Gode historier
Bøger anbefalet til en mørk aften.
Turbeskrivelser
Godt at vide om træ
Links
Gode praktiske råd og købssteder
 
Per Tyrrestrup tilføjer følgende til historien

Et pejlekompas:

Sådan et pejlekompas blev opfundet i 1600 tallet for at man kunne tage pejlinger af solen (eller stjerner) når de var nær horisonten. Dermed kunne man bestemme den på stedet værende misvisning (og derved skibets styrede kurs retvisende).

Bounty og dets kronometer:

Jeg kan slå en lille krølle på Christian Borups historie om de første kronometre, idet jeg er ved at "researche" lidt omkring mytteristerne på Pitcairn Island.

 Jeg har fundet en interessant kilde i Captain F.W. Beechey's : "Narrative of a Voyage to the Pacific and the Beering's Strait" i 1825 og fremefter. Beretningen er udgivet i 1831. I den findes et afsnit om deres besøg på Pitcairn. Skibet anløber Pitcairn mens John Adams stadig er i live og det menes at den version der heri gives af omstændighederne i forbindelse med mytteriet er den der ligger sandheden nærmest, idet John Adams på det tidspunkt ikke længere havde grund til at frygte, at han skulle risikere straf for mytteriet.

Captain Beechey's beretning bygger også i vid udstrækning på Young's dagbog, som han fandt på øen. Historien om mytteriet på Bounty bliver mere fascinerende, når man dykker ned i detaljerne. Men jeg må erkende, at jeg har gjort mig skyldig i at kolportere en misforståelse omkring Bounty's kronometer: Jeg har altid yndet at fortælle historien på den måde, at da Captain Folger anløb Pitcairn med sælfangeren Topaz blev han i forbindelse hermed overrakt Bounty's pejlekompas (azimuth compass) og Bounty's kronometer. Det var netop det kronometer som Cook havde med på sin rejse til Stillehavet. En rejse hvor William Bligh, der senere blev Kaptajn på Bounty, gjorde tjeneste som navigatør. Men nej, nej, nej... En ofte gentaget, men forkert påstand i forbindelse med Bounty litteraturen, er netop, at det kronometer som blev overrakt til Captain Folger, havde fulgt Captain Cook ombord i skibet Resolution på den tredie rejse til Stillehavet.

Faktum er at Cook's kronometer var det eneste med betegnelsen K1 (Kendall 1). Bounty's kronometer var K2. K2 var en lidt ringere udgave af K1. K1 kostede £500 mens K2 kostede £200. Den 6. februar 1808 skriver Captain Folger i sin logbog: Kl ½ efter 1300: Så land i pejling SW til W½, satte kursen mod land.... kl 0200 (altså om natten) øen er mod syd afstand 6 sm. Ligger bi indtil daggry. Kl 0600 sætter to både i vandet for at undersøge området og se efter sæler. På vej mod land så røg stige op, hvilket overraskede mig meget, idet Captain Carteret har beskrevet øen som ubeboet. (- det var iøvrigt Captain Carteret, der havde anbragt Pitcairn forkert på Admiralitetets søkort: 200sm for langt mod vest - og det opdagede Fletcher Christian da han anløb øen, hvorfor han anså at det ville være et sikkert sted at placere bosættelsen).

Da vi kom endnu nærmere land opdagede jeg en båd som roede imod mig (læg mærke til datidens maritime fortællestil: Den øvrige besætning i Folgers båd nævnes slet ikke). Der var tre mænd i den.

Båden - en kano - var lavet i Tahiti stil (altså en udriggerkano) og de mørkhudede "indfødte" hilste kaptajnen på engelsk:

"Hvem er I?"

"Dette er skibet Topaz af de amerikanske forenede stater. Jeg er føreren, Captain Mayhew Folger, og amerikaner"

"Du er en amerikaner?" "Du kommer fra Amerika?"

"Hvor er Amerika?"

"Er det i Irland?"

Folger var for lamslået over at de "indfødte" talte engelsk til at han kunne svare. I stedet for spurgte han:

"Hvem er I?"

"Vi er englændere"

"Hvor er I født?"

"På den ø som du ser der"

"Men hvordan kan I være englændere hvis I blev født på den ø?"

"Vi er englændere fordi vores far er englænder"

"Hvem er jeres far?"

"Aleck" (en henvisning til Alexander Smith, hvis rigtige navn var John Adams, men som på øen blev kaldt Aleck)

"Hvem er Aleck?"

"Kender du ikke Aleck?"

"Hvordan skulle jeg kende Aleck?"

"Nå, men....kender du så Captain Bligh fra Bounty?"

Alle søfarende på det tidspunkt kendte til Bounty, kendte til mytteriet og kendte til Bligh's rejse over ca. 4000sm i åben båd. Men ikke én i hele verden vidste hvad der var sket med Fletcher Christian og de andre mytterister, som var fulgt med ham i hans søgen efter et tilflugtssted.

Forestil jer hvilke følelser Captain Folger stod med i det øjeblik, det gik op for ham, at han var den første person i verden der havde fundet Bounty mytteristernes skjulested!. På det tidspunkt vidste han endnu ikke at alle mytteristerne på nær én, var døde. Han vidste heller ikke, om han var i en farlig situation eller ikke. Men fyrrene i udriggerkanoen virkede venlige så nysgerrigheden overmandede ham.

Han sagde til den yngste i kanoen, at han skulle sige til "Aleck" at han skulle komme ombord. Kanoen sejlede ind til stranden, men vendte snart tilbage uden en ekstra passager.

Folger råbte: "Hvor er Aleck?"

"Aleck ønsker ikke at komme ombord!" Ikke noget at sige til. Folger forstod øjeblikkeligt hvorfor "Aleck" ikke ville komme ombord: Han var bange for at blive arresteret og taget med til England, hvor han ville blive hængt.

Men de unge mænd i kanoen havde en invitation: "Du er velkommen til at komme i land, Sir. Aleck og kvinderne har tilberedt et måltid til dig" (en hændelse, der trækker tydelige spor til vor egen tid hvor der, som på Anholt, heller ikke var for meget mad til gasterne!) Captain Folger var stadig lidt bange, men igen vandt nysgerrigheden. Han huskede hvor ofte han og hans ven, Amasa Delano, havde diskuteret mysteriet om de forsvundne mytterister fra Bounty.

Han besluttede derfor at gå i land. Topaz' ophold ved øen varede desværre kun 10 timer. Men det var altså i den forbindelse at Bounty's kronometer - og for at ingen skal være i tvivl: Altså K2 - blev overrakt til Captain Folger. Folger sejlede (vi må antage at Topaz var behørigt bemandet, men disse "gaster" nævnes slet ikke!) derefter mod øst til Juan Fernandez (Robinson Crusoe's Ø) hvor pejlekompasset og kronometeret fra Bounty blev, af endnu uforklarlige årsager, konfiskeret af den spanske guvernør på øen.

Mange år senere i 1840 publicerede Nautical Magazine denne artikel om kronometeret, skrevet af Captain R.A. Newman af HMS Sparrowhawk:

Citat:

Den 18. maj 1840, Hr. Mouat, Kronometer-mager osv., Valparaiso. Modtog fra Captain Herbert fra HMS Calliope, kronometeret: Larcum Kendall, London. A. D. 1771 Dette kronometer var ombord i HM tidligere skib Bounty, på det tidspunkt hvor mytteriet fandt sted. Det har været i Chile siden tidspunktet hvor, - efter det amerikanske skib havde fået det af mytteristerne på Pitcairn- det blev stjålet fra den amerikanske kaptajn mens skibet var på vej fra Juan Fernandez til Valparaiso. Derefter blev kronometeret set i Concepcion, hvor det blev købt for tre dubloner af en gammel spanioler ved navn Castillo, som beholdt det indtil sin død, hvilken indtraf for nylig i Santiago. Hans familie har sendt det til Captain Herbert, for at han skal overbringe det til British Museum.. Captain Herbert sendte det til Hr. Mouat, for at han skulle reparere det, og det er fra min forbindelse til ham, at jeg hermed kan videregive disse detaljer om kronometeret. Da man skilte kronometeret fuldstændig fandt man, at det var fuldstændig ubeskadiget og bevaret....

Kronometeret er 6 tommer i diameter Det har tre visere - en til timer, en til minutter og en til sekunder. Det har en ydre sølv omslutning, der er lavet som de ydre omslutninger til lommeure blev lavet 60 til 70 år siden. Derfor ser kronometeret ud som et gigantisk ur. På denne dag , 23. juni 1840, er det overdraget til Captain Herbert, hvor det , efter stillet af mig, viste Grenwich mean time: 00h00m26.5s og det taber daglig 3.5 sekunder (og dermed er - som vi Y1'ere ved - urets gang: -3,5 sekunder/døgn). Calliope afsejlede Valparaiso kurs mod Kina den 1. juli 1840 og således vil dette, nu meget interessante instrument, med al sandsynlighed vende tilbage til det sted hvor det blev konstrueret..."

Citat slut

Bounty kronometeret, Den omtalte K2 model, er i dag udstillet på National Maritime Museum i Greenwich.

 

K2



Sidst opdateret:  20:29 23/09 2014
 

Et ur
Sømandsvitser
Først i Danmark
Top 10
Navigationens historie
Inspirationen til Moby Dick
Fundet af Robinson Crusoe, 2. februar 1709
Jørn Riel: En julehistorie
Marco Polo?
Magellan
Vitus Bering
Skibsskruen
Sørøvere
Englandskrigen på Anholt
Slaget ved Lyngør
Kaperkaptajn Jens Lind
Mytteriet på Bounty
Tordenskiold
Spray af Aarøsund
Historiske skibe du bør kende
Titanic
Skoleskibet København
Damkatastrofen
Hans Hedtoft
Columbus og hvad deraf følger...
James Cook
Jens Munk
Vikingernes pejleskive
Suez kanalens historie
Panamakanalens historie
Cartagena, Colombia
Registrerede skibsvrag i hele verden
En engelsk pendant

Top top Copyright. Mogens Exner - 2004