Gode historier
Bøger anbefalet til en mørk aften.
Turbeskrivelser
Godt at vide om træ
Links
Gode praktiske råd og købssteder
 
Jørn Riel: En lodret løgn En lodret løgn og andre skrøner

 

Enkelte læsere vil måske fra en tidligere skildring fra det nordøstgrønlandske erindre sig, at Lasselille af Bjørken sendtes til Danmark på grund af en heftig forelskelse i en to hundrede og halvtreds-årig ung eskimopige. Det unge menneske modtog på Rigshospitalet en forunderlig terapi af psykiateren, dr. Phinkelphog og vendte den næste sommer tilbage til kysten så god som ny. Han havde dog tillempet sig visse forebyggende vaner, hvilke han adlød som en Pavlovsk hund.

Således medbragte den unge jæger røde stearinlys, der ifølge dr. Phinkelphog ville være i stand til at overvinde alle de bekymringer, sorger og sværartede depressioner, der kunne angribe ham.

Bjørken, som bekendt vidste mere end andre, deriblandt en hel del om psykiatri, fnøs hånligt og kaldte den københavnske overlæge for en humbugmager, et mentalt tilfælde, en pervers og grotesk børnelokker. Enhver idiot vidste, rasede Bjørken, at røde stearinlys ikke på nogen måde kunne påvirke psyken hverken inde eller udvortes. Men Lasselille stolede blindt på Phinkelphog, og han havde derfor medbragt røde stearinlys nok til at belyse strækningen mellem Bjørkenborg og Rumpelnæsset.

Sommeren forløb uden usædvanlige hændelser.

 

Efteråret gik med hvalrosjagt og reparationer af rævefælder, og da de første snestorme var overstået, næsten samtidig med at mørket faldt over landet, var man henne i november.

 

Og da kom Doc cyklende på den nye og stærke is til samtlige fangststationer for at invitere til julefest på Rumpelnæsset. Dette var temmelig enestående, for julen plejede man at tilbringe alene eller med sin makker. At samles et og samme sted for at fejre højtiden havde ikke tidligere været prøvet. Som en fodnote i den skriftlige invitation opfordredes medlemmer af det nordøstgrønlandske symfoniorkester til at medbringe deres instrumenter, idet en julekoncert var planlagt. I øvrigt udbad man sig festlig påklædning, idet mindste rene holmensbukser, hvide festanorakker samt hele sokker. Hvad man ellers ønskede at medbringe var frivilligt. Alt flydende samt julegaver imødesås med stor forventning.

 

Da Doc var cyklet hjem, satte Bjørken straks Lasselille og Sylte til at julebage. Selv gik han i gang med at fremstille et bemærkelsesværdigt juletræ af et lårtykt stykke drivtømmer, lyng, grønmalet sækkelærred og vattotter. Han arbejdede ihærdigt på dette resten af november måned og langt ind i december. Først to dage før afrejsen lagde han sidste hånd på julestjernen. Den var halvanden fod i diameter og af tilklippet blikplade. Inde i stjernen kunne anbringes et lys, der således skinnede eventyrligt ud ad de 24 borede huller. Selv Sylte måtte indrømme, at mage til julestjerne havde aldrig tidligere lyst over Nordøstgrønland eller for den sags skyld noget andet sted i verden. Det lykkedes Bjørken at fravriste Lasselille to pakker stearinlys af den profylaktiske beholdning, og rustet med julebag og brændevin og juletræ drog bjørkenborgerne mod Rumpelnæsset.

 

Alle på Kysten havde gjort visse forberedelser. Valfred og løjtnanten havde brændt hele december og derfor fremstillet 12 flasker blåbærbrændevin af allerhøjeste kvalitet. Greven og sagfører Volmersen havde snedkereret en moskusskindforet termokasse, hvori årgangsvinene kunne transporteres. Den havde en ligkistes form, og Volmersen, som var den blodrigeste af de to, og som derfor afgav mere varme end Greven, blev stoppet i kisten liggende på og dækket af flasker. På denne måde holdtes varerne isfri og var nogenlunde tempererede, da de efter tre døgns rejse nåede frem på Siverts' slæde.

 

Alle mødte op. Og det blev 16 mand og 92 hunde. Der blev båret kasser med brændevin, kager, kød og vine og gaver gennem den lave dør, og Mortensen og Doc tog henrykte imod. De bød straks på en velkomstdrik, der havde ventet så længe, at den næsten havde ætset bunden ud af glassene. Drinken satte stemningen i vejret, og mændene, som havde listet omkring i raggsokkerne og hilst højtideligt og talt lavmælt om vejret, begyndte at dunke hinanden i ryggene og rose telegrafist Mortensens rævegift i høje toner.

 

Så afholdtes julekoncerten, selvom Bjørken påståeligt mumlede, at den burde have været henlagt til julemorgen. Men telegrafist Mortensen påpegede fornuftigt, at julemorgen ville ingen af musikerne være i stand til at holde i instrumenterne, hvorfor koncerten skulle afholdes nu og med det samme. Han så mørkt og truende på Bjørken, da han sagde det, og Bjørken krogede ryggen ærbødigt for værten og smilede forekommende med sine lange, gule tænder.

 

Det bleven lang og anderledes koncert. Docs hulkende savtoner bragte det bedste frem i mændene, og under Glade jul, dejlige jul måtte Mads Madsen snyde sig i ærmet flere gange. Bortset fra at Lille Pedersens mundharpe var rustet fast i tonerne dog kryds for a, fordi han havde haft den i lommen, da han om efteråret gik gennem isen, spilledes der det år usædvanligt rent.

 

Valfred faldt i søvn med et lille smil om munden og hovedet hvilende mod løjtnant Hansens skulder. Løjtnanten selv sad strunk og stiv med vibrerende moustacher og et fjernt blik i pistoløjnene. Sylte havde en finger i hvert øre, og da han i forvejen havde stukket brillerne i vestelommen, var han således afskærmet som værende både blind og døv.

Docs savklinge, der bed gennem det meste, trængte ud af huset og overfaldt hundene. De galpede først forskrækkede, men da de havde vænnet sig til tonerne, vendte de snuderne mod månen og hylede gudsjammerligt med, så godt de nu formåede. Det var så smukt, at Fjordur lod strikketøjet hvile i skødet og med tårer i øjnene hviskede til Lille Pedersen: "Forbasket højtideligt, Pedersen, sikke en aften."

Da capo nummeret blev Højt fra træets grønne top, en sang der i høj grad tiltalte Bjørken. Hans juletræ havde været for stort til Rumpelnæssets stue. Det var blevet opstillet udenfor og kunne tydeligt ses fra vinduet. Lyset brændte i den stille aften, og blikstjernen funklede værre end nogen af Vorherres, Nordstjernen inklusive.

 

Under koncerten havde Greven lagt sidste hånd på middagen. Den var usædvanlig, idet den ikke bar franske navne og smagte som ganske almindelig føde. Tynde skiver moskuskød, kartoffelmos og rødkål. Dertil stegte ænder med blåbærgele. Det var i al enkelthed, som Greven udtrykte det, for julemad skulle smage af mors kødgryder. Der afsluttedes med ris a la Malta med mandel, som naturligvis blev fundet af Lasselille. Mandelgaven var en flaske Svarta Døden, skænket af Fjordur. Dette var en forræderisk drik, som kunne slå benene bort under den mest erfarne. Og Lasselille blev da også salig af det første glas og næsten sanseløs af det næste, en tilstand Bjørken udnyttede til at stjæle en æske stearinlys ud af medicinbeholdningen.

 

Efter måltidet fulgte en tid med afprøvning af husets mangeartede destillater. Og så deltes gaverne ud. Her skal i flæng nævnes nogle få:

Lasselille forærede Sylte et par antikke briller, som han havde arvet efter sin svenske mormor. De var smalle og ovale og af en sådan styrke, at Sylte blev svimmel, da han satte dem på næsen. Men det var briller, hvorigennem han kunne betragte verden, om end en smule ude af fokus. Han var synlig rørt.

 

"De her briller," sagde han, "er som en halv flaske brændevin." Han havde dem på, da han ville trykke Lasselille i næven, og han pumpede længe Siverts' hånd op og ned, hvilket bragte denne i forlegenhed, da han ikke havde nogen gave til Sylte.

 

Løjtnant Hansen gav Valfred et halvt års forbrug af sardiner i olie, og Valfred kvitterede for denne opmærksomhed med halvandet kilo bayosky-snot til overskægget.

 

Mortensen fik et patronladeapparat, to pund sortkrudt og fem hundrede paphylstre med korkpropper. Han havde længe ønsket at gå på fuglejagt og manglede nu kun bøssen.

 

Doc betænktes med et par vandtætte viklers i grønt, en pelsforet cykelhue og bælgvanter af sælskind med tommelfingre både oppe og nede. De var indforskrevet fra Sydkap, hvor Sorte William havde gjort besøgsrejse.

 

Af Fjordur modtog de alle ørevarmere og ildrøde halstørklæder, der var så lange, at de kunne vikles fire gange om halsene. De forstod, at han måtte have strikket nat og dag siden Veslemaris afgang.

 

Efter uddelingen følte man trang til at strække benene og lette blærerne for opsamlet indhold. De gik alle ud og stillede sig et stykke fra huset i en lang række. De lagde nakkerne tilbage og betragtede stjernehimmelen, medens de med dybe suk af lettelse lod vandet gå.

 

Kun Lasselille, som var fuld af Svarta Døden, fuld af glæde over den etskuds Remington, Bjørken havde foræret ham, samt næsten manisk opstemt af aftenens fine stemning, blev tilbage i huset for at rydde op. Han ragede papir og kartonner sammen og gik med usikre skridt hen til komfuret. Mortensens to poser sortkrudt var mellem affaldet. Lasselille nynnede stadig på Højt fra træets grønne top, da han løftede komfurringene op og stoppede emballagen ned til de glødende kul. Han nåede næsten helt hen til vinduet, hvor det havde været hans hensigt at beskue Bjørkens juletræ, da Rumpelnæsset forsvandt.

 

En voldsom stikflamme, der åbnede komfurets lemme og huller, skød brølende frem. Den borede sig op gennem loftet som en svejseflamme og fortsatte ind i en papkasse, hvori der henlå 12 dynamitstænger, som Doc i ekstreme tilfælde anvendte til is målinger.

 

Krudt og dynamit forenede sig i en vældig trykbølge, der pressede væggene udad og som fik de opstillede fangstmænd til at vælte som kegler. Lasselille strøg som en hylende nytårsraket hen over sine kolleger. Han passerede i lav højde juletræet, der besynderligt nok var blevet stående oprejst, og landede med hovedet boret ind i en hårdtblæst snefane.

 

Braget virkede lammende på mændene, og det tog en rum tid, inden de blev rejst. Lille Pedersen så op mod huset, men fandt det ikke.

 

"Hør, hvor blev huset ae" spurgte han forundret. De så, men så ingenting. Bjørken kom op på knæ.

 

"Lasselille," mumlede han, "hvad blev der af Lasselille. "

"Med det brag er han i heldigste fald blevet til flæskefars," brummede Fjordur.

 

Bjørken vred fortvivlet de lange fingre og græd. "Den kære dreng, det lille, dumme kræ." Han hulkede og jamrede sig, og de forstod, at Lasselille havde haft en stor plads i hans hjerte.

 

Sylte satte mormorbrillerne på næsen og begyndte at cirkle rundt i sneen. Mads Madsen hjalp den sørgende Bjørk på benene og så bekymret efter ham, da han krogrygget gik op mod sit juletræ, hvor han tog lyset ud af stjernen.

 

Det var Siverts, som først fik øje på Lasselilles ben. "Her er understellet i hvert fald," oplyste han sine venner .

 

"Gud ske lov," svarede Mads Madsen, "så har vi da noget at sende hjem til hans gamle mor i Skåne."

 

Til glæde og overraskelse var det hele Lasselille, man trak ud af driven. Efter en del råben og klappen på kinderne kom han til livet. Han så med et stift blik ind i Fjordurs store ansigt. "Altså Fjordur," hviskede han hæst, "den er vel nok skrap den der Svarta Døden!"

 

”Ja, den blev såmænd rigtig god denne gang," indrømmede Fjordur beskedent.

 

,Jeg tog bare en klunk henne ved komfuret, og så lige efter ..." Lasselille lukkede øjnene for at huske.

 

"Hvad gjorde du ved komfuret?" spurgte Volmersen venligt.

 

"Stoppede papir og poser og sådan noget idet," svarede Lasselille. Han åbnede øjnene og så troskyldigt på sagføreren.

 

Volmersen nikkede. Han forstod, hvad der henhørte under "sådan noget".

 

Mortensen lagde en hånd på den unge fangstmands skulder. ”Ja ja, du Lasselille. Sket er sket. pg vi klarer os nok uden den trådløse et års tid. Doc og jeg har desuden en del ferie til gode, som vi nu kan afspadsere."

 

"Gjorde jeg noget forkert?" Lasselille så sig spørgende om. Hvad han læste i de alvorlige ansigter blev omgående til en dyb depression. Han kom på benene, og ledt af Sylte, blev han ført op til Bjørken. Denne stod ved juletræet og tyggede energisk på stjernens lys. Han smilede venligt til sin fordums elev, tyggede af munden og sagde med mild stemme:

"Du kan for resten hilse denne doktor Finkelfjog fra mig og sige, at han er et stort bluff. At røde stearinlys skulle have en positiv indvirkning på depressioner er en lodret løgn."

 

Han stak sit lys i Lasselilles næve. "Her min dreng, prøv det her, og indrøm så, at der er, som jeg altid har sagt, kun hvide lys som letter et tungsind."

 

Lasselille nikkede lydigt. Han bed en forsvarlig ende af lyset og tyggede prøvende. Så lyste hans triste ansigt op i et strålende smil. "Ih altså, Bjørken ..."

 

”Ja ikke sandt. Og glædelig jul, min ven," spandt Bjørken, "en rigtig glædelig jul til dig og jer alle sammen."

 



Sidst opdateret:  20:29 23/09 2014
 

Et ur
Sømandsvitser
Først i Danmark
Top 10
Navigationens historie
Inspirationen til Moby Dick
Fundet af Robinson Crusoe, 2. februar 1709
Jørn Riel: En julehistorie
Marco Polo?
Magellan
Vitus Bering
Skibsskruen
Sørøvere
Englandskrigen på Anholt
Slaget ved Lyngør
Kaperkaptajn Jens Lind
Mytteriet på Bounty
Tordenskiold
Spray af Aarøsund
Historiske skibe du bør kende
Titanic
Skoleskibet København
Damkatastrofen
Hans Hedtoft
Columbus og hvad deraf følger...
James Cook
Jens Munk
Vikingernes pejleskive
Suez kanalens historie
Panamakanalens historie
Cartagena, Colombia
Registrerede skibsvrag i hele verden
Top top Copyright. Mogens Exner - 2004