Gode historier
Bøger anbefalet til en mørk aften.
Turbeskrivelser
Godt at vide om træ
Links
Gode praktiske råd og købssteder
 
Navigationens historie - af Keld Gammelgaard

1.      Introduktion
2.      De første sejladser og navigation uden instrumenter
3.      Skibene og sejlene
4.      Astronomisk navigation
5.      Kompasset
6.      Søkortet
7.      Tiden og længdegraden (James Cook) Anson
8.      Vejret
9.      Redningen?? GPS 

Det er nødvendigt at sejle, ikke at leve (Navigare necesse est, vivere non est necesse). Således sagde konsul Pompejus i 56 f.v.t., og senere blev det Hanseforbundets valgsprog. Men vi vil nok synes at det både er nødvendigt at sejle og at leve, ja vi lever rigtigt når vi sejler. Sejlads har stort set fundet sted lige så længe som det moderne menneske har eksisteret, de ældste både er ca. 10.000 år gamle. I de første årtusinder sejlede man helt uden hjælpemidler, men allerede i det sidste årtusinde før vor tidsregning, havde man lært at navigere ved hjælp af himmellegemerne. Læs her to afsnit af navigationens historie. Første afsnit om de første sejladser og navigation uden instrumenter, og derefter Længdegraden, kronometeret – og lidt til.

 

De første sejladser og navigation uden instrumenter

Vi ved af gode grunde ikke særligt meget om de første sejladser, men meget tyder på at sejle er lige så gammel som vores kultur. De første mennesker kom til Australien for mindst 40.000 år og de måtte nødvendigvis krydse noget vand for at komme derover, måske ikke så meget vand som i dag, da kystlinjerne har ændret sig meget gennem tiden, men om det var bevidst at de sejlede til Australien eller det skete ved et tilfælde ved vi ikke.

Vi kan godt opgive at lede efter skriftlige beviser for den første egentlige sejlads, dvs. hvor man beslutter at sejle fra A til B, for det skete med sikkerhed før man havde opfundet skrivekunsten. Skrivekunsten menes opfundet i det fjerde årtusinde før vor tidsregning, og de ældste både man har fundet rester af er omkring 10.000 år gamle. 2 både er fundet i Europa, og en i Afrika. I alle tre tilfælde er der tale om udhulede stammer der er benyttet ved kystnær sejlads, men at man også drog på længere sejladser kan man se af resterne af en havgående sivbåd fundet i Mellemøsten.

Der er ingen tvivl om at hovedparten af sejladserne i forhistorisk tid foregik på floder, søer og i de nære kystområder, men man har også meget tidligt forstået at navigere på det åbne hav ved hjælp af naturens tegn, sol, måne og stjerner.

Den første sejlads der er beskrevet i litteraturen, findes formodentligt i Odysséen. Uanset at Odysseus må henregnes som en mytisk figur, og hans eventyr ligeså, så viser Odysséen klart at man her 6-800 år f.Kr. kunne navigere ved hjælp af astronomiske iagttagelser. Selvom Odysseus vist i begyndelsen befandt sig godt i armene på ”nymfen den lyse gudinde Kalypso” længtes han efterhånden hjem, for han led så frygteligt hos hende: ”Hver nat var han nødt til i hendes hvælvede grotte modvilligt og under tvang at elske den villige nymfe”. Det har været ganske forfærdeligt, men endelig kom den dag hvor hun måtte lade ham sejle. Og i den anledning hedder det:

<v:shape style="width: 168pt; height: 168.75pt; visibility: visible; mso-wrap-style: square;" id="rg_hi" alt="Beskrivelse: http://t2.gstatic.com/images?q=tbn:ANd9GcTy7OVKP6SimsNm1YEqXtSyOg8etlEc1QOvv-jEeoXpGxol9s8&t=1&usg=__svplTksjDEUiDMzw-b2h4A3YHhk=" type="#_x0000_t75" o:spid="_x0000_i1025" o:button="t" href="http://www.google.dk/imgres?imgurl=http://ancientrome.ru/art/artwork/ceramics/gr/c0106.jpg&imgrefurl=http://ancientrome.ru/art/artworke/img.htm?id=2633&usg=__xr3EGguS8y3bNxbNNj4ldfo5c6o=&h=850&w=846&sz=289&hl=da&start=79&zoom=1&tbnid=GZdizYTzcgqMoM:&tbnh=112&tbnw=128&prev=/images?q=odysseus+kalypso&um=1&hl=da&sa=N&rls=com.microsoft:da:IE-SearchBox&rlz=1I7GGLL_da&biw=1114&bih=528&tbs=isch:1&um=1&itbs=1&iact=hc&vpx=118&vpy=208&dur=1047&hovh=225&hovw=224&tx=122&ty=121&ei=pSiKTKn-DYvaOPXuuJsL&oei=7ieKTPXlH4ynOK2o1ewI&esq=17&page=5&ndsp=19&ved=1t:429,r:7,s:79"> <v:fill o:detectmouseclick="t"> <v:imagedata o:title="ANd9GcTy7OVKP6SimsNm1YEqXtSyOg8etlEc1QOvv-jEeoXpGxol9s8&t=1&usg=__svplTksjDEUiDMzw-b2h4A3YHhk=" src="file:///C:\Users\Chr\AppData\Local\Temp\msohtmlclip1\01\clip_image003.jpg"> </v:imagedata></v:fill></v:shape>Han fulgte med vågende øjne

både Pleiadernes tegn og Bootes der synker så sildigt

desuden Bjørnen som også af mennesker kaldes for Vognen;

altid kredser den dér og er i sin angst for Orion

ene om aldrig at måtte få bad i Okeanos vande.

Den havde nymfen, den fagre gudinde, sagt at han altid

skulle forsøge at holde på venstre hånd under farten.

Sytten dage gik hen hvor han kun så hav på sejladsen. (Femte sang)

 

Ikke mindre end 17 dage var han på havet. Måske en overdrivelse hvis vi tænker på den tids sejladser, men det antyder, dog at man var vænnet til lange sejladser over havet og ikke kun langs kysten. Man forstod at navigere uden land inden for synsvidde.

 

2.1. Rundt Afrika

Det blev heller ikke kun til sejladser i Middelhavet. I Herodot kan vi læse om en tur rundt om Afrika, eller Libyen, som verdensdelen hed dengang. Der var Europa, Asien og Libyen. Herodot fortæller om assyrerkongen Necos (ca. 600 f. kr.) der herskede over Egypten, og som sendte et eller flere fønikiske skibe gennem en kanal fra Nilen til Det Røde Hav, med ordre om at sejle syd om Afrika og vende tilbage gennem Gibraltarstrædet eller som det hed i Herodots terminologi, mellem Herkules Søjler.

At der eksisterede en kanal mellem Nilen og Det Røde Hav er ganske rigtigt. Kanalen var første gang blevet gravet ca. 2200 før vor tidsregning og gik i den nordlige del af Egypten, antageligt stort set samme sted som kanalen i dag. I dag går den 128 km lange kanal fra Cairo i Vest til Ismailia ved indsejlingen til den moderne Suez Kanal, dvs. i den nordlige ende af Det Røde Hav.

Sejlturen lykkedes, det tredje år vendte de tilbage. Undervejs gjorde de ophold når efteråret satte ind, så såede de og når høsten var i hus om foråret satte de igen sejl. Herodot tror dog ikke på alt hvad han får at vide om sejlturen, for de påstår at da de runder sydspidsen af Libyen har de middagssolen på højre side, dvs. mod nord. Det kan ikke passe. Men det passer jo, for da de passerede sydspidsen af Afrika, Kap Agulhas, er de jo på den sydlige halvkugle, hvor middagssolen står i ret Nord.

Herodot har også kendskab til et andet forsøg på at sejle rundt Afrika, men det mislykkedes. Det var i virkeligheden en straf mod Sataspes en perser der havde været lidt for tæt på en jomfru, og som straf besluttede den forhenværende jomfrus moder at han skulle sejle ud mellem Herkules Søjler og så vende tilbage gennem det Røde Hav. Sataspes kom også godt på vej, og kom så langt sydpå at han mødte ”små mennesker blot iklædt nogle palmeblade”. Han må derfor være nået helt ned til Ækvator, men selv om pygmæerne er helt fredelige, så vil skibet ikke sejle sydligere, og han er tvunget til at vende om. Men den troede Xerxes ikke på, så han måtte tage den straf der ventede ham. Han blev spiddet på en pæl. Som det hedder andetsteds, så bliver en spids træpæl ført ind mellem rygraden og huden på en sådan måde, at den stak ud bagom nakken, eller den spidse pæl blev ført op gennem en af de naturlige kropsåbninger. På denne måde kunne det vare næsten en uge, før døden indtraf. Pælene blev rejst langs vejene "til skræk og advarsel".

Der blev også sejlet nordpå. Pytheas fra Marseille, der var en græsk koloni, sejlede efter sigende også ud mellem Herkules Søjler, men drejede så til højere og kom helt op til Thule, hvor Thule ligger ved man dog ikke, men det menes at han i det mindste kom op til Polarcirklen, hvor solen skinnede hele døgnet, og i øvrigt sejlede rundt om England og Skotland. Hele turen er beskrevet i hans rejseskildring ”Om Oceanet”, der desværre er forsvundet, så det er kun småbidder der er overleveret gennem andre forfattere.

Så opdagelsesrejser er ikke noget der hører til fra Middelalderen og frem, man kunne også lang tid før vor tidsregning, og hvis det er rigtigt at Pytheas har været oppe ved Polarcirklen, må han også have begivet sig ud på sejlads, hvor han ikke kunne se land, men måtte navigere på anden vis, og her måske først og fremmest kendskabet til himlens stjerner og planeter.

2.2 Himlens indretning 

Kendskabet til himlens indretning var allerede på dette tidspunkt gammel. Fra tidlig tid måtte man have styr på tiden så man kunne vide hvornår der skulle sås, hvornår der skulle høstes og hvornår floderne gik over deres bredder. Det kunne ikke nytte noget, at man løb an på at man fx såede bare fordi der kom en regnbyge, eller når det var blevet koldt i vejret, for det var måske et atypisk år, så høsten blev ødelagt. Tidligt fandt man derfor ud af, at himlen kunne fungere som ur og kalender. Man kunne holde øje med stjernerne. En af dem der gerne ville give denne viden videre var grækeren Hesiod der skrev Værker og Dage omkring 700 år f. kr. Det hedder blandt andet:

 

Vid, når Plejaderne, Atlas børn, stiger op, bør du høste,

og når de atter går ned, skal jorden vendes og tilsås;

 

Ved at iagttage himlens bevægelser kunne man regne ud hvornår det var bedst at så, og hvornår man skulle høste. Hvis Hesiods skriverier står til troende skal der høstes i maj, mens der skal sås i november inden regn og blæst for alvor sætter ind. Om sommeren er det for varmt til dyrkning. Et forhold der er gældende den dag i dag i fx Egypten. Her er vækstsæsonen vinterhalvåret. Nu skal man også vide mere præcist hvad Hesiod mener, for Plejaderne står jo faktisk op hver dag på samme måde som solen står op hver dag. Men forklaringen er at den dag hvor solen står op samtidig med Plejaderne, så skal der høstes, mens der skal sås når Plejaderne går ned ved morgengry. (heliacal) Plejaderne, eller Syvstjernen, er naturligvis valgt fordi de er nemme at finde på himlen, og det ville ikke give mening for dem at tale om at en stjerne eller stjernebillede passerede meridianen, for det kræver at man præcist ved hvor syd befinder sig. Naturfolk i øst og vest benyttede i stedet tidspunktet for stjernen eller stjernebilledets op eller nedgang.

 

Hesiod gav også gode råd når det gjaldt sejlads:

 

Hvis du din længsel har sat til færd på de farlige bølger –

vel når Plejaderne flyr for Orions vældige styrke

og på den svimlende flugt går ned i det tågede havdyb,

 så er det netop den tid, hvor alskens stormvinde raser.

Da skal du slutte din færden til søs på det vinrøde havdyb,

tænk i stedet på at dyrke din jord, som her jeg dig byder;

træk så dit fartøj på land, og fastgør det rundt om stene,

som skal give dig værn mod de stærke og fugtige vinde.

 

Hesiod fortæller at den bedste sæson for sejlads er 50 dage efter sommersolhverv, da er sommerheden overstået og risikoen for forlis er beskeden, med mindre Poseidon, jordrysteren, eller hans bror Zeus griber ind. Men du skal skynde dig hjem igen inden efteråret sætter ind når vinen skal plukkes. Igen viser historien, at det var længere ture man begav sig ud på, når man kun kunne nå en tur i løbet af efteråret. I forårsmånederne er Hesiod ikke begejstret for sejlads, vejret er for ustabilt, og som han siger, så er det jo ”rædsomt at dø i bølgerne”.  

 

Men det var nu ikke grækerne der var de første til at studere himlen, det var babylonierne og ægypterne. Det fælles for Egypten og Babylonien er at begge er flodlande med henholdsvis Nilen og Eufrat og Tigris, men her hører sammenligningerne også op. Nilen opfører sig som et urværk, stort set på samme dato hvert år går den over sine bredder. Det er når regntiden sætter ind 6000 km længere nede i Afrika, mens Eufrat og Tigris opfører sig langt mere uforudsigeligt, hvorfor stjerner og planeter da også kom til at betyde noget helt forskelligt i Egypten og i Babylonien.

 

I Egypten var Nilen og dens frugtbarhed helt afgørende for livscyklussen og den blev derfor også billedet på hele tilværelsens udvikling såvel før som efter døden. Kroningen af den nye farao blev ofte tilpasset så den tidsmæssigt faldt sammen med oversvømmelserne, og den højeste gud Osiris var symbolet på det livgivende vand fra Nilen. Osiris var symbolet på cyklussen, fødsel, død og genfødsel og gav lovning på udødelighed.

 

Med Nilens cyklus blev det også tidligt klart for egypterne, at året havde 365 dage. Det bestod af 12 måneder af 30 dage, og så var der 5 skuddage. Månedernes 30 dage er naturligvis tilpasset nogenlunde efter Månens bevægelser, hvor der er 29,5 dage mellem to nymåner. Men som bekendt er der ikke 365 dage på et år, men i stedet 365,2422, også det opdagede egypterne, og efter sigende helt tilbage i 2700 f.v.t., mens dagligdagen blev indrettet efter året på 365 dage helt frem til romertiden, benyttedes det mere præcise år i religiøse sammenhænge. Det var også egypterne der inddelte døgnet i 24 timer, 12 timers nat, og 12 timers dag. Da døgnet ændrer længde med årstiderne, betød det at timen ikke havde en bestemt længde, de 12 dagtimer var længere om sommeren end om vinteren, faktisk skal man helt frem til opfindelsen af uret i Middelalderen før hovedreglen var at timer havde en bestemt, konstant længde, indtil det tidspunkt blev menneskets døgnrytme indrettet efter solens opgangs-, og nedgangstider. Egypterne var interesserede i at holde styr på de tilbagevendende begivenheder inden for året, men gik ikke så højt op i historien, som regel begyndte en ny tidsregning, når en ny farao blev kronet, og man talte hvert andet år, når der blev gjort status over faraoens skatte.

2.3 Astrologi

 

I Babylonien/Sumer var situationen en helt anden. Eufrat og Tigris steg og faldt ikke som et urværk, tvært imod kunne floderne fra tid til anden blive en trussel for hele samfundet, når de pludseligt og uden varsel gik over sine bredder,og helt galt kunne det gå hvis en storm pressede vandet fra golfen op over det lave land, som det menes at være sket 4200 f.v.t. og som  nok er baggrunden for biblens syndflodsberetning.

 Efter de syv dages forløb kom vandfloden over jorden…. på den syttende dag i den anden måned, netop på den dag brød kilderne fra det store urdyb igennem, og himlens vinduer blev åbnet, og regnen faldt over jorden i fyrre dage og fyrre nætter…  I fyrre dage kom vandfloden over jorden. …Højere og højere steg vandet over jorden, så alle de høje bjerge under himlen blev skjult… Vandet steg femten alen over bjergene og skjulte dem …  Alt levende, der rørte sig på jorden omkom, fugle, kvæg, vilde dyr, alt hvad der vrimlede på jorden, og alle menneskene.

For faktisk kan man finde stort set den samme fortælling i Gilgamesh, som er en mytologisk fortælling om begivenheder i det gamle Sumer. En fortælling der ligesom Homers Illiade og Odyssé fortaber sig i historien, men det menes at Gilgamesh er det ældste litteratur i verden, og betydeligt ældre end biblen. Bortset fra at hovepersonen ikke hed Noa, men Utnapishtim, så er opgaven den samme. Han skulle bygge et kæmpestort skib, der kunne rumme et par af alle dyr på jorden. Guden ville derefter oversvømme jorden, og til sidst lander skibet højt oppepå et bjerg, dog ikke Ararat, men Nisir. Væsentligste forskel på Gilgamesh og beretningen i biblen, er at i Gilgamesh er himlen befolket af en stribe konkurrerende guder, i modsætning til monoteismen i biblen.

 Frygten for nye ”syndfloder” påvirkede sumerernes livsanskuelse, for man frygtede hvert år, at man igen skulle blive ramt af ødelæggende oversvømmelser, at guden Anu og stormguden Enlil skulle beslutte sig for endnu engang at straffe menneskene og udslette store dele af befolkningen. Det gjaldt derfor om at kunne forstå de tegn der var i naturen så man kunne forudsige og tolke gudernes hensigter. Hvad var mere nærliggende end at himlens stjerner og planeter kunne fortælle om det. Babylonierne var derfor ligesom egypterne interesserede i hvordan himlens legemer flyttede sig, men af andre grunde. Himmellegemerne skulle ikke kun bruges til at vise årets gang, men også forudsige menneskets skæbne, ville det blive ramt af nye trusler, eller ville skæbnen være gunstig til at drage i krig? astrologien var født. Gilgamesh handler derfor heller ikke om det konstante i tilværelsen, men det foranderlige, og derfor har vi brug for at kunne tyde tegnene i sol, måne og stjerner.

 

Babylonierne studerede derfor himmellegemerne dels for at holde styr på tiden, dels for at aflæse tegn på de kommende tider, og det førte senere til bl.a. fødselshoroskoperne, hvor man ved at studere stjerner og planeters stilling i fødselsøjeblikket kunne forudsige skæbnen for den nyfødte. Men her skal vi dog koncentrere os om kalenderen, for babylonierne var meget præcise i deres studier af himmellegemernes gang.

 

Kalenderen i Babylonien var baseret på måneden. En ny måned begyndte når nymånen for første gang var synlig efter solnedgang. Som nævnt ovenfor er der i gennemsnit 29,5 døgn mellem hver nymåne, det kunne man selvfølgelig ikke operere med, så man valgte det nemme tal 30 dage, men 12 måneder gav jo kun 360 dage og ikke de 365 dage, så man opererede med skudmåneder, når afvigelsen blev for stor i forhold til årstiden, blev der indsat en ekstra måned. Men der var intet system der bestemte, hvor ofte der skulle indskydes en måned. Først i år 499 f.v.t. indførte man en 19 årig cyklus, en såkaldt metonisk cyklus. Efter 19 år står månen på en bestemt dato igen næsten samme sted som 19 år før, og på den måde fandt man ud af at året er 365,26 år (hvor det korrekte jo er 365,2422). Det er i øvrigt lidt vildledende at kalde det for metoniske cykler. Meton var græker og beskrev i 432, mens babylonierne faktisk var begyndt at tage hensyn til cyklen allerede i 499, så det menes at Meton faktisk havde sin viden fra babylonierne.  

 

Med 360 dage på et år, svarende til et gennemløb af de 12 stjernetegn i zodiac’en, er der heller ikke langt til opdelingen af en cirkel i 360 grader.

 

At måneden begyndte når nymånen første gang var synlig efter solnedgang, betød også at døgnet blev regnet fra solnedgang, mens ægypterne lod døgnet begynde ved solopgang. I den forbindelse kan i øvrigt nævnes at forvirringen faktisk er fortsat op til vores tid. Det almindelige døgn begynder som bekendt ved midnat, men indtil 1925 begyndte det astronomiske og det nautiske døgn kl. 12 middag.  Det betød fx at en fredag om bord på et skib begyndte kl. 12 og først sluttede næste dag kl. 12, på det tidspunkt hvor hverdagsmennesket ville sige at vi var godt i gang med lørdagen.

 

2.4 Navigation

 

Men hvordan navigerede man når man ikke kunne se land. Vi ved det ikke præcist, bortset fra de hint der er nævnt ovenfor, men vi kan sandsynligvis få en ide om det ved at se på hvordan man navigerede i Stillehavet mellem de mange øer, hvor man absolut ikke kunne regne med blot at sejle langs kysten. Man måtte begive sig ud på det åbne hav, og på forbavsende lange stræk uden landkending, det kræver en meget præcis fornemmelse for afstande og verdenshjørner.

 

En af de første beskrivelser af de indfødtes formidable navigationsevner finder vi i kaptajn Cooks optegnelser fra sin første rejse 1768-1771. Da de når Tahiti tager han en indfødt ombord, der skal fungere som ”stifinder” og tolk på resten af turen, og han har en helt utrolig evne til at finde og navngive mange øer, store og små. Cook skriver blandt andet:

 

I have before hinted that these People have an Extensive knowledge of the Islands situated in these Seas. Tupia, as well as several others, hath given us an account of upwards of 70…

 

Og da de nærmer sig en ø kan Tupia igen fortælle ret præcist om den:

 

Tupia informs us that in the Months of November, December, and January they have constant Westerly winds, with rain; also that the whole island can muster 6780 Fighting Men

 

Tupia er altså ikke blot I stand til at redegøre for op til 70 øer, men også deres placering og befolkning. Det må siges at være ret imponerende, formodentligt har han selv været på mange af øerne for han har et indgående kendskab til deres befolkning og hvordan man kan navigere til dem, fx er der en ø der ligger ca. 350 sømil syd for Thahiti, som Tupia selv har besøgt. Der er ingen grund til at tro at man ikke udviklede tilsvarende kundskaber i området omkring Middelhavet, Det Røde Hav og Indiske Ocean.

 

I dag er den viden som man i ”gamle dage” benyttede til navigation på Stillehavsøerne stort set forsvundet, men en person nåede at studere og afprøve deres evner i praksis, David Lewis, selv sejler med spektakulære rejser bag sig. Først var det en barsk tur over Atlanten som deltager i den første singlehanded kapsejlads fra England til New York. Det blev til bogen The Ship Would Not Travel Due West. Da han ankom til New York efter en strabaserende tur, og det var ved at være hen på året, vendte han om og sejlede til Hebriderne. Det var dog ikke en særligt anstrengende tur sammenlignet med hans senere omsejling af Sydpolens, igen singlehanded. Man forstår godt at han sejlede singlehanded, for der findes nok ikke så mange galninge at han kunne samle en hel besætning.

 

David Lewis studier af navigatørernes evner er samlet i bogen We, the Navigators – The Ancient Art of Landfinding in the Pacific. Her fortæller han ikke blot om hvordan de kan finde vej, men det bliver også demonstreret i praksis, hvor en indfødt navigerer en kano med Lewis ombord, eller sejler med som navigatør på Lewis båd Isbjørnen.Den indfødte skal så navigere båden over lange stræk uden nogen form for hjælpemidler. Grundlæggende er der tre metoder: Navigation ved hjælp af sol og stjerner, navigation ved hjælp af vind og strøm, og endelig navigation ved hjælp af bølger, skyer og fugle.

 

Nogle af metoderne har givet også været brugt af europæiske og arabiske navigatører, og måske senere af vikingerne. Det skal dog pointeres at der er nogle forhold der gør det  lettere at navigere omkring Stillehavsøerne, end i de hjemlige farvande, nemlig mere konstant vind og nok en del færre skyer.

 

Når de lokale navigerer efter stjerner bruger de de stjerner der netop er ”stået op”, eller ved at gå ned. Det er ret nemt at sætte kursen i forhold til disse stjerner, når stjernen så er kommet et stykke op, må navigatøren skifte til en ny der er nemmere at holde kursen efter, typisk vil navigatøren benytte 10 stjerner i løbet af en nat. Ganske vist ændres tidspunktet for stjernernes op- og nedstigning hver dag med ca. 4 minutter, men det punkt hvor de står op, og går ned er altid det samme uanset årstid – samme azimut. For eksempel står den nordligste af stjernerne i Orions Bælte altid op præcis i øst og går ned i vest.

 

Lewis fortæller om en række ture, her skal blot nævnes en. En sejlads mellem to øer, Puluwat til Saipan, en strækning på 510 sømil, men sejladsen gik via en lille ubeboet koralø, og blev dermed på knap 550 sømil, hvilket stort set er distancen mellem Thyborøn og Færøerne, og det er nok de færreste der vil prøve at sejle til Færøerne uden kort, og andre navigationsinstrumenter.

 

Den første strækning var på ca. 100 sømil, og som det ses på tegningen nedenfor var kursen lidt til vest for nord – man ser den lave polarstjerne, og den kurs holdt man indtil man kunne se på havets farve, at vandstanden faldt ( 6-12 m.) så vidste man at man var over et koralrev der strækker sig øst vest i forhold til den lille ø Pikelot, og med den beregnede kurs skulle man være øst for øen, så det var blot et spørgsmål om at lægge kursen mere over til vest, og som forudsat, ramte de øen, og kunne nu sætte kursen mod Saipan der lå ca. 440 sømil nordnordvest for Pikelot.

 

Hipour som var navigatør på turen vidste nu at den rette kurs lå lidt vesten for nord, og at med en kano ville det under normale omstændigheder tage seks til syv dage, men med det vejr der aktuelt var på turen, ville det nok tage op til 20 dage, men, tilføjede han så, med det aktuelle vejr, ville kanoen slet ikke stå ud. Hipour skønnede at med den båd de sejlede i, ville det nok tage fem dage. Selvom Hipour vidste at retvisende kurs var lidt vesten for nord, blev kursen sat østen for nord dels på grund af en vestgående strøm (den nordlige ækvatorstrøm), dels fordi vinden også var østlig.

 

Undervejs blev Lewis forbavset da han så en ukendt stjerne stå op. Hipour grinede ”and remarked, unexpectedly in English, ”Satellite”.”

 

Selvom Hipour er i en for ham ukendt båd er han altså i stand til at beregne afdriften med udgangspunkt i hans kendskab til strømforholdene på turen og en skønnet afdrift på grund af vinden, og undervejs bliver kursen flere gange justeret på grund af ændringer i vindstyrken.

 

Hipour var stort set i stand til at holde kursen, også om dagen, hvor der jo stort set kun er solen at styre efter. Hvis ikke der er andet at styre efter bruger de ofte de lange dønninger, der til tider kan være så svage at vi andre ikke kan mærke dem, men de lokale navigatører kan, evt. går de ind i ”kahytten” hvor de i fred kan ligge og mærke dønningerne. Lewis referer fra en anden forfatter: ”I have heard from several sources, that the most sensitive balance was the man’s testicles, and that when at night or when the horizon was obscured, or inside the cabin this was the method used to find the focus of the swells off an island.”

 

To nætter var det meget overskyet, så man kun kunne se nogle få stjerner, og endda kun i glimt, men det var nok til at Hipour straks kunne kontrollere kursen og meddele evt. ændringer til styrmanden. Fire en halv dag fra Pikelot, efter en nat hvor de et stykke tid havde ligget underdrejet for ikke at risikere at sejle for langt, gav Hipour besked om at lægge kursen om i vest, og ganske rigtigt, fik de øen i sigte om aftenen.

 

Mange øer i Stille havet er ganske små og lave, go derfor svære at se, derfor måtte de indfødte udvikle metoder, så øerne blev ”større”. De vidste at de nærmede sig en ø ved at se på ændringen i fuglelivet, skyernes forandring og bølgebevægelserne, når de blev reflekteret fra øerne.

 

Eksemplet viser at de gode navigatører, der skulle navigere før kompasset, søkortet og endelig GPS’ens havde en lang række naturmetoder, der var ganske præcise. Der er da heller ingen grund til at tro at deres metoder var så forskellige fra de metoder som vikingerne benyttede i perioden fra 700 til 1200. Måske er der ingen grund til at lede efter mystiske instrumenter som fx solstenen. Det er muligt de benyttede et solkompas, men lige så sandsynligt er det, at deres kompas også sad i testiklerne J

 

Der er mange forskelle mellem Stillehavet omkring Ækvator og så Nordatlanten, men der er også ligheder, vi har golfstrømmen, skyer, solen, bølger og dyrelivet. Men vinden er klart ikke så konstant som i Stillehavet, hvilket gør det vanskelige at navigere uden instrumenter. 

 

Hovedkilder: Time in History , G. J. Whitrow, Oxford University Press 1989 og We, the Navigators – The Ancient Art of Landfinding in the Pacific, David Lewis, University of Havaii Press 1994

 

 



Sidst opdateret:  20:29 23/09 2014
 

Et ur
Sømandsvitser
Først i Danmark
Top 10
Navigationens historie
Inspirationen til Moby Dick
Fundet af Robinson Crusoe, 2. februar 1709
Jørn Riel: En julehistorie
Marco Polo?
Magellan
Vitus Bering
Skibsskruen
Sørøvere
Englandskrigen på Anholt
Slaget ved Lyngør
Kaperkaptajn Jens Lind
Mytteriet på Bounty
Tordenskiold
Spray af Aarøsund
Historiske skibe du bør kende
Titanic
Skoleskibet København
Damkatastrofen
Hans Hedtoft
Columbus og hvad deraf følger...
James Cook
Jens Munk
Vikingernes pejleskive
Suez kanalens historie
Panamakanalens historie
Cartagena, Colombia
Registrerede skibsvrag i hele verden
Top top Copyright. Mogens Exner - 2004