Gode historier
Bøger anbefalet til en mørk aften.
Turbeskrivelser
Godt at vide om træ
Links
Gode praktiske råd og købssteder
 
Inspirationen for Herman Melville

Moby Dick - den originale historie

- en afskrevet tekst af Christian Bruun Borup

En kollega omtalte Moby Dick af Herman Melville som en historie udsprunget af en virkelig historie og fremdrog et Illustreret Videnskab nr. 10/2005, som dokumentation.

Skibet hed Essex og vi skriver den 20. november 1820, og positionen var 0E 40' syd og 119E 0' vest.

De havde forladt Nantucket i Canada på Atlanterhavssiden den 12. august 1819 og havde rundet Kap Horn den 18. december 1819 - Panamakanalen var jo ikke åbnet endnu.

De havde været undervejs i over et år, og lasten rummede 800 tønder olie fra kaskelothoveder. Men der var stadig plads under dæk, så efter at havde taget vand og skildpadder ombord på Galapagos-øerne (dengang svarende til "nye forsyninger")besluttede kaptajn Pollard at lave en afstikker. Skibet sejlede mod vest, og den 20. november nåede Essex den omtalte position.

Skibet bliver vædret flere gange af en ondsindet hval i Stillehavet. Skibet springer læk, og den 20 mand store besætning når kun at redde lidt proviant med i redningsbådene, inden Essex går til bunds. I tre måneder sejler de rundt i åbne joller på det endeløse ocean, og de få, der bliver reddet, er nær ved at dø af sult, tørst og udmattelse. En var blevet skudt og spist af sine venner.

Den berettende sømand hed Owen Chases og han var styrmand på Essex:

"Jeg kan ikke tænke tilbage på de hændelser, der nu skal beskrives, uden at føle en blanding af rædsel og forbavselse over den næsetn utrolige skæbne, der var mig og mine overlevende fæller nådig og forskånede os fra en forfærdelig død".

"En stime hvaler blev opdaget på læsiden. Vejret var fint og klokken omkring 8 om morgenen, da manden i mastetoppen kom med det sædvanlige råb: "Så er de er oppe". Vi lagde kursen imod dem, og en halv sømil fra det sted, hvor hvalerne var set, sænkede vi bådene, bemandede dem, og satte efter stimen. Imedens blev skibet lagt op mod vinden. Jeg havde harpunen i den anden båd, og kaptajnen sejlede forud i den første."

I de små robåde lagde de sig til at vente. Med et dukkede en hval op lige ved Chases båd. Han ramte den med sin harpun, men i det samme slog den med halen og ramte båden. De tynde planker splintredes og Chase greb resolut en økse og huggede harpunlinen over, så hvalen ikke kunne trække dem under. Styrmanden og hans kammerater roede tilbage til Essex i den skadede båd, medens de to andre både fortsatte jagten. Chase beordrede sin jolle hejst ombord, og netop, som han var ved at reparere den med noget lærred, blev hans opmærksomhed afledt....

"Jeg fik øje på en stor kaskelot, der var omkring 26 meter lang. Han brød vandet 100 meter væk og lå stille med hovedet vendt mod skibet. Han dykkede. Efter to-tre sekunder dukkede han op igen ca. en bådslængde væk med kurs direkte imod os med en hastighed af ca. tre knob. Skibet sejlede med omtrent samme fart.

Jeg stod og betragtede hans manøvrer. Med fuld fart ramte han skibet og gav os et voldsomt tryk, at vi nær var faldet omkuld. Det var som om vi havde ramt en klippe, og skibet rystede som et blad i nogle sekunder. Vi var stærkt forbavsede, og der gik flere minutter, før vi kunne fatte den forfærdelige ulykke. Imedens passerede hvalen under skibet og lagde sig i overfladen, tilsyneladende fortumlet af kollisionens voldsomhed.

Efter at havde sundet mig et par minutter beordrede jeg pumperne sat i gang, men jeg kunne straks mærke, at forstævnen begyndte at synke. Netop som jeg skulle give besked til bådene i vandet, opdagede jeg hvalen igen. Den var ca. 500 meter væk, og jeg kunne se ham banke kæberne sammen, som var han opfyldt af vrede. Sådan lå han i kort tid og satte så kurs mod skibet med høj fart. På det tidspunkt var skibet sunket en hel del, og jeg havde opgivet hende. Jeg vendte mig mod de joller, vi havde om bord, og gjorde klar til at rømme Essex.

Medens min opmærksomhed var rettet mod jollerne, hørte jeg en råbe "Der kommer han - han er på vej mod os igen". Jeg vendte mig og så, at han kom imod os med dobbelt hastighed. Hans hovede var halvt ude af vandet, og sådan ramte han. Jeg vil tro, at skibets hastighed var tre knob og hvalens seks. Skroget blev helt trykket ind. Han passerede under skibet igen, og vi så ikke mere til ham"

Mandskabet var chockeret over det, der var sket, og deres situation var pludselig meget alvorlig. De var flere tusind kilometer fra land og havde blot tre åbne joller at søge tilflugt i. Der var gået mindre end 10 minutter, fra hvalen angreb første gang, til mændene magtesløse kunne se skibet synke. Hvalfangerne i de to både, der havde været på vandet under hele episoden, så, at Essex havde lagt sig på siden, og en tavs stemning af rædsel bredte sig mellem de ensomme mænd. Inden Essex forsvandt i dybet, lykkedes det at redde 600-700 liter vand, 300 kg. beskøjter, nogle levende skildpadder samt skydevåben og lidt værktøj. Så beredte mandskabet sig på den første nat i de små joller.

"Og hvilken nat det blev for os. Så fuld af vildelse, at vi var berøvet al hvile. Hvor hårdt jeg end prøvede, kunne jeg ikke jage den forgangne nats rædsler bort fra mit sind. Mine kammerater - nogle af dem var svagelige som kvinder - havde ingen íde om, hvor sørgelig deres situation var. Nogle sov ubekymret, men andre ødslede natten bort med meningsløs mumlen. Jeg havde masser af tid til at gennemtænke vor frygtelige katastrofe. I går havde vi levet, men nu var vi afskåret fra de levendes håb og muligheder. Hvalen havde foretaget to angreb, der var beregnet til at gøre os mest mulig skade. Et tilfælde som dette kendte end ikke de ældste og mest erfarne hvalfangere til. Hændelsen er måske den mest usædvanlige i fiskeriets annaler."

De tre både drev rundt ved vraget hele natten, men da det blev dag, erkendte sømændene, at de måtte gøre noget og begyndte at lave intermistiske master og sejl af vraggods. En let vind gjorde arbejdet vanskeligt og afslørede, at selv små bølger var et stort problem for de små joller. Dagen efter var forberedelserne tilendebragt, og styrmænd og kaptajn besluttede at lægge kursen mod syd for at fange vind, der kunne bringe de små spinkle joller til sydamerikas kyst. Chases båd var den ringeste af de tre og var så ilde tilredt, at den egentlig var kasseret, så den båd skulle kun bære seks mand, medens de to andre skulle tage hver syv. Og sådan begav de 20 mænd sig ud på det uendelige ocean.

"Vor proviant ville række til 60 dage, og med passatvinden skulle vi kunne nå de skiftende vinde på 26 dage og på allerhøjest 30 dage yderligere nå kysten.

En dagsration var til at begynde med en beskøjt på et halvt kilo og en kvart liter vand - mindre end en trediedel af, hvad der normalt var påkrævet. Den 24. november var søen vokset, og med et slog en bølge ind over båden og ødelagde en del af provianten. Vi fik senere at vide at provianten i kaptajnens båd havde lidt en lignende skæbne, og disse ulykker mindede os om hvor aldeles afhængige vi var af guddommelig hjælp. Vores vandration blev hurtig utilstrækkelig. Tørsten var voldsom, men selv om vi var udtørrede af at spise proviant gennemvædet af saltvand, vovede vi ikke at gøre indhug i vort vandlager. Berøvelse af vand regnes med rette for den mest forfærdelige lidelse i livet. En rasende tørsts voldsomhed kan ikke sidestilles med noget andet i kataloget af menneskelig jammer.

Jeg foreslog besætningen, at vi skulle slå en af vores skildpadder ihjel. Forslaget blev modtaget med ypperlig entusiasme. Dyrets varme blod blev fordelt mellem dem, der ville have, og resten af dyret med indvolde blev kogt. Efter dette var stemningen meget højere, end den havde været på noget tidspunkt."

Men et enkelt nærende måltid kunne ikke redde hvalfangerne. Bådene faldt mere og mere fra hinanden, mændene var stærkt afkræftede, og det gik kun langsomt fremad mod Sydamerika. Hård vejr knækkede moralen, og snart sad flere sømænd blot tavst og afventede deres endeligt. Rationerne blev tilmed skåret ned til det halve, fordi den oprindelige tidsplan ikke holdt. Den dræbende tørst drev flere mænd til at drikke saltvand eller deres egen urin. Men pludseligt dukkede håb op.

"Den 20. december var en dag med stor glæde. Efter en forfærdelig nat vågnede vi til en morgen med relativ lykke og fornøjelse. Ved syvtiden råbte en af vore kammerater "land forude!"

Alle sprang op og fik øje på det velsignede syn. Blandede følelser, frygt, taknemmelighed, overraskelse og jubel tog magten over vore sind og øgede vor udmattelse. Lad læseren bedømme, hvis han kan, hvad vi følte, og han vil have blot en fjern forestilling om den glæde, der ramte vor lille gruppe. Med pistol og tre andre mænd gik jeg i land, og jeg var ikke nået langt, før jeg opdagede en fisk. Jeg begav mig ud i et angreb på ham, og mindre end 10 minutter senere var alt fortæret - ben, skind, skæl og det hele"

Den lille ø de havde fundet var en navnløs klippe, der i dag hedder Henderson Island. Mændene var så afkræftede, at de næsten ikke kunne stå oprejst, men de begyndte straks at gå omkring for at søge efter vand. De fandt hurtigt fugle, skaldyr og fisk, der kunne fylde deres tomme maver, men først på trediedagen opdagede de en lille kilde og læskede grådigt deres tørre ganer. Snart viste det sig imidlertid, at være svært fortsat at finde mad nok. Derfor gav kaptajnen ordre til, at fylde vandtønderne og fortsætte sejladsen hurtigst muligt. Tre mænd havde fået nok af de skrøbelige både og besluttede at blive på øen, men de øvrige hvalfangere begav sig atter afsted. Prøvelserne på havet var først lige begyndt. Den 10. januar døde andenstyrmanden; Matthew P. Joy af udmattelse, og flere andre havde det ene ben i graven.

Denne første døde blive kastet i vandet, men de efterfølgende blev spist og en enkelt blev myrdet for ernæring.

To overlevende i katajnens jolle, de tre mænd i Owens jolle og de tre på øen blev reddet, men den sidste båd blev aldrig fundet og 12 besætningsmedlemmer mistede livet.

Den 17. februar 1821 fik mændene i Chase's land i sigte. Det var en af øerne i Juan Fernández øerne. (Der hver Thomas Selkirk opholdt sig 4 år og 4 mdr). Næste dag blev de samlet op af et passerende skib, der var da kun tre overlevende. Det var 89 dage efter Essex sank. 94 dage efter Essex sank, blev Pollard's båd samlet op, ud over Pollard var der kun en mere. Da de blev reddet var de i en meget dårlig forfatning. De holdt krampagtig fast på nogle knogler fra deres afdøde kammerater, som de sugede marv ud af. De tre der blev efterladt på den øde ø, blev reddet 2 måneder senere.

På Borgens Forlag er der i 2001 udgivet en bog, på Dansk, som detaljeret beskriver denne tragedie. Den er skrevet af: Nathaniel Philbrick, og har titlen: I havets hjerte. ISBN 87-21-01568-6.

Den 11. juni vender Owen Chase hjem til Nantucket, og han genoptog kort efter sit arbejde som hvalfanger på de uendelige oceaner.

Herman Melville hørte historien i 1841, da han var på togt med et hvalfangerskib via Owen Chases søn, og otte år senere skrev han "Moby Dick; or The Whale" om kaptajn Ahabs kamp mod en kæmpe hvid hval.

.



Sidst opdateret:  20:29 23/09 2014
 

Et ur
Sømandsvitser
Først i Danmark
Top 10
Navigationens historie
Inspirationen til Moby Dick
Fundet af Robinson Crusoe, 2. februar 1709
Jørn Riel: En julehistorie
Marco Polo?
Magellan
Vitus Bering
Skibsskruen
Sørøvere
Englandskrigen på Anholt
Slaget ved Lyngør
Kaperkaptajn Jens Lind
Mytteriet på Bounty
Tordenskiold
Spray af Aarøsund
Historiske skibe du bør kende
Titanic
Skoleskibet København
Damkatastrofen
Hans Hedtoft
Columbus og hvad deraf følger...
James Cook
Jens Munk
Vikingernes pejleskive
Suez kanalens historie
Panamakanalens historie
Cartagena, Colombia
Registrerede skibsvrag i hele verden
Top top Copyright. Mogens Exner - 2004