Gode historier
Bøger anbefalet til en mørk aften.
Turbeskrivelser
Godt at vide om træ
Links
Gode praktiske råd og købssteder
 
Vitus Bering

- en tekst af Christian Bruun Borup

Semyon Dezhnyov (1648) was the first recorded European to pass through the Bering Strait. Vitus Bering entered it in 1728. Adolf Erik Nordenskiöld in 1878/79 sailed along the complete northern coast of Siberia, thereby proving that there was no northern land bridge from Asia to North America.

Semyon Ivanovich Dezhnyov (Russian: commonly called Dezhnev in English; c. 1605 – 1672) was a Russian explorer of Siberia and the first European to sail through the Bering Strait. In 1648 he sailed from the Kolyma River on the Arctic Ocean to the Anadyr River on the Pacific. His exploit was forgotten for almost a hundred years and Vitus Bering is usually given credit for discovering the strait that bears his name.

-----------------------------------

Engang var der nogen, der diskuterede hvem der har sejlet nordøstpassagen igennem. Jeg læser p.t. en bog, der hedder "Kortet der voksede" af Leif Beckman, og deri er nævnt at det er en svensker, der hedder A. E. Nordenskiöld i skibet Vega. Han sejlede ruten var vest til øst i 1878, men kom til at sidde fast i isen 220 km. fra Beringstrædet (ved Pitlekaj) og kom først igennem 1879 - efter 300 års anstrengelser (står der - der menes nok "dages"). De fik således lejlighed til at studere et folk, der hedder tjukterne, som jeg har læst om i en bog om Berings bedrifter. Det var et yderst hårdført folk, der gik i en tynd anorak. Når det blev snestorm og minus 50 grader, tog de hætten på og dannede en lille "skorsten" foran hovedet og lod sig sne inde i en drive. De var lidt stive i det om morgenen, men fungerede normalt op af dagen....

Nu proppen er af..... 

 

Ang. Vitus Bering: 

Han blev født i Horsens i 1681, var på en eller anden måde kommet til Frankrig, hvor han blev inruleret i den Russiske flåde 1703 (22 år gammel). De manglede i den grad ledertyper og metodik i deres forsvar efter et eller andet med Zaren eller noget andet politisk. Første ekspedition var fra 1725 - 30. Der var udstedt dekret fra zaren (Peter den store), så Bering kunne "udkommandere" alle han mødte til tjeneste, men han havde også en del folk med, der kunne noget. De byggede to skibe - alt tømmer var mere eller mindre fragtet tværs over Rusland. Hestene der blev brugt til transport lod de fryse ihjel, da de ikke havde brug for dem mere.

En mindre landsby kom op at stå med tømmerplads, smedie og selvfølgelig et værft og et bageri. Sidstnævnte skulle lave beskøjter, hvilket ekspeditionen skulle leve af. På grund af at Bering valgte en for uerfaren leder af det første skib forliste det allerede i havnen med hele produktionen af beskøjter. Det var meningen at det skulle være sendt lidt i forvejen og have lavet en slags depot. Tabet af beskøjterne var en katastrofe for resten af ekspeditionen, hvilket de aldrig forvandt. Melet var jo også transporteret over lange afstande, og man kunne ikke sådan bare bestille nyt mel.

Ekspeditionens mål var at undersøge om Rusland var landfast med Amerika. Bering og hans folk sejlede først nordpå (5. juni 1729), hvor strædet er særdeles smalt (90 km). Her fandt de ikke noget! Så sejlede de sydøstpå og fandt ikke noget! De har sejlet nogenlunde parallelt med Alaskas vestlige afgrænsning. Så sejlede de hjem, og det var så den ekspedition.

Der havde selvfølgelig været en del strabasser p.g.a. kulden og mange søfolk døde, men det store problem med skørbug kom først på anden ekspedition fra 1733 - 41 (nu var Bering 54 til 62 år gammel). Efter i mange år at havde været i modvind p.g.a. det dårlige resultat, blev der pludselig igen stemning for at lave en ny ekspedition under Katharina den Store. Denne ekspedition var planlagt til at være en hel stor ekspedition, med en del forskellige formål (fem tusinde mennesker blev sendt af sted). Mange specialister var sendt med, men det gjorde bestemt ikke lederskabet nemmere. Fem skibe blev udrustede og to af dem skulle sejle mod øst. De fandt Amerika og var et par gange i land for at samle planter og forråd. En af ekspeditionerne blev overfaldet af vilde, men det var eneste kontakt de havde til 'amerikanerne'.

På vejen hjem støder de ind i øgruppen Aleuterne, der strækker sig ned over strædet. På grund af problemer med, at man ikke i lang tid kunne skyde en solhøjde, vidste de faktisk ikke hvor de befandt sig. De forliser skibet på Bering øen, hvor Bering dør af "fistel i endetarmen" - måske tyktarmskræft. De bor i jordhuler og på et tidspunkt styrter Brings hule sammen, men han beder dem om, ikke at grave ham ud, for for første gang har han kunnet mærke varme i kroppen. Således dækket af jord, dør han et par dage senere.

Efter en del diskussion beslutter de nu omkring 30 overlevende, at tage træ fra det gamle skib og bygge et nyt. Man tager nemlig ikke bare zarens ejendom og hugger op! De kommer i land og kan fortælle historien. Således blev det beskrevet hvor Bering var begravet og ud fra kraniet er han udseende rekonstrueret til bl.a. ølflasken med Havskum.

I Gyldendals lille to-binds leksikon står at Vitus Bering kortlagde Japan, opdagede Alaska og Aleuterne, hvilket nok er en omtale i positive vendinger. Bering var ikke med på skibet, der sejlede mod Japan, selv om han var den administrative leder af ekspeditionen, og de to sidste skibe havde formål, der gik ud på at udforske floder i den østlige del af Sibirien. Men det er ikke løgn at han fandt Beringstrædet :-), men man vidste faktisk godt, at der var vand og at Rusland ikke var landfast med Amerika/Alaska inden ekspeditionerne. En kossak, der hed Desjnev, havde i 1648 sejlet langs kysten fra Kolymas munding ved ishavet og rundt om spidsen til Anadyr-bugten i Stillehavet. Men Desjnevs beretning var upåagtet indtil Bering fandt papirerne frem i arkiverne i Jakutsk, så det er snarere her hans opdagelse ligger - sikke en masse døje Bering kunne havde været foruden, hvis han havde nøjedes med at offentliggøre det dengang.

Medens søfolkene og Bering var på Beringøen, fik de tiden til at gå med at slå alaskasæler og havoddere ihjel og der var mange. De havde en sand formue i pelse, da de kom i land. Mange af de mænd, der døde på øen (efter efterdøninger af skørbugen), døde faktisk i slagsmål omkring spillegæld. Der var stort set ikke dyr tilbage på Beringøen da de tog af sted. I starten kunne de gå hen og give dyrene et skud lige gennem øjet, hvorved pelsene ikke tog så stor skade, men til sidst skulle de skydes fra stor afstand. Angiveligt er der endnu ikke den oprindelige dyrebestand på øen, men det kan selvfølgelig også have andre årsager.

For Rusland fik det på kort sigt stor betydning, at man fandt de nye pelssorter alaskasæl og havodder i Alaska - de smukkeste pelssorter, der findes. Rusland anlagde støttepunkt på Beringøen i Aleuterne. Man oprettede Det Russisk-Amerikanske Pelscompagni og russerne var ved at vinde sig fodfæste i Alaska, men amerikanerne købte det lige tilbage for 7 millioner dollars i 1867. Den dårligste forretning en stat nogensinde har gjort, for man vidste allerede da, at der var guld i Alaska, men navnene Klondyke og Nome opstår dog først i slutningen af det 19. århundrede. 

Jeg ved ikke rigtig hvor stolte vi skal være af, at Vitus Bering var dansk     :-}

Tidslinie

Så i fjernsynet at Horsens Museum har en afdeling kun med Vitus Bering, men at de ellers henviste til museet i Sct. Petersborg, hvor der skulle være rigtigt meget om vores "russiske Colombus". Blandt andet findes ekspeditionsdagbog for udgravningen 1991-92 her:
http://www.institutioner.horsenskom.dk/HorsensMuseum/Udstillinger/PermanenteUdstillinger/VitusBering.aspx

Fandt noget, der hedder håndskriftssamlingen på det Kongelige Bibliotek. Her er en beskrivelse af Vitus Berings oplevelser i Geografisk Tidsskrift på engelsk. I hvert fald vil henvisningerne være af værdi, hvis nogen vil forske yderligere i hans historie:
http://www.tidsskrift.dk/visning.jsp?markup={geografisk}&type=cont&id=97923&query=geografisk&journal=all&fromyear=&toyear=&n=50&m=25&print=no

Københavns Universitet har også en side med Vitus Bering:
http://beringpaadansk.ku.dk/

 

Frimærke fra 1981. Således kan billedet ikke være med baggrund i rekonstruktionen udfra kraniet, men må have et andet oplæg, da graven først blev udgravet 1991-92.

  

Vitus Berings grav fundet 1991

 

Kort over Beringhavet

 

Martin Spangsbjerg var Vitus Berings højre hånd og ligeledes udnævnt personligt af Tsar Peter den Store lige som Bering. En person, der hedder Tage Sørensen har skrevet en bog om Martin Spangsbjerg og hans oparbejdede arkiv til bogudgivelsen befinder sig på Esbjerg Fiskerimuseum. Mon der skulle være en, der kunne interessere sig for denne historie?

 

 

Arne Sørensen, der nedstammer fra Vitus Bering, skriver:

Jeg ville have skrevet noget før, og det jeg skriver er der ikke ret meget samling i, men før vi blev inviteret (men ikke var med) til Vitus Bering jubilæet på Horsens Museum, sammen med de russiske efterkommere, ja før min kone interesserede sig for slægtsforskning og blev klar over at jeg også stammede fra Bering familien (min mormor var jyde) var jeg interesseret i opdagelsesrejsende.

 

Dels fra historierne om de frygtløse missionærer, dels fra de historier vi hørte i skolen om Sydhavsøerne, dr. Livingstone m. m. fl. og ikke mindst min farfars syv år i Amerika, hvor der var guld på gaden og det regnede med limonade (det er det samme som sodavand, sagde min farmor forklarende).

 

Men før jeg traf mit livs Irene sejlede jeg i fem år, og det omendskønt jeg blev født i Løjtved gl. skole ved Løgumkloster som søn af skolemesteren (jeg burde i det mindste have læst til lærer). Men udlængslen sled i kroppen, og jeg var de første fire år efter realeksamen påmønstret træskibe i danske farvande og til sidst et år på langfart med en norsk tanker.

 

På vores bryllupsrejse så vi en kopi af Christophorus Colon’s „Santa Maria” i Barcelona. I Norge var jeg senere henne at se „Kon Tiki” og „Fram”. Under et kursus i England mener jeg, at have set og besøgt Scotts skib i Themsen (man var i hvert fald ked af, at Roald Amundsen var kommet først til Sydpolen, ja var der ikke noget med, at han snød lidt?).

 

Jeg var lige ved at forveksle J.F. Scott med James Cook (så er det godt at have et leksikon og en internetforbindelse). Sidstnævnte havde en styrmand der hed Vancouver som var med ham, da han ville sejle nord om Amerika (nordostpassagen eller måske NW-).

Og det er jo alt sammen spændende, når man oplever/hører om det. Så under et besøg hos min bror i BC var jeg henne at se Vancouvers Maritime Museum, hvor guiden fortalte en interessant historie som mindede en del om vores Sirius Patrulje. Man var bange for at storebror USA ville annektere store dele af den kolde part af Canada (da canadierne jo aldrig kom der alligevel, og de der bor der alligevel ikke har kontakt til autoriteterne). Så man udstyrede en stor kutter (”St. Roch” ejet af RCMP) med erfaren mandskab, der om nødvendig kunne overvintre i kulden.

Overvintre… så skulle der jo også en erfaren eskimo (jeg tror de kaldes enuitter) med. Man fandt en, men han kunne ikke klare sig uden sin kone. Konen kunne ikke tage af sted uden børnene. Og hvad skulle mormor gøre, når familien tog af sted. Man kan da ikke tage op i det kolde nord uden et hundespand. Og hvor skulle man gøre af dem alle. Der var kun plads på fordækket, hvor søen slår ind over, her rejste man et telt og indkvarterede de nyankomne. Da sommeren kun var på to uger det år frøs de inde i en landsby (her var det så, at de medbragte indfødte sørgede for nødvendig jagt og fiskeri) og derfor tog det omtrent to år inden de ankom Halifax. Tilbageturen tog ingen tid. Den norske kaptajn hed Hansen. Det er hvad jeg kan huske af historien, som jeg hørte for femten år siden. Så gik jeg ind på deres hjemmeside og fandt lidt flere data.

(The Royal Canadian Mounted Police (RCMP) vessel St Roch was built in 1928 and spent 20 years as a floating police detachment in Canada’s Arctic. Improvements were made to St Roch over the years. The vessel you are about to explore is as it was in 1944 the year it completed the second journey through the Northwest Passage.)

 

For øvrigt findes der en interessant bog om Vitus J Bering der hedder, "Kommandøren og Konen". Min kone har læst den (bogen omhandler: arkivfund om danske deltagere i Vitus Berings ekspeditioner, ja sådan står der.)

Jeg vedhæfter stamtavler, håber de er læsbare. Den ene fås endda med russiske bogstaver.

Stamtavler

Med venlig hilsen

Arne Sørensen 



Sidst opdateret:  20:55 22/08 2016
 

Et ur
Sømandsvitser
Først i Danmark
Top 10
Navigationens historie
Inspirationen til Moby Dick
Fundet af Robinson Crusoe, 2. februar 1709
Jørn Riel: En julehistorie
Marco Polo?
Magellan
Vitus Bering
Skibsskruen
Sørøvere
Englandskrigen på Anholt
Slaget ved Lyngør
Kaperkaptajn Jens Lind
Mytteriet på Bounty
Tordenskiold
Spray af Aarøsund
Historiske skibe du bør kende
Titanic
Skoleskibet København
Damkatastrofen
Hans Hedtoft
Columbus og hvad deraf følger...
James Cook
Jens Munk
Vikingernes pejleskive
Suez kanalens historie
Panamakanalens historie
Cartagena, Colombia
Registrerede skibsvrag i hele verden
Nordostpassagen
Stamtavle for Vitus Bering

Top top Copyright. Mogens Exner - 2004