http://www.crimelibrary.com/americana/lafitte/main.htm

Montbars (før 1667)

Michel le Basque (samarbejdede m/ l'Olonnais om angrebene på Venezuela 1667)

 

Indtægter totalt  - kunne det betale sig? - en tabel fra Jan Rogozinski's bog (se litt.henv.)
John Taylor mere end $400 mill incl. $250 mill i diamanter. Hver mand fik $1,8 mill (1721)
Captain Condent $375 mill (1720)
Henry Every mere end $200 mill. (1695)
William May $150 mill (1697)

 

ORDBOG

Ahasverus: Søens evigt vandrende jøde, der søger rigdom fra hav til hav for til sidst at søge blandt fordømte sjæle på havets bund, hvor talløse skatte ligger gemt.

Bukkaner/-ere: De har fået deres navn efter den måde hvorpå de tørrede oksekød over et bål (på fransk "boucane"). I begyndelsen drev de jagt på vildt kvæg på øen Hispaniola (Se dette) og solgte deres bytte til smuglere, handelsmænd og sørøvere, men som klasse adskilte de sig fra de såkaldte Filibustersørøvere. Efterhånden som kvæget uddøde og spanierne optrådte mere og mere fjendtlige og grusomt overfor dem, opgav de franske og engelske bukkanere deres næringsvej og stak til søs for at gøre jagt på den fælles fjende ( - så vidt jeg forstår betyder dette sidste alle der ville sørøvere til livs - ). Se også under filibustere.

Cimaroonerne: Bortrømte negerslaver i mellemamerika. I de 80 år spanierne var herrer i Panama udgjorde de en stigende trussel, hvilket Frances Drake forstod at udnytte til angrebet på Panama.

Corsaire er den franske betegnelse for kaper eller privateer. En Corsair er en nordafrikansk kaper og på spansk blev de kaldt Corsario. De var enten muslimer med tilladelse til at angribe kristne skibe - Barbery-corsairs, eller kristne med tilladelse til at angribe muslimske skibe - Malteser-cosairs.

"Død mands kiste" er formodentlig øen Norman Island ØSØ for St. John. Øen ligner i silhuet en kiste, når man nærmer sig fra søsiden, og det forklarer hvordan, der kan være 15 mand på Død Mands Kiste.

Erstatning: Sørøverne havde en slags forsikringsorden. Ifølge en nedskrevet uskreven lov (?) gælder følgende regler:
1) Ingen bytte, ingen andel.
2) Tab af højre arm = 600 piastre eller 6 slaver.
3) Tab af venstre arm = 500 piastre eller 5 slaver.
4) Venstre ben = 400 piastre eller 4 slaver.
5) Øje = 100 piastre eller en slave ligesom for en finger.
Alle disse penge skal tages fra den fælles beholdning af sørøverbyttet inden delingen.

Exquemelin, Alexandre Olivier: Autentisk forfatter, der skrev "Der Americaensche Zee-Roovers" udkommet 1678 i Holland, men siden brugt som et slags varemærke for autentisk sørøver-litteratur, "den vestindiske Homér". Født i 1646 og uddannes som en slags bartskærer (barber/kirurg) eller læge. Han beskriver førstehåndsberetninger med l'Olonnais langs Venezuelas kyst 1667 og overfaldet på San Pedro. Herefter sejler han med Henry Morgan, og er med i overfaldet på Puerto Principe på Cuba 1668, og ikke mindst Puertobelos fald midt på året. 68/69 lavede Morgan raid på Venezuelas byer, og i efteråret 70 samlede Morgan en stor styrke, og i årsskiftet 70/71 gennembrød de landtangen for at erobre og plyndre Panama.

Femten mand på død mands kiste... Mellem Sct. John og Tortola ligger en ø, der hedder Dead Mans Chest (Dødemandskisten - ligner en kiste, når man nærmer sig fra havet), og det er formentlig den, der hentydes til i sangen.

Fetaljebrødrene, (af ty. vitalie, af mlat. victualia 'fødevarer'), sørøvere i Østersøen og Vesterhavet i slutningen af 1300-t. Navnet opstod under dronning Margrete 1.s belejring af Stockholm og tilfangetagelsen af Albrecht af Mecklenburg i 1389. Under belejringen blev byen forsynet med proviant, viktualier, af Albrechts tilhængere. Senere plyndrede de med Gotland som base overalt i Norden. Fetaljebrødrene slog sig dernæst ned i Østfriesland, men blev i 1401 besejret af en hanseatisk flåde, og deres anfører, Klaus Störtebeker, henrettedes i Hamburg.

Forsvaret mod sørøvere kunne være at smøre dækket ind i sæbe, strø tørrede bønner ud eller knust glas på dækket, men man risikerede at sørøverne blev sure og ikke viste nåde, hvis de alligevel indtog skibet.

Fribytter: Sørøver der med eller uden sin regerings vidende opbringer og plyndrer andre landes skibe.

Filibustere el. kapere: På øen Tortuga NW for Hispaniola deltes sørøverne i tre grupper. Alle var franskmænd. Dem der blev på øen og jagede kvæg og tilberedte kød hed bukkanere. Dem der tog på togt kaldtes filibustere og dem der bearbejdede jorden kaldes plantere. Filibustere angreb fortrinsvis spanske skibe.

Hispanola: Gammel navn for Haiti + Den Dominikanske Rebublik (altså hele øen). En sørøverbase for både franske og spanske sørøvere.

Jolly Roger: Bruges nu til dags mest om det klassiske sørøverflag - kraniet med de korslagte knogler, men egentlig drejede det sig om et rødt flag (det originale sørøverflag), som sørøverne anvendte efter, at de har vist sørøverflaget. Betydningen er at "ingen bliver skånet" og de vil hugge ned for fode. Skulle være brugt, hvis sørøverne i særlig grad har følt sig snyd på en eller anden måde og ønskede at hævne sig.

Kaper: Privat fartøj der ifølge bemyndigelse i form af et kaperbrev, fra en krigsførende regering for egen regning og risiko kan opbringe fjendtlige handelsskibe. Britiske og franske kaperskibe erobrede i årene fra 1739 til 1748 over 6000 af hinanens handelsskibe. Kaperskibene var populære, fordi de hverken kostede penge ellermandskb, for de krigsførende nationer, me kunne genere fjendens forsyningslinier. I enkete tilfælde samlede kaperne sig i flåder, der kunn overfalde selv velbevæbnede skibskonvojer. Ved Pariser-Søretsdeklarationen af 1856 erklærede de europæiske søfartsnationer kaperi for afskaffet.

Kaperbrev - Letter of Marque. Et brev udstedt af en regent, en guvernør eller anden legitimerende person, der gjorde indehaveren mere legitim i sit forehavende. Kid manglede sit brev, da han blev pågrebet og han blev hængt og parteret / udstillet, men hans brev dukkede på mystisk vis op mange år senere - det kunne formodentlig havde reddet ham fra han skæbne.

Mr. Gomer Williams har beskrevet en kaper af almindelig størrelse. I en sådan "Quarter-Bill" bestod besætningen i en kaper på 23 kanoner af følgende mandskab: Quarter-deck: Kaptajn som kommanderer alle, en master, som hjælper med manøvering af skibet. En midshipman som bringer ordrer ud overalt på skibet, en quater-mester ved kanonen og en ved roret. Første marine-officer med 24 musketerer, 3 mand og en dreng til de trepunds kanoner. Hoveddækket: 1'te løjtnand kommanderer de forreste 10 kanoner og 2'te løjtnant de ti agterste. En kanoner har opsigt med kanonerer både for og agter. To masters-mate passer braserne på fokkemasten og passer rigningen forude. En bådsmandsmath med to sømænd hjælper med sejlmanøvringen og reparerer store-riggen. Tømmermændende passer pumperne og har træpropper til lapning af hullerne. 3 mand plus en dreng til hver kanon. På bakken: Bådsmand med to sømænd passer forsejlene. 3 mand og en dreng til hver kanon. Anden marineofficer med 9 musketerer. I storbåden midtskibs tredie marine-officer med 8 musketterer. I stortoppen: 5 mand og en midtshipman med håndgranater og muskedonnerer for at holde udkig og overdænge fjende i nærkamp og reparere riggen. Samme besætning i fortoppen, medens mesanen kun havde 3 mand. I krudtmagasinet: Kanonerens mate med to drenge som fylder krudt i sække. I skibets cockpit doktoren og en assistent.

Kanoner: De største kanoner fra omkring 1800 kunne skyde omkring 1,5 km. Det krævede dog et usandsynligt held at ramme noget på denne afstand. Linieskibe havde op til fire forskellige kanonkalibrer fordelt på tre dæk. Mellemdistancekanoner blev anvendt, når man var ca. 200 m fra hinanden og de mindste kanoner blev anvendt, når afstanden var under 100 m. Man kunne godt finde på at sigte under vandlinien, men man risikerede at kuglen slog smut på vandet.

Kvinder: Generelt betød det uheld, at have kvinder ombord. Sørøverne tog for sig og brugte dem som maitresser (forfatterne har tydeligvis nogle problemer med at udtrykke hvad sørøverne gjorde ved dem - ord som voldtægt var ikke i almindeligt brug og beskrivelserne skifter mellem "gjorde dem til hustruer" og det omtalte ord, der egentlig betyder elskerinde). Sørøverne var formentlig godt vandt, da der ofte var kvinder med på handelsskibene, og man må tænke sig, at en ung kvinde under denne behandling hurtigt har mistet tiltrækningen, da der ventede nye kvinder ude på havet. Kvindernes muligheder for at komme tilbage til civilisationen har nok ikke været store, og mange har efter nogen tid haft svært ved at finde en rolle i sørøversamfundet. Det fortælles at kvinderne tilkaldte sig bytteskibets opmærksomhed med f.eks. en anmodning om drikkevand. Når skibet nærmede sig skibssiden, rejste de frygtindgydende sørøvere sig bag rælingen og entrede - det skulle være den metode der gav de mindste tab p.g.a. overraskelsesmomentet.

Der fortælles aldrig om hængning af kvinder, og hvor de er blevet af, kan man kun gisne om. Enkelte blev "rigtige" sørøvere (Mary Read, Anne Bonney og enken Ching Shih), men de fleste er bare blevet "væk". Enken Ching udmærkede sig ved at være leder af et fællesskab, der talte 80.000 mænd! Både Mary Read og Anne Bonney blev dødsdømte, men klarede frisag ved at være gravide. Mary Read døde få måneder efter retssagen, men Anne Bonney blev løsladt.

Ladrone-pirat: Pirat af kinesisk afstamning.

"Man of war": En slags dusørjægere til søs. De var sendt ud af regeringen for at fange sørøvere - det kunne være en dobbeltfunktion for et kaperskib (se dette) eller et krigsskib, hvilket er den egentlige betydning.

Marooner - kommer af det spanske ord cimarrona, som betyder desertør eller bortløben slave, men hvis en sørøver blev maroonet betød det, at han blev sat i land på en øde ø med en musket, lidt ammunition og en flaske vand. Årsagen var oftest, at han havde været fej under kamp eller havde stjålet fra sine kolleger.

Picaroons:  Er en mellemting mellem en matros ombord på et skib, der sejler med slaver, men bliver sørøvere, når lejlighed bød sig. John Hawkins skulle være et godt eksempel på dette.

Pirat: Ja, man skulle tro at det var helt åbenlyst, hvad det betyder, men prøv at kigge ind på denne hjemmeside: http://www.geocities.com/Tokyo/Garden/5213/english.htm#1250

Plantere: Se under filibustere

Preskommando. Anført af flådeofficerer og køllesvingende hjælpere drev disse bander rundt i havnebyers gader og "anholdt" løsgående sømænd til tjeneste i handelsflåden. På dette tidspunkt var der mangel på søfolk. Man anslår at kun ca. to trediedel af faktiske pladser var besat med søfolk, hvis alle var raske og til søs.

Privateer er det engelske ord for kaper. Se dette.

Providence Island / Isla de la Providencia: - var een af to kolonier oprettet af engelske puritanere i 1630. Kolonien faldt efter flere angreb af spanske privateerer i 1641. Den lille vulkanske ø er beliggende ved kysten af Nicaragua og kaldes nu Santa Catalina.

Saint Christopher / Saint Kitts: Første base for de spanske sørøvere i Caribien.

Synonymer, geografiske: Tydeligvis et stort problem. Både Spaniere, englændere og portugisere opfandt navne for de forskellige øer og steder. Nogle øer havde et navn på nordkysten og et andet på sydkysten, så når man læser om sørøvernes bedrifter, skal man holde ørerne stive, når lokaliteterne omtales. Fra De Amerikanske Sørøvere: Indianerne kaldte øen Liamuiga, spanierne San Cristobal, franskmændene Saint Christophe og englænderne St. Kitts. Den ø som spanierne kaldte Santa Catalina, kaldte englænderne Providence Island og nu er det engelske navn oversat til spansk Isla de la Providencia. Tortuga hedder øen på spansk men englænderne kaldte den Association Island. Colombus kaldte øen Hispaniola, men derefter kom franskmændene og kaldte den Saint Domingue (efter hovedstaden Santo Domingo), men nu hedder det Haiti/Den Dominikanske Republik, der for begges vedkommende går på øen som helhed!

Sørøver / Fribytter: Normalt i betydningen, at han ikke har kaperbrev, men faktisk kan det være en matros på et kaperskib (se dette), specielt hvis det er fjenden, der skal udtrykke sig. sørøveri, pirateri, røveri til søs; plyndring og overfald begået på det åbne hav eller ved kysterne, hvor der ikke er tale om krigstilstand eller kaperi (se kapervæsen). Sørøveri var udbredt i oldtiden, og i 67 f.Kr. fik Pompejus uindskrænket myndighed til at rense Middelhavet for sørøvere. Vikingernes aktiviteter må til en vis grad betegnes som sørøveri. I de danske farvande regnes egentligt sørøveri for at være ophørt omkring 1650 efter en kraftig indsats med brug af orlogsskibe, men på Nordatlanten og i Den Engelske Kanal var farvandene endnu ikke sikre. Fra 1500-t. opbyggedes i Nordafrika de såkaldte Barbareskstater, hvorfra der systematisk blev drevet sørøveri i Middelhavet. Lejlighedsvis kom de også længere nordpå, bl.a. i 1627, da "tyrkiske" skibe dukkede op ved Island, hvor de plyndrede og bortførte hen ved 400 beboere, der blev solgt som slaver i Nordafrika. I 1700-t. indgik de fleste europæiske sømagter, bl.a. Danmark-Norge i 1746, traktater med Barbareskstaterne og købte sig sikkerhed for en årlig sum, en tribut. Sørøveri fra Nordafrika ophørte dog først endegyldigt efter den franske erobring af Algeriet i 1830. Piraten med klap for øjet, træben og et flag med dødningehoved hører dels hjemme i 1600- og 1700-t.s Vestindien (se buccaneers), dels og ikke mindst i skønlitteraturen, mest kendt i Robert Louis Stevensons Treasure Island (1883, da. Skatteøen, 1888). I sidste fase fulgte sørøveriet i kølvandet på de sydamerikanske republikkers løsrivelse fra Spanien i 1820'erne. I 1829 blev der henrettet sørøvere på Sankt Thomas i Dansk Vestindien.

Sørøverflag: Den sorte dug med hvid bemaling af skeletdele er den mest dækkende forklaring, da der eksisterer en del forskellige typer, som hver pirat har yndet at bruge.

Tortuga: Første base for de franske sørøvere i Caribien. Øen ligger NW for Hispaniola ( Se dette ) -  http://www.geocities.com/Tokyo/Garden/5213/

Tortugas historie: http://www.geocities.com/Tokyo/Garden/5213/tortuga.htm

Vitaljebrødrene, sørøvere i Norden i 1300-1400-t., se Fetaljebrødrene.

Zeelændere: Gammelt ord for hollændere / nederlændinge

 

Litteraturhenvisninger:

Kaptajn Kurt Koch: Berømte pirater (Eget forlag, København 1925) [Statsbiblioteket, Århus]

Kaptajn Kurt Koch: Sørøvere (E.Jespersens Forlag MCMXXVI) [Statsbiblioteket, Århus]

Captain Charles Johnson: A General History of the Pirates (Conway Maritime Press 2000) [Statsbiblioteket, Århus]. Tidligere kaldt A General History of the Robberies and Murders of the Most Notorius Pyrates (1724)

Jan Rogozinski: Honour Among Thieves [Århus Kommunes Bibl.]

Leif Beckman: Pirater og kapere på alverdens have (Carit Andersens forlag [Viborg Centralbibliotek]

Desuden har jeg fundet ud af, at:

"Sørøvernes bog" har eksisteret. Ukendt forfatter, ukendt sprog, ukendt forlag, ukendt årstal, ingen eksemplarer er tilgængelige og så vidt jeg kan forstå, har ingen af de ovennævnte forfattere haft adgang til disse annaler. (Hvem fa'en ved at bogen findes så??). Angiveligt skulle den indeholde en del oplysninger om nedgravede skatte o.s.v., hvilket kunne være medvirkende årsag til at udgivelsen er forsvundet fra markedet.....?

Erik Kjærsgaard: Bogen om de amerikanske sørøvere (Kbn. 1974) ISBN 8785160296. Det er en oversættelse af bogen "De amerikanske sørøvere". En førstehåndsberetning om det caribiske område. En rigtig god bog, der kan skaffes antikvarisk og er letlæst og i og for sig ganske spændende i sin opbygning. Originalen findes i to håndskrevne udgaver, den parisiske og en anden en. Kjærsgård gør sig stor umage for at "rekonstruere" den oprindelige betydning, da de to udgaver ikke stemmer helt overens nogen gange - ganske spændende også... Den findes på nettet i en engelsk udgave på denne adresse: http://home.wanadoo.nl/m.bruyneel/archive/tboa/tboa001.htm

Captain Charles Johnson er ikke mulig at opdrive i nogen sammenhæng, men hans oplysninger er af alle historikere vurderet som aldeles akkurate og uimodsagte. Nogen mener at navnet er et pseudonym for Daniel Defoe, men det nævnes kun af en enkelt kilde. Det er måske værd at hæfte sig ved, at der findes et skuespil The Successful Pirate om kaptajn Avery og hans besætning opført i Drury Lane november 1712 af en vis Charles Johnson, men bygget på Carlells Arviragus an Philica (1639)

Øvrige referencer er mangfoldige, når man falder over de rigtige sider på internettet: Prøv disse her: http://home.wanadoo.nl/m.bruyneel/archive/bblgrph.htm og denne: http://www.geocities.com/Tokyo/Garden/5213/prclinks.htm

Rådgivning om læsning og det at finde bøgerne:
De står under 65.99 på biblioteket. Se i www.biblioteket.dk

Hvis man kan læse tungt engelsk er Charles Johnsons bog meget (meget!) tæt på virkeligheden - næsten skræmmende tæt på - hvor har den mand sine kilder fra mon?! Jeg har ikke kunnet læse bogens engelsk og den er meget kedelig i sin evige opremsning af fakta, og hvem sagde hvad til hvem, men ind imellem meget informativ. Forfatteren udmærker sig ved ikke at forholde sig til noget som helst, men han har nogle fantastiske kilder - man får krudtrøg i næsen og blod på fingrene af denne bog.

Erik Kjersgaards bog "De amerikanske sørøvere" (1974) er god læsning uden at være hverken for tør eller for fantasifuld. Meget direkte og alvorlig bog, der bringer een tæt på de beslutninger, der fører den enkelte til at blive pirat og de følelser, der opstår omkring dette. Man er med i planlægninger og udførelser. Der fortælles små anekdoter om de forskellige kaptajner ind imellem, der giver et godt nuanceret billede af personerne. Det er et djævrt stykke arbejde Erik Kjersgaard her har lavet, hvilket bør påskønnes!

Jan Rogozinskis bog er en grundig gennemgang på tværs af historiske fakta, myter, film og filosofiske overvejelser skrevet på et letlæst engelsk. Nok den bog jeg ville kaste mig over, hvis jeg skulle i gang igen engang, men han beskæftiger sig altså kun med pirater, der har haft tilknytning til Madagascar ("Pirate Island"), hvilket i øvrigt er mange (men ikke de fleste? og det er ikke dem vi normalt forbinder med sørøvere). Det er også en rimelig ny bog. Han har henvisninger til andre værker, så man bliver helt svimmel. Til første kapitel er 51 henvisninger.

Leif Beckman har valgt en lidt aparte indgang til emnet, da han begynder i romertiden og over vikingetiden kommer til det interessante tidsspan, hvor de "rigtige" pirater er på spil, men hans budskab er godt nok, der har altid været pirater og der vil formodentlig altid være det. Vikingetogter er i hans lys rene piraterier - og det var de vel egentlig også........?

Hvis I får fat i nogle oplysninger, som jeg ikke har med - det får I formentlig let ved, da der findes mange forskellige kilder (!) - men hvis de er vigtige for helheden, hører jeg gerne om det, så det kan blive tilføjet.

 

Har siden fundet denne side, der rummer lidt mere lokale oplysninger for os danskere

Sørøvere på de Vestindiske danske øer

Filmene "Pirates of the Caribean"

Galathea om Sortskæg

Skatte

Sørøvere / pirater i dag

AgeOfPirates.com

ThePirateKing.com

 

Hvor kom de fra?Hvad lavede de?Hvor forsvandt de hen?



Sidst opdateret:  22:41 01/11 2016
 

Et ur
Sømandsvitser
Først i Danmark
Top 10
Navigationens historie
Inspirationen til Moby Dick
Fundet af Robinson Crusoe, 2. februar 1709
Jørn Riel: En julehistorie
Marco Polo?
Magellan
Vitus Bering
Skibsskruen
Sørøvere
Englandskrigen på Anholt
Slaget ved Lyngør
Kaperkaptajn Jens Lind
Mytteriet på Bounty
Tordenskiold
Spray af Aarøsund
Historiske skibe du bør kende
Titanic
Skoleskibet København
Damkatastrofen
Hans Hedtoft
Columbus og hvad deraf følger...
James Cook
Jens Munk
Vikingernes pejleskive
Suez kanalens historie
Panamakanalens historie
Cartagena, Colombia
Registrerede skibsvrag i hele verden
Vikingerne - en oversigt
Tidslinie for Sørøvere
Vestindien og sørøvere
Pirates of the Caribean
Sortskægs endeligt
Galathea om Sortskæg
Skatte
Sørøvere / pirater i dag

Top top Copyright. Mogens Exner - 2004