Gode historier
Bøger anbefalet til en mørk aften.
Turbeskrivelser
Godt at vide om træ
Links
Gode praktiske råd og købssteder
 

Sørøvere i Vestindien

Caribien og sørøvere hænger nøje sammen. Ikke bare på film, men også i virkeligheden. I farvandene omkring den danske ø St. Thomas udspillede der sig en ivrig tusk- og smuglervirksomhed, der i visse tilfælde udviklede sig til regulært sørøveri. Øen fik tilmed besøg af den herostratisk berømte Kaptajn Kidd.

Af Poul Olsen

Som enhver ved, er sørøvere og det Caribiske Hav uløseligt forbundet med hinanden. På de dansk-vestindiske øer, St. Thomas, St. Croix og St. Jan, følte man heller ingen mangel på den slags folk, tværtimod. Sørøverhistorierne koncentrerer sig om St. Thomas, hvis fortrinlige havn tiltrak ganske almindelige og hæderlige søfarende og handlende og dermed også sørøvere. Lad os understrege, at de hæderlige handlende og søfarende borgere udgjorde flertallet på St. Thomas. Måske var der lidt snighandel og smugleri indimellem, ved andre gode lejligheder måske nogle tvivlsomme personlige fortolkninger af love og forordninger. Men det var nu som hovedregel relativt hæderlige folk, der blot forsøgte at fravriste den tropiske tilværelse et rimeligt udbytte.

Ludvig Holberg havde som rejsefælle i en dagvogn et sted i Frankrig i et par dage en mand, som fortalte ham om dagliglivet blandt vestindiske sørøvere. Holberg fandt desværre ikke anledning til at gengive hans fortællinger, men nøjedes med at undre sig over, at også blandt sørøvere holdt man troligt gudstjeneste hver søndag – som om de var honette folk.

En del af de tidlige sørøvere – omkring 1680-1720 – var faktisk hæderlige smuglere og snighandlere, der bare havde sørøveriet at falde tilbage på i dårlige tider. Dertil kom i de sjældne perioder, hvor der herskede fred mellem de vestindiske kolonimagter, også arbejdsløse kapere. Endelig var grænsen mellem lovformelig kapervirksomhed og sørøveri i mange tilfælde det, der i dag kaldes et fortolkningsspørgsmål.

Kaperne var "civile krigsskibe", der af deres regering var forsynet med kaperbrev, en slags jagttegn, der gjorde det legalt at opbringe fjendens handelsskibe og gøre dem til priser, dvs. at skib og ladning efter retlig behandling ved en priseret kunne gøres til bytte. Men den lovlige kapervirksomhed kunne kun finde sted i krigstid. Når en krig var endt, udløb kaperbrevet. Fortsatte man derefter sin vante håndtering, blev man sørøver. Selv i krigstid kunne grænsen mellem kaperi og sørøveri være svær at trække. Var det lovlig kapervirksomhed at borde neutrale skibe og konfiskere varer, der tilhørte en fjendtlig nations borgere? Eller gav neutralt skib neutralt gods? Disse og andre spørgsmål gav anledning til endeløse diplomatiske drøftelser mellem krigsførende og neutrale nationer igennem det krigshærgede 1700-tal.

Danmark, der som hovedregel var neutral i de krige, der også udspillede sig i de vestindiske farvande, hævdede det sidste i det diplomatiske spil, men uden større succes. Men blev en kaper taget til fange og anklaget for sørøveri på St. Thomas, kunne det have alvorlige konsekvenser for ham at have forgrebet sig på ladningen i danske skibe, uanset om ladningens danskhed kunne være meget tvivlsom.

 

"My name is Captain Kidd, and I’ve sailed..."

En af de søfarende, der befandt sig på grænsen mellem kaper- og sørøvervirksomhed, er kaptajn William Kidd. Han hører også til blandt de af søens folk, der har opnået litterær berømmelse; f.eks. optræder han i Edgar Allen Poes novelle "Guldbillen". I sammenligning med Poe er beretningen om Kidd's forbindelse med de dansk-vestindiske øer sørgeligt udramatisk. Til gengæld er dens forbindelse med et faktisk begivenhedsforløb tættere.

William Kidd blev født omkring 1645 og sejlede efter at være kommet til skels år og alder i adskillige år som almindelig søkaptajn. På et tidspunkt fik han kommandoen over en engelsk kaper og opererede i amerikanske farvande. I 1695 havde han således både kone og børn og boende i New York. Det år fik han af guvernøren over den engelske koloni Massachusetts, Lord Bellomont, til opgave at bekæmpe de pirater, der huserede på den nordamerikanske kyst. Togtet blev organiseret på halvprivat basis; det skib, Kidd stak i søen med, havde blandt andre også Lord Bellomont som reder. Det lykkedes ikke for Kidd at fange nogen sørøvere, selv om han søgte så langt bort fra Nordamerika som til Madagaskar. Til gengæld tog han som kaper to franske skibe, "Rouparelle" og "Quedah Merchant". I 1697 sluttede England og Frankrig fred.

Så da Kidd i marts 1699 kom til den engelsk-vestindiske ø Anguilla, hørte han til sin store overraskelse, at der forelå en ordre til at arrestere ham som pirat. På dette tidspunkt træder Kidd et kort øjeblik ind i den dansk-vestindiske historie. Den 6. april 1699 ankrede han med "Quedah Merchant" op ud for St. Thomas. Han saluterede ikke fortet og løb heller ikke ind i havnen. Dette vakte den danske guvernørs mistanke, og den blev ikke mindre, da Kidd anmodede ham om garanti mod at blive udleveret til englænderne, før han havde haft lejlighed til at bevise sin uskyld. Og den ville blive bevist, så snart Kidd kunne komme i forbindelse med Lord Bellomont.

Den danske guvernør ville dog ikke udstede nogen form for garanti. Han ønskede ikke at lægge sig ud med englænderne, og da han et stykke tid efter greb Kidd i at drive ulovlig handel, følte han sig yderligere bestyrket i sin tvivl om Kidds uskyld. Kidd måtte forlade St. Thomas og var nu nødt til at opsøge Lord Bellomont personligt. Denne ønskede absolut ikke at blive mindet om sin andel i Kidds ekspedition, men fandt her et tilfælde, hvor embedspligt og personlig interesse faldt sammen: Han sendte Kidd i lænker til London, hvor han efter en temmelig tvivlsom retssag blev hængt i 1701 – hvis det altså var ham, der blev hængt. En lokal St. Thomas-historiker, Isidor Paiewonsky, der blandt mange andre gode ting også har beskæftiget sig med sørøvere, mener, at han levede i New York adskillige år efter 1701. Men på Tower i London udpeger man stadig det sted, hvor kaptajn Kidd hang i sine lænker. Trods sit eftermæle var Kidd rimeligvis mere kaper end sørøver, hvis overhovedet det sidste.

 

Captain Bartholomew Sharp

Men "rigtige" sørøvere fandt også vej til St. Thomas. I 1696 slog en ældre plantageejer sig ned på øen. Han hed Bartholomew Sharp. Allerede, da han bosatte sig i den danske koloni, havde han opnået den litterære berømmelse, som først langt senere blev kaptajn Kidd til del: I "The Dangerous Voyage And Bold Assaults of Captain Bartholomew Sharp and Others", som udkom i London i 1684, skildres et fantastisk togt over landtangen ved Panama og ned langs den sydamerikanske Stillehavskyst.

Forfatteren var en menig sørøver, Basil Ringrose, der udfyldte pauserne mellem overfaldene på de spanske kolonier med at føre en detaljeret dagbog. I den første tid på St. Thomas befandt Sharp sig blandt de agtede borgere. Han handlede med sin barque på de nærliggende øer og blev også anvendt af det danske Vestindisk-guineiske Kompagni ved lokale handelsekspeditioner i Amerika. Han forstod at udnytte sin position som en agtet borger til det yderste – to år efter ankomsten til St. Thomas havde hans gæld nået sådanne højder, at han ikke så anden mulighed end at flygte fra den. Hans fysiske tilstand var ikke den bedste, da han efterhånden var blevet lam i både arme og ben, men, som guvernør Johan Lorents senere bemærkede, kompenserede han ved at bruge sin tunge. Talegaver manglede han ikke.

Han fik en aftale i stand med et engelsk skib, der skulle hente ham i en af udhavnene på St. Thomas, men på en eller anden måde blev hans flugtplaner røbet. Bartholomew Sharp blev arresteret af et udsendt kompagni soldater, da han var på vej i båden. Også den engelske kaptajn blev arresteret, og da den danske guvernør havde idømt ham en klækkelig bøde for hans medvirken til flugtforsøget, blev englænderen træt af Sharp og hans affærer. Han fortalte så guvernøren, at Sharp havde udtalt, at han ville gøre St. Thomas al den skade, han kunne, når han først var sluppet væk. Guvernøren fik også det råd at være forsigtig med at slippe Sharp fri igen. Det tog guvernøren til sig og idømte Sharp livsvarigt fængsel. Hans ejendele blev konfiskeret og skulle anvendes til at dække hans gæld, men det lykkedes Sharps hustru at få kreditorerne til at nøjes med halvdelen af deres tilgodehavende. Sharps negre blev dog solgt, undtaget en negerinde, som Sharp fik med sig i fængslet. Heller ikke Sharps hus blev solgt, men lejet ud, og indtægten anvendt til at dække omkostningerne ved fængselsopholdet.

Sharp hørte ikke til de nemme fanger. Guvernør Lorentz forsøgte at få ham sendt til Bremerholm, men der ville man ikke have ham. Han var jo lam... Lorentz måtte så beholde ham på St. Thomas. I 1700 viste der sig en mulighed for at blive af med ham: St. Thomas fik besøg af to engelske fregatter under admiral Benbow. Deres ærinde var at kræve de varer udleveret, som kaptajn Kidd i sin tid havde solgt på øen. Dette lykkedes ikke, og Benbow krævede i stedet Bartholomew Sharp udleveret som engelsk undersåt. Men trods alle trusler fra Benbow beholdt Lorentz nu sin fange i Christiansfort, og her blev Sharp til han døde den 29. oktober 1702. Så blev Bartholomews negerinde solgt, og hermed var guvernørens bekymringer med den gamle sørøver ovre.

 

men rebet knækkede...

Det var dog ikke alle sørøvere, der kom så dårligt ud af det med de danske autoriteter som kaptajn Kidd og Bartholomew Sharp. En berygtet fransk pirat, Jean Hamlyn, havde i 1680'erne et glimrende samarbejde med den danske guvernør Adolph Esmit, som kulminerede, da Hamlyn, efter at hans skib "La Trompeuse" var stukket i brand i havnen på St. Thomas af en engelsk styrke, straks købte et nyt skib af Esmit og således ikke led større afbræk i næringen.

Men selv Hamlyns held blegner i sammenligning med det, en menig sørøver ved navn Robert Gilder havde på St. Thomas. Den 4. januar 1700 ankrede en fremmed barque op ud for St. Thomas, og samme nat blev syv engelske søfolk indbragt til fortet af nattevagten. De fik, efter en forklaring om at deres skib var forlist ved vestenden af øen, lov til at gå igen. Men uheldet var ude: En af deres skibskammerater var født på St. Thomas, og om ham vidste man lokalt, at han havde taget sørøverhåndværket op. Alle blev arresteret igen, og det viste sig ikke svært at godtgøre, at de alle var sørøvere. Fjorten dage efter – den 19. januar – blev de fire dømt til at hænges. Resten skulle sendes til København for at få deres sag nærmere prøvet.

At der var tale om sørøvere, var der ingen tvivl om, da der i løbet af januar dukkede adskillige vidner op, som efter udplyndring var blevet sat i land på småøerne i farvandet omkring St. Thomas. Efter bedste sørøvertradition prøvede to af de dødsdømte at skaffe sig nogen respit med henrettelsen ved at bekende, hvor de havde gravet deres skatte ned. Men når guvernørens folk med deres skovle ankom til de opgivne steder, viste det sig hver gang, at der havde været andre før dem. Den 24. januar 1700 var guvernørens tålmod opbrugt, og de fire dødsdømte pirater, deriblandt den førnævnte Robert Gilder, blev bragt til galgen. Da de tre var blevet hængt, kom turen til Gilder. Løkken blev lagt om halsen på ham, han blev gennet op ad stigen, og rebet blev lagt om krampen på galgen. En neger sparkede ham derefter ned af stigen – men rebet knækkede, og Robert faldt ned og landede så lykkeligt mellem de spidse pæle, der stod under galgen, at han ikke fik så meget som en skramme.

Da han således to gange havde været i yderste livsfare – først da han skulle hænges, og dernæst da han styrtede ned, blev straffen eftergivet ham. Der er her tale om en såkaldt "Gudsdom". At en ellers veltilrettelagt og rutinemæssigt udført henrettelse glipper, kan kun skyldes en umiddelbar indgriben fra højere himmelske magter – mente man stadig på dette sene tidspunkt på St. Thomas.

Igennem 1700-tallet syntes sørøveriet ikke at have hørt til blandt de væsentlige problemer for handelen og søfarten i de vestindiske farvande. Ind i mellem blev der dog hængt en enkelt pirat på St. Thomas, men det var ikke det store. I 1722, 17. juni, rapporterede guvernør Erik Bredal på St. Thomas, at en sørøver ved navn Chemineau fra Martinique for kort tid siden havde været ved St. Thomas med en brigantine og en barque, begge velbemandede og armerede. Han blev liggende ved Buck Island med nogle priser, og herfra skrev han et par breve til Bredal og sendte nogle engelske fanger i land på St. Thomas. Bredal beholdt englænderne, men sendte brevene uåbnede tilbage med den besked, at det ikke anstod sig for en guvernør at korrespondere med en sørøver. "Derover fandt han sig meget fortørnet og truede at sætte i land og brænde." Det gjorde han nu ikke, men Bredal berettede, at "samme sørøver har gjort meget ondt under de engelske og franske ejlande [øer], og han ræddes ej for de orlogsmænd som tid efter anden fra samme steder er udsendte for at krydse efter ham".

 

Kaperskonnerten Adolpho

Fredsslutningen efter Napoleonskrigene i 1815 gjorde en mængde kapere arbejdsløse. Nogle af dem fortsatte imidlertid håndteringen, og så var de sørøvere. Disse moderne pirater var i forhold til deres kolleger i 1600-tallet mere forretningsmæssigt anonyme. Ingen af dem har opnået samme berømmelse som kaptajn Kidd eller Bartholomew Sharp. De var til gengæld mindst lige så frygtede af skibsfarten. Det var nemlig sådan med sørøverne i 1820'erne, at de nærede en udtalt modvilje mod at efterlade sig vidner. Til gengæld blev piraterne nu langt mere effektivt efterstræbt af myndighederne, også på de dansk-vestindiske øer. Dertil kom talrige kapere, forsynet med kommission fra de nye sydamerikanske stater. Heller ikke disse nød nogen synderlig sympati hos de dansk-vestindiske myndigheder, selv om det ikke længere gik an at behandle dem som almindelige sørøvere.

Blandt dem, der i 1820'erne sled på den dansk-vestindiske regerings tålmodighed, var den columbianske kaperskonnert "Adolpho", som huserede i farvandet omkring St. Thomas.

Efter at en dansk skonnert var blevet opbragt, sendte generalguvernør Bardenfleth en fregat af sted med en officiel protest til den columbianske diktator, general Paez. Det viste sig hurtigt, at officielle protester, omend de blev høfligt modtaget, var af ringe nytte. I juli 1825 tog "Adolpho" nemlig en dansk båd "Beauty" og en dansk skonnert "Pasture" i farvandet mellem St. Thomas og Puerto Rico. Det besluttedes da at opbringe kaperen. Korvetten "Najaden" og købmand Beyerholms skonnert "Vigilant" blev sendt ud 9. juli 1825, men kaperen kunne på lang afstand kende fregatten, og "Adolpho" havde intet besvær med at løbe fra den blandt skær og småøer. Næste dag traf "Adolpho" den danske skonnert på et tidspunkt, da korvetten var ude af sigte. Kaperen følte sig sikker på at være "Vigilant" overlegen, men denne havde i dagens anledning fået 30 mand af den vestindiske hærstyrke ombord. Der skete så følgende: "Den danske officer beordrede gentagne gange kaperkaptajnen at komme ombord og vise sine papirer, men han nægtede det i uforskammede udtryk. Omsider bragte kaperen sin kanon til at sigte på den danske skonnert, gjorde sit mandskab færdigt til angreb og lagde endog personlig med sin riffel an på den danske officer. Endnu et sekund – og den danske skonnert var måske skudt i sænk, eller mandskabet i det mindste ødelagt ved kardæsk og musketsalve. Den danske officer følte, at der var intet øjeblik at give bort. Han befalede hurtig sine soldater at fyre. Kaptajnen og en af hans officerer faldt. Det øvrige mandskab kastede geværerne, sprang til dels ned under dækket og overgav sig." Kaptajnen var dræbt på stedet. Den anden sårede på "Adolpho" var en matros ved navn Robinson, som senere fik sit ben amputeret på hospitalet på St. Thomas, men derudover slap han og det øvrige mandskab med at blive udvist. "Adolpho" blev konfiskeret. Der fulgte nu en protest fra de columbianske myndigheder, men den voldte ikke de danske embedsmænd større bekymring: Frederik 6. havde nemlig udtalt sin udelte tilfredshed med sagens forløb.

Men så længe kaperne ikke generede danske eller engelske skibe, blev de tålt på St. Thomas. Medvirkende hertil var, at adskillige handelshuse på St. Thomas var involveret i kaperiet som redere, samt at mange kapere blev udrustet fra St. Thomas. Anderledes var det derimod, når det gjaldt det usminkede sørøveri. I de citerede sager fra 1790'erne var det et gennemgående træk, at "sørøveriparagraffen" i Danske Lov (6-16-1) kun blev taget i anvendelse, når danske skibe var blevet udplyndret. Det blev nu ændret.

Den 10. januar 1825 kunne guvernøren over St. Thomas, Peter von Scholten, rapportere til kongen, at der var opdaget et sørøverkomplot på St. Thomas. Det var sket på følgende måde: En franskmand fra St. Domingo, Jean Pineau, havde slået sig ned på St. Thomas. Han havde et par år forinden haft kommandoen over en colombiansk kaper og havde rygte for at være en dygtig sømand. Han var i november 1824 blevet kontaktet af en frikulørt snedkermester på St. Thomas, Phoenix Phyfer, der havde tilbudt ham kommandoen over en sørøverekspedition, som Phyfer og hans kumpaner ville udruste. Pineau underrettede imidlertid straks – via en mellemmand – Peter von Scholten om henvendelsen, og det blev da aftalt, at Pineau skulle gå videre med forhandlingerne med Phyfer. Pineau lejede så et hus, hvor møderne med Phyfer kunne finde sted. Her blev der indrettet en lyttepost – man borede nogle huller i væggene – og møderne mellem Pineau og Phyfer blev derefter aflyttet af sergeant Friderichsen ved det 3. vestindiske infanterikompagni og en fransksproget borger Isidor Helder. Det fremgik så af samtalerne, at Pineau skulle have kommandoen over en slup, som Phyfer havde lejet. Ekspeditionen skulle finde sted 16. december 1824 – denne dato, fordi tre fuldlastede skibe da ville forlade St. Thomas. Men den lejede slup stak ud allerede dagen før og uden Phyfer og Pineau. De andre sørøvere ville begrænse antallet af parthavere i byttet. Von Scholten sendte så orlogsbriggen St. Croix af sted efter den, og sluppen blev opbragt en sømil ud for Faxardo på Puerto Rico (et kendt tilholdssted for "sådanne personer, som leve af sørøveri" og andre kriminelle). For ikke at få vrøvl med generalguvernøren på Puerto Rico blev sluppen og spanierne blandt fangerne leveret til de puertoricanske myndigheder. Phyfer og de øvrige blev arresteret på St. Thomas og stillet for retten der.

Men hele sagen gav Peter von Scholten anledning til at anbefale en skarpere kurs over for sørøvere. "Den stilling, guvernementet på St. Thomas som frihavn står i til øerne St. Bartholomæus, Tortola, Puerto Rico og flere mindre, den lethed, hvormed forbrydere af alle nationer kunne efter begået udåd slippe herfra, den hjælp og understøttelse, som de uden vanskeligheder finde, hvorhen de vender sig, det lidet politi, som holdes på disse øer og de mange udhavne, som findes overalt, gør det særdeles vanskeligt, om ikke umuligt, at standse forbrydelserne i deres gang."

"Den omstændighed, at sørøverne endydermere slippe med nogle år fængselsstraf, når de ikke træffes på gerningen, – den vished som de have af erfaring, at lovens mildhed anvendes på dem, alt dette har bragt mig til den overbevisning: at St. Thomas først da vil befries af den bande af sørøvere og tyve, som driver deres uvæsen omkring i alle Antiller, når de af dem bevislig intenderede sørøverier belægges med dødsstraf.." Som bilag til von Scholtens rapport findes den skrivelse, hvormed han beder om at få sendt orlogsbriggen afsted efter sørøverne. Som et vidnesbryrd om, hvor godt von Scholten forstod at spille på Frederik 6.s sym- og antipatier, indeholder skrivelsen ud over sørøversagen en anmodning om at få sendt mere kokoppematerie til St. Thomas til brug ved vaccination dér... Generalguvernør Bardenfleth støttede af al evne von Scholten og androg Danske Kancelli om at en hurtig og summarisk rettergangsmåde blev etableret for sager vedrørende sørøveri.

Det viste sig da også, at den lokale vestindiske administration havde set rigtigt i forhold til kongen. Der blev nedsat en kommission under kancelliet, der skulle komme med et udkast til en forordning om rettergangsmåde og straffe for sørøveri, bl.a. med A.S. Ørsted som medlem. Ørsted huskes jo – ud over karakterskalaen – også for de såkaldte systematiske straffelove, der omkring 1840 afløste en række af de drakoniske bestemmelser i Christian 5.s Danske Lov. Men her var opgaven ikke at vise mildhed. Tværtimod skulle der findes et juridisk grundlag for at anvende lovens strengeste straf over for personer, der endnu ikke havde begået nogen egentlig forbrydelse, men kun overvejet at gøre det. Ørsted udtalte så: "Jeg anser sørøverens håndtering som en conspiration mod den hele selskabelige tilstand. De danne en væbnet magt, som angriber alle nationer skibe, gøre disse og deres ladninger uden al ret til priser, dræbe besætningen eller gøre dem til fanger, og sætte sig således udover al i det menneskelige selskab indført orden, respekterer hverken personer eller ejendom ..."

"Det forekommer mig altså, at det er ganske imod disse forbrydelsers karakter at gøre den individuelle skade, der måtte være tilføjet nogen, til målestok for deres afstraffelse. Jeg er og forvisset om, at sørøvere, der således har sat dem i en fjendtlig tilstand med hele det menneskelige selskab .... ingen skrupel gør sig over at udøve mord og drab på enhver uskyldig..." Det var således "en almindelig erkendt sandhed, at sørøveri m.h.t. sine fordærvelige følger for det dannede og ordentlige menneskelige samfund er en forbrydelse, som bør medføre dødsstraf, og at enhver stat, for at opretholde fred og sikkerhed, er berettiget til at opbringe og straffe sørøvere som hostes generis humani (fjender af den menneskelige slægt)".

En civiliseret stat burde således ikke nære betænkeligheder ved at straffe dem på livet blot som sørøvere. Og derfra var skridtet ikke langt til at bestemme, at enhver, der havde medvirket til et sørøverkomplot – fx ved at hverve folk, købe våben, advare sørøvere mod farer, fortalt om muligt bytte, etc., men ikke selv havde deltaget aktivt i sørøvertogtet, også skulle straffes med døden. Forordningen gav dog også mulighed for tugthusstraf. Endelig kunne sørøvere, der angav eller vidnede mod andre, slippe for straf.

Med hensyn til rettergangsmåden skulle 1. behandling finde sted ved en kombineret kommission, bestående af en dommer og en søofficer samt evt. andre passende. Herfra skulle sagen gå til Den vestindiske Landsoverret, hvor den skulle foretages umiddelbart efter kommissionens afslutning - der var altså ikke tale om egentlig appel. Hvis Landsoverretten også idømte dødsstraf, kunne generalguvernøren lade den eksekvere med det samme – der var ikke mulighed for appel til Højesteret. Herved håbede man at "have erhvervet al den betryggelse for sagernes vedbørlige behandling, som der i de vestindiske besiddelser kan haves..." Det lød jo ikke just optimistisk. Efter en utrolig hurtig sagsbehandling kunne kancelliet så den 20. april 1825 erhverve den kongelige underskrift på en forordning om straffen for sørøverier i de vestindiske farvande.

Men hvordan gik det så? Den 3. december 1827 meddelte præsidenten på Tortola, at en mand ved navn William Davies sammen med adskillige andre havde bemægtiget sig skonnerten "The gentle Amazone", som lå ved Norman's Island, og som var en prise taget en argentinsk kaper. De adskillige andre var, viste det sig, besætningen på "The gentle Amazone". Senere løb amazonen på grund på et skær ud for St. Thomas, og politiet fangede størstedelen af besætningen, bl.a. tre danskere, Henrik Søndag, Hans Rasmussen og Nicolaj Petersen. Det fremgik af forhørene, at Henrik Søndag i sin tid var gået ombord i "The gentle Amazone" sammen med William Davies, men at de to andre havde været ombord som besætning. William Davies blev som engelsk undersåt udleveret til retsforfølgelse ved admiralitetsretten på St. Kitts, men de tre danske blev sammen med den øvrige besætning stillet for et kombineret tribunal på St. Thomas, mistænkt for sørøveri. Det tog ikke lang tid for Henrik Søndag at komme igennem retssystemet. Forordningen af 20. april 1825 viste sig umådelig praktisk, og Henrik Søndag blev efter en hurtig og velgennemført retssag hængt. Resten fik fæstningsarbejde enten på livstid eller i 4 år – i Vestindien var det nogenlunde det samme. Men hvordan gik det med William Davies i Admiralitetsretten på St. Kitts? Han blev frikendt. Og han var endda efter alle udsagn hovedmanden.

Da nyheden om den engelske admiralitetsrets resultat nåede St. Thomas, fandt man dog ikke grund til at tage sagen op til fornyet prøvelse. Henrik Søndag var jo hængt, og som Peter von Scholten, der i mellemtiden var blevet generalguvernør, bemærkede til sagen, William Davies må anses for en i høj grad mistænkelig person, som bør forvises de dansk-vestindiske øer. Davies havde sikkert heller ikke megen lyst til at slå sig ned netop dér.

Om det nu var sørøverforordningens skyld eller ej, døde sørøveriet mere eller mindre ud i Vestindien efter 1830. Forordningen forblev imidlertid i kraft. I den Ørstedske straffelovsreform blev den ved forordning om tyveri mv. i 1840 opretholdt og udvidet til også at gælde sørøverier i hjemlige danske farvande. Ved straffelovsreformen i 1866 blev den ophævet, men denne straffelov blev aldrig – på trods af mange forsøg – udvidet til de dansk-vestindiske øer. Så der gjaldt den indtil 1917.

Poul Olsen er chefkonsulent i Rigsarkivarens Sekretariat og har gennem mange år beskæftiget sig med vestindiske forhold.



Sidst opdateret:  20:29 23/09 2014
 

Et ur
Sømandsvitser
Først i Danmark
Top 10
Navigationens historie
Inspirationen til Moby Dick
Fundet af Robinson Crusoe, 2. februar 1709
Jørn Riel: En julehistorie
Marco Polo?
Magellan
Vitus Bering
Skibsskruen
Sørøvere
Englandskrigen på Anholt
Slaget ved Lyngør
Kaperkaptajn Jens Lind
Mytteriet på Bounty
Tordenskiold
Spray af Aarøsund
Historiske skibe du bør kende
Titanic
Skoleskibet København
Damkatastrofen
Hans Hedtoft
Columbus og hvad deraf følger...
James Cook
Jens Munk
Vikingernes pejleskive
Suez kanalens historie
Panamakanalens historie
Cartagena, Colombia
Registrerede skibsvrag i hele verden
Top top Copyright. Mogens Exner - 2004