Sara; Bent og hans besætnings rejsebeskrivelser fra Sara
TicoTico; Bent og hans besætnings rejsebeskrivelser fra TICO-TICO
Tico-Tico's forlis
Skotlandsbilleder 2000
 

Søndag d. 30 Juni påmønstrede Lotte og Carsten Tico Tico der lå i Lystbådehavnen i Rendsburg.

Vejret var ualmindeligt kedeligt. Et dybt lavtryk over de Britiske Øer med en tilhørende koldfront ind over Jylland - kort sagt, et rigtigt møgvejr med regn og sydvestlig kuling.

Besætningen bestod af Skipperen Bent, hans kone Lotte og Bedstemand, bådsmand og navigatør Carsten.

Opgaven var at få båden sejlet til Lissabon i løbet af 3 uger, hvor bedstemanden skulle afmønstre på Texas-Bar

Imidlertid begyndte tidsplanen allerede at skride fra første time. Der var nemlig sket det, at der var vrøvl med bådens elinstallationer, og den medbragte loddekolbe kunne kun med begrænset succes bruges til at afhjælpe problemerne.

Og inden vi fik Christian smidt ud, var det blevet så sent, at den resterende del af Kielerkanelen ikke kunne nås inden mørkets frembrud. Derfor kom vi først af sted næste dag.

Uforståeligt for os ikke indviede, festede tyskerne i den silende regn i Rendsburgs gader, de var nemlig lige blevet slået 3-0 af brasilianerne til VM i fodbold ! Vi andre nøjedes med en gang aftensmad i en kineserrestaurant.

Kielerkanalen var som altid kedelig og begivenhedsløs. Med sædvanlig tysk grundighed har tyskerne sat kilometersten op. Ikke kun for hver hele kilometer, men også for hver halve kilometer. Om det er for, at man skal have straffen fuldt ud, ved jeg ikke, men det bliver ærligt talt en smule kedeligt at glo på de 200 skilte med de kilometer, man mangler at få overstået. Vi fik tiden til at gå med at justere vores nye rorpilot til at styre båden optimalt, når den blev sat på fanen til vindroret, og til sidst gik båden som på skinner kilometer efter kilometer.

Det norske krydstogtskib Norwegian Pride på vej gennem Kielerkanalen. Læg mærke til skorstenen der er foldet ud til den ene side for at kunne passere under broen.

Endelig ankommet til Brunsbuttel lagde vi os uden på en flink svensker, der hjalp os med at få fortøjet, inden han igen fortrak til hans lune og tørre kahyt. Et øjeblik efter lagde et par friske unge tyskere sig udenpå os. De havde lige været en tur udenfor slusen, og var nu vendt tilbage for at reparere skaderne på deres oldtimer stålbåd efter det hårde vejr bl.a. et knækket topvant.

Vores tidevandstabel for Cuxhaven sagde højvande kl. ca. 19.00, men svenskeren kunne oplyse, at han var i besiddelse af den helt aktuelle tidevandstabel for Brunsbuttel, og her var højvande ca. en halv time senere og derfor besluttede vi, at vi have tid til at handle ind og at få spist aftensmad inden vi skulle gennem slusen.

De 15 mil til Cuxhafen var for ingenting at regne. Vi fik god hjælp af strømmen, og når vi beholdt storsejlet rebet ned til 3. reb og nøjedes med at rulle genuaen halvt ud, passede sejlføringen.

I Cuxhaven var vi lige inde at kigge i "Althafen", men den var forbeholdt både over 20 m l.o.a så vi luskede ud igen og fandt yachthavnen, der ligger et par hundrede meter længere nordpå. Regnen var nu efterhånden blevet særdeles kraftig, og vi var derfor taknemmelige, da et par unge tyskere forlod deres fine gamle træbåd for at hjælpe os med fortøjningerne.

Meders vi stod og udvekslede et par ord som sheisswetter og verdamte regen dukkede der pludselig et langt magert gespenst, med fuldskæg og iført en ankellang sort regnfrakke, op i regnen og mørket. Først brokkede han sig over, at vi havde bundet en fortøjning over til nabobåden. Derefter, at vi overhovedet var gået ind til broen, hvor vi lå, den var kun til både under 9 meters længde. Til vores spage indvending, at vi jo kun målte ca 9.9 meter sagde han " Ja netop, man ser jo "sofort" at båden er alt for lang og en regel er en regel og skal overholdes. - Nå vi blev egentligt lidt efter lidt venner med havnemeisteren og fik lov til at blive liggende.

Næste dag gik vi op til havnemesteren for at få oplyst, hvor vi kunne købe søkort, for en snigende erkendelse af, at det kunne blive nødvendigt at, ja, man kan jo næsten ikke få sig selv til at skrive det, men vi var i det skjulte begyndt, at overveje muligheden for at, gå gennem de hollandske kanaler, i den mindste et lille stykke vej for at undgå den evindelige sydvestlige kuling, der ville vare flere dage endnu. Derfor skulle vi have nogle mere detaljerede kort over den hollandske kyst, så det ville være muligt, at gå ind for at hvile os, og så måske "stikke genvej" gennem kanalerne.

Så snart boghandleren i Cuxhaven åbnede, fik vi købt vore kort.

Selv om det jo egentligt var for sent i forhold til tidevandet stak vi 2. reb i storsejlet rullede genuaen halvt ud, hvorefter vi drog af sted på vores krydstogt vestover gennem Tyske Bugt.

Første ben gik til tæt på Helgoland. Foran regnbygerne var sejlføringen i overkanten, men den passede når regnbygerne passerede og havet nærmest lignede en nyslået græsplæne.

For dem der er interesseret i søvejsreglerne, kan vi oplyse, at de stadig fungerer. Færgerne går godt nok af vejen for en sejlbåd i rum sø, men de gør det i sidste øjeblik.

Da vi havde vendt over på styrbord halse og Helgoland var forsvundet i regnen, råber Bent pludselig " Jamen, der er jo vand i båden" Han havde netop set at Lottes undertøj var begyndt at flyde ud af forkahytten. Det viste sig, at alle hylder skabe og skuffer samt skuffer var fyldt med vand og at vandet stod højt over dørken. Skipperen gav sig til at øse, men vandet blev ved med at strømmer ind i skabene og alt var vådt. Displayet på Lottes telefon lignede et watterpas med en lille boble i vandet, der fyldte hele telefonen ud. Heldigvis kunne vi holde trit med det indstrømmende vand, ved hjælp af den elektriske lænepumpe, der måtte startes med jævne mellemrum.

Da de Frisiske Øer dukker op, begynder vi at studere McMillans lods og vores kort over farvandet, for at finde et sted, der var egnet til, at kunne passere med vor dybgang på ca. 1,8 m Det var ikke let. Det var ved at blive lavvande, og der er kun adgang til de fleste steder ved højvande. Det sted der så mest lovende ud var ved vestenden af Langeoog. Lodsen sagde, at det er muligt at passere 24 timer i døgnet. Desværre ligger Langeoog ca 15 mil længere vestpå. Det betyder, at der vil være lavest muligt vandstand, når vi skal passere brændingen her, men det burde være muligt, og det ville egentligt være rart med en bondesøvn, så vi beslutter, at det skal forsøges.

Fordelen ved stedet er, at det er afmærket med belyste bøjer, så det må jo være "a piece of cake" at gå ind her. Da vi kommer frem er anduvningsbøjen ganske vist slukket, men den finder en Yachtskipper af 1. grad jo let ved hjælp af GPS'en. Længere inde, kan vi se, at godt nok mangler den røde bøje, men de to grønne bøjer, der markerer styrbord side af løbet er på plads, så vi tager naturligvis fat på indsejlingen. Klokken er vel omkring midnat, og da vi kommer længere ind, kan vi se brændingen der lyser hvidt i mørket, selv om vinden nærmest bærer væk fra land - det ser sgu´ lidt betænkeligt ud, men dèr lidt til bagbord er vandet helt sort og må derfor være dybest, så vi prøver der.

Da vi første gang tager bunden, slår vi det hen med, at der jo åbenbart er sket en smule tilsanding siden McMillan var på stedet, og det er jo nok kun en lille "pold" vi skal over. Én gang er jo ingen gang så vi tager anden og tredje gang med medens vi manøvrerer lidt rundt i brændingen, men 4. gang vi tager bunden anmoder Skipperen om at få båden sejlet ud på dybt vand igen og gerne med det samme. Det gør vi så efter at have startet motoren og krænget båden ved hjælp af storsejlet. Selvfølgelig undgår vi ikke at tage bunden nogle flere gange på vej ud, men hver gang blev vi igen løftet fri af en bølge.

Det var en lidt uhyggelig oplevelse, der i mørket, og vi skal ikke anbefale nogen at gøre det efter, i det mindste ikke, når der er ebbe. Og det skal absolut kun forsøges, når der som her, er fralandsvind.

Nu var der kun et at gøre, og det var at gå videre til Borkum, der ligger 35 mil længere vestpå. Vinden var stadig vest til sydvest ca. 15 sekundmeter, så det blev en drøj tur og nogle lange sømil.

Midt på formiddagen dukkede Borkum op, og vi startede motoren, for at gå de sidste par mil ind gennem renden til havnen, men ak! Da vi ville give gas, kunne motoren ikke tage omdrejninger, og vi måtte gå ind i havnen for sejl. De fine havnemanøvrer endte dog pludseligt, da båden ikke mere lystrede roret, fordi vi var gået på grund i havnen. En flink tysker hjalp os med at hive båden ind på en plads.

Havnen lignede hvad det var - nemlig et privat initiativ for små midler. Det vigtigste var dog, at der var et vaskerum med en tørretumbler, hvor vi kunne få vores tøj tørret.

Det første syn der mødte skipperen, da han ville hente ledningen til landtilslutningen, der lå i ankerbrønden var at ankerbrønden var strygefuld af vand, og det forklarede jo hvorfor forskibet var et "mess" af bøger tøj og sengetøj der flød i vand. Vandet var simpelthen flydt over gennem åbninger i skottet ud til ankerbrønden og ind i forsalonen.

Aftenen tilbragte Skipperen med at øse vand ud af båden, medens han brokkede sig over den imbecile "bådbygger" Kåre fra Skive der havde fået besked på at tætne ankerbrønden. Det eneste han havde tætnet var afløbet....! Det var til gengæld blevet 100% tæt i modsætning til skottet der langt fra var tæt....;-)

Det skulle nu gøre godt med en kop kaffe og bedstemanden gik i gang med kaffebrygningen, men føj hvor det smagte Skipperen spurgte om jeg havde taget af saltbeholderen i stedet for sukkerskålen. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at udluftningen til vandtanken mundede ud i ankerbrønden, og at vandtanken herfra var blevet fyldt med havvand. Et held at det blev opdaget nu, og ikke når båden befandt dig midt på Atlanten.

Den lille private Yachthavn i Borkum

Næste morgen skulle vi have taget stilling til, om vi skulle fortsætte udenom, eller om vi skulle gå gennem de hollandske kanaler et stykke af vejen. Det kan lyde lidt "tøset" men vi valgte kanalerne. Det skyldes, at der på vindmøllerne, der stod ved havnen var et display, hvor publikum kunne aflæse vindstyrken, og netop denne morgen viste det vind fra nordvest, vindstyrke op til 22 m/s.

Der var kun et lille problem. Undervejs til Delzpzil, hvor sluserne til kanalerne befandt sig, skulle vi lænse i den hårde vind og det gør ingen ansvarsbevidst Yachtskipper af 1. grad uden at have pålidelige kort, så Lotte og Bedstemanden / navigatøren fandt et måske antikt kort i restauranten ved havnen. På grundlag heraf lavede vi en skitse af de 20 sømil gennem Ems-mundingen til Delpzil på bagsiden af en bagerpose.

Skipperen ved rattet på vej ind gennem Ems-mundingen

 

Et styrbords skillepunkt i den mudderbrune Emsmunding hvor sejlrenden deler sig og går ind til Delpziel. Her begynder kanalerne gennem Holland.

 

 

Bents fortælling, men mere detaljeret
Artikel i Bådmagasinet
Hvad skete der - Bents fortælling
Tico-Tico på Vavau
Dagbogen: Western Samoa, datolinien mv.
Dagbog: Bora Bora - Samoa
Bent på Hivaoa
Panamakanalen
Bustur og stranden
fra Colon /1
Bents beretning om Colon
fra Colon /12
Fra Kastrup til Panama
Christian i Panama
de hollandske kanaler
Ijmuiden - Lezpardriux
Capo Verde 26/11
Puerto Rico 12/11
San Sebastian 25/10
Tenerife 22/10
Lisabon 2 11/10
Lisabon 11/9
Penishe 5/9
Portugal 20/8 2002
Artikel i Faro de Vigo
Rensburg - Delzpzil
Fest for Bent - billeder
Rensburg
Mariager avis d. 26. maj 2002
Top top Copyright. Mogens Exner - 2004