Sara; Bent og hans besætnings rejsebeskrivelser fra Sara
TicoTico; Bent og hans besætnings rejsebeskrivelser fra TICO-TICO
Tico-Tico's forlis
Skotlandsbilleder 2000
 
Fra Kastrup til Panama

02/03 2003

Flyveture er egentlig ikke noget at skrive om, men da hele dagen gik med det, må jeg se om jeg kan alligevel. Flyet fra Kastrup var med et mindre fly - måske et DC-9. Med 11/9 in mente kigger man sine medpassagerer an. Alle der opfører sig "anderledes" eller ser "Al-Quida-agtige"ud, laver man sin liste over, samtidigt med at man fører argumenter for og imod flyrejser. En meget tynd, blond pige med dyb cigaretstemme, havde meget besvær med at finde sin plads. Senere fandt jeg ud af, at det åbenbart var et selskab, hvor hun åbenbart gik noget på skift - måske var hun rejselederen, eller en som ingen gad at snakke med. Ham, der sad ved min venstre side i det transatlantiske fly, var enten meget fly-/flyveskræk eller bare almindelig alkoholiker. I hvert fald satte han en del små flasker til livs, som han forsynede sig med fra vognene med drikkevarer. Hans kæreste forsynede ham med hvad hun kunne tage fra vognene, og ind imellem var hun ude foran for at hente yderligere forsyninger. Sædvanligvis havde han tre glas i gang foran sig på bordet - for ikke at gå helt i panik velsagtens. Ud fra hans vægt regnede jeg lidt på promiller og sådan - noget skal man jo have tiden til at gå med. Han havde en anseelig promille, da vi kom til Newark (Lufthavnen i New York). Nettet foran på stolen var fyldt med små flasker, da han forlod flyet. Han sov meget af tiden, men var passende vågen når drikkevognene bevægede sig forsigtigt ned af gangene. En enkelt gang måtte kæresten ruske i ham for at han kunne vågne. Det han indtog i flyet ville være nok til en promille på 3 (selv med en skønnet vægt over 100 kg), men skønner man så, at han har "forberedt sig" lidt, så har han været mere end almindelig plørefuld.

"Vores" stewardesse var en frodig negerkvinde omkring sine 120 kg, der meget energisk kom farende ned af gangen, hvis ikke folk blev siddende under de forskellige procedurer. Hun havde tydeligvis en fed fornemmelse af "ligesom at svæve over vandende", når hun var på arbejde. Nogle data fra flyets informationstavle: DC-10, 10 km's højde, temperatur mellem -47 og -56 grader.

I flyet skulle der udfyldes visapapirer, selv om man kun skulle mellemlande i USA. I Amsterdam, da vi skulle ombord, blev man nærmest krydsforhørt inden man fik adgang til flyet. HVEM har betalt billetten, HVOR var den købt og HVORNÅR var den blevet betalt. HVAD havde man i tasken af elektroniske ting o.s.v. Det gik formentlig kun ud på, at få mistænkelige personer til at blive nervøse og begå logiske fejl.

Hver gang jeg var igennem metaldetektoren blev jeg fanget p.g.a. et lille fotostativ, en skinne til blitzen og to nåleholder-tænger. I Amsterdam var de særlig vagtsomme, da jeg til sidst var uden briller, bælte og sko, for at komme lyde-frit gennem detektoren. Ham der sad ved detektoren tog sig til hovedet, da alle mine tasker og jeg selv gav udslag, men det var vist ikke personligt ment....

Newark (lufthavnen i New York) udmærker sig ved at være et utroligt kedeligt sted uden ur. Jeg måtte spørge en tolder om lokaltiden. Tidsforskellen er 6 timer.

I Newark skulle man gå til bagagebåndet. Også selvom jeg indvendte, at de i Copenhagen, havde sagt, at jeg ikke ville se min baggage før Panama. Ideen var, at man selv skulle tage sin kuffert med igennem endnu et tjek. Min kuffert kom selvfølgelig ikke, og der var faktisk en del med samme problem. Der måtte mangle en hel vognladning kufferter!

Lidt rundt på gulvet, fik jeg oplyst at jeg skulle lave en klage, når jeg kom til Panama. Jeg spurgte lige et andet sted, for at være helt sikker - og det var rigtigt nok. Klager skal afleveres på destinationen. Jeg skulle nu finde terminal B, hvilket indebar, at jeg skulle køre med et elektrisk tog. På vejen opdagede jeg, at jeg havde glemt mit pas ved skranken for min ekstra forespørgsel, hvilket lå bag en dør med "no return". En venlig kvindelig neger-politikvinde, fik jeg til at gå turen, og passet var der heldigvis godt nok.

Tilbage til terminal B. Nu var kontrollen faktisk mere lemfældig, men det komiske var, at de forsøgte at leve op til et eller andet diktat ovenfra, som de tydeligvis ikke havde fået studeret nærmere. Indledningen var den store tur med briller, bælte og alt det der, men herefter gik der lidt kludder i det. Manden ved skranken besluttede sig til at "åbne" for check in, da jeg henvendte mig. Han kiggede på pas og billet, men glemte så alt om sig, da han skulle se nogle babybilleder, som en af hans kolleger havde med. Da jeg gjorde opmærksom på min tilstedeværelse var der almindelig moro, men han skulle lige annoncere at check in var lavet om til et andet terminalnummer, hvorefter han igen glemte mig og så flere billeder. Da jeg igen råbte op blev han meget flov og hele personalet var næsten grædefærdige af grin. Herefter gik jeg til den anden terminal, hvor det før omtalte personale langsomt flyttede ind.

Al annoncering foregik på spansk, men en medpassager forbarmede sig over mig, da vi blev råbt op række for række i flyet, så flyet blev fyldt bagfra. Jeg kan ikke forstå tallene på spansk.

Der var en skummel fyr, der piskede rundt mellem stewardesser og terminalens personale. Da jeg kom ombord, havde han to store poser med flasker i hånden og skulle til at forlade flyet. Jeg tror det var noget med noget billigt sprut "blandt venner".

Turen tog godt 5 timer og mine fødder var ved at blive "urolige". Jeg sad og lavede venepumpeøvelser ind imellem, men det var betydeligt bedre at komme op at stå og gå en tur på toilettet. Jeg har ikke prøvet det med hævede fødder før, men een gang skal jo være den første. Uroen var meget ukonstant og det lykkedes faktisk at falde i søvn et par timer uden at det var blevet værre af det.

Lidt i klokken 22 lokal tid, kom vi til Panama. Ud af sidevinduet fik man indtryk af en meget vidtstrakt og oplyst by, men flyvepladsen var et kedeligt og tildels beskidt bekendskab. Jeg meldte min kuffert væk, og jeg fik nogle numre jeg kunne ringe til, for at høre hvornår den dukker op. Nu skulle jeg finde et hotel og en taxichaffør foreslog Marpariso, der viste sig at være et udmærket hotel til $22 pr. nat. Turen til byen var ca. 28 km. og det kostede $25. Det viste sig senere, at man kunne få det betydeligt billigere, men sådan er der jo altid så meget... Ingen taxameter eller biltelefon til at spolere fornøjelsen af et bagtøj, der forlængst burde være kasseret, men senere fandt jeg ud af, at det SKAL lyde sådan, ellers var det i hvert fald ikke en rigtig taxa, man var kommet med ud at køre.

Jeg fik nøglen til 209 og der var svalt pga en airkondisioner, der larmede som et mindre diesellokomotiv. I stueetagen var et lille indelukke, hvor der stod to PC'ere, hvor man kunne gå på internet. Jeg fik hurtigt sendt et par beskeder til de forskellige, om at jeg var kommet godt frem. $1 pr. halv time. Jeg skyndte mig i seng, da jeg skulle op og med flyet til El Porvenir om morgenen.

 

03/03 2003

Flyet viste sig at være fuldt booket, men jeg kunne få en plads i flyet næste dag, hvilket jeg tog imod. Hjem igen og fik mit gamle værelse. Gik en tur i byen, men der var ikke meget at se på. Fandt senere ud af at jeg ikke havde fundet centrum. Det var meget varmt og endelig fandt jeg et supermarked hvor jeg kunne købe VAND!, der var ved at være et behov for mig. Man sveder som en hest, når man ikke er akklimatiseret, og man mister jo en masse salt - pensum i sundhedslære. Således købte jeg også en pose chips til supplement af halvanden liter vand.

Taxier har en irriterende vane med at dytte efter turister i betydningen "her er en taxi turist". Vanen sidder så dybt indgroet i dem, at de dytter selv om bilen er fuld af passagerer. En anden ting jeg har lagt mærke til er at vejene altid er tosporede. Taxier og alle andre biler ligger sig ind mod midten, hvorefter man bare kan overhale højre om. Alt foregår med radioen for fuld skrue og hornet i taktfast trutten, der ikke er møntet på nogen specielt, men snarere skal forståes som "her kommer jeg".

Langturssejlernes kontakt i Panama; Karsten Staffelt, havde anbefalet mig at holde godt fast i flyselskabet mht kufferten. Jeg tog ud på flyvepladsen sent om aftenen og "slog i bordet", og bad om at tale med manden "in charge", men de kufferter, der var dukket op var fra den 1., og min var jo forsvundet den 2. Så det meste af flyvepladsens bagageopbevaring og troede efterhånden på, at de var kede af at min kuffert ikke var dukket op. Computeren de havde, viste sig ikke til megen hjælp, da den viste at min kuffert befandt sig i Panama.

Således var der ikke nogen dato eller garantier for hvornår kufferten ville dukke op, og jeg besluttede at begive mig mod El Porvenir næste dag med flyet den 4.

 

04/03 2003

Som Gunnar ville have sagt: "Nu begynder historien, som får Erik den Rødes bedrifter til at ligne en aften ved Tivolisøen med Svend Augen". Igen tidligt oppe for at være på flyvepladsen klokken 5. Et lille tomotores taxifly står klar på startbanen. Det vrimler med indianere, der når mig til armhulen. Så mig selv i et vindue, som et hvidt fyrtårn, der ragede op midt i en gråbrun masse af lavstammede mennesker med masser af happengut i form af papkasser og gule spande, ruller og stænger. Jeg var først i flyet og satte mig lige bag piloten. En del instrumenter virkede ikke og særligt blev øjet tiltrukket af et elektronisk kompas, der med forskellig hastighed hele tiden roterede clockvise, men der var en lille GPS, der raporterede at der var 10 nm til målet. Det kunne jeg relatere mig til, men et lige så stort instrument med nogle flimrende tal irriterede mit øje.

For at sætte tingene lidt på spidsen, bliver jeg nødt til at skrive, hvad jeg ubevidst havde forventet mig af San Blas øerne. Jeg forestillede mig nogle øer - måske en 4 - 5 stykker, med nogle omliggende øer imellem. Indianerne holdt nok til på en eller to af øerne. Lufthavnen i El Porvenir, vidste jeg lå ved havnen, så jeg havde indtrykket af at man fløj ind over en 3 - 4 bådebroer med måske 6 - 8 både ved hver - det var jo en lille ø....! Hjemme havde jeg et atlas hvor de tre afmærkede steder i Panama var Panama City, Colon og El Povenir på San Blas.

Det var mørkt, da vi satte os ind i flyet og formentlig afventede vi dagslysets komme, da der vist er noget med certifikat og dags- eller natflyvning. Det var velklædte officerer i fuld uniform og de (i det mindste) forstod engelsk. Det var et lille 2-motores fly - Taxi-fly, stod der på kroppen. Motorerne blev gasset op og gulvet blev helt elektrisk af resonans - en lille maskinskrue måtte vride sig i dette for at komme ud af sin spændte situation. Vi fløj vel et kvarters tid, hvorefter der blev lagt an til landing. Efter en hård nedbremsning, holdt flyet med næsehjulet i vand, for øen sluttede brat på den anden side... Vi drejede rundt og taxi'ede tilbage, hvor der stod en flok indianere og ventede. Kvinderne i de traditionelle dragter med bordeux-røde klædninger, der er dekoreret med små stykker stof, nærmest som et mavebælte, som jeg senere fik at vide hedder mola'er. Der var masser af folk og de gule spande og papkasserne blev trukket frem fra bagagerummet. Dette var Rio Diablo og altså ikke El Pouvenir. Flyet holdt der en 5 minutters tid, hvorefter det lagde an til at lette igen. Da var indianerne allerede i deres kanoer igen. Jeg tror slet ikke, der boede nogen på landingsbane-øen. Indianernes kanoer er udhulede træstammer, hvor der som regel helt øverst er sat en eller to lønningslister for at lave fribordet højere. De fleste har fået sig indrettet med en lille påhængsmotor og skyder faktisk en betragtelig fart gennem vandet.

Nu var mit indtryk, at man kunne forhandle lidt med piloterne, så jeg bad dem om at lave en runde over havnen i El Porvenir, hvilket godt kunne lade sig gøre. Efter endnu 14,4 NM lade vi an til landing og jeg kunne få lov til at fotografere ud af forruden. "Havnen" var en usikker dingybro og to både for svaj, hvoraf den ene var Tico Tico. Øen så ud til at være lavet kunstigt længere for at få fuld længde på landingsbanen, men kun ca. halvdelen blev anvendt, da vi jo skulle holde ved alle de ventende indianere. Jeg kom ud af maskinen og fandt min taske bagi - det faldt mig naturligt, næsten lige som at tage sin taske i bagagerummet på en bil. Tværs over landingsbanen tog jeg sigte på Tico Tico og blev kontaktet af Mads, der havde sovet i land i sin nye hængekøje. Dog var han vågnet et par gange, fordi de nedfaldende kokosnødder gav en del støj fra sig. Ved landingsbanen var et ubemandet kontroltårn, en politistation og hotellet. Kontroltårnet udmærkede sig ved at være blevet "påkørt" af et fly, der måtte undvige nogle turister på landingsbanen. Hullet var aldrig blevet repareret.

Mads er en 19-årig fyr, der er steget på skibet i Trinidad. Han havde været med et andet skib, som havde sejlet omkring Tobaco. Pga af dyre reparationer og ansvarsfordelingen, der ikke faldt i kaptajnens smag, skulle skibet sælges på Martinique og Mads var således lidt lost. Han tog til Trinidad og håbede på skibslejlighed, der skal indgå i en undervisningskontrakt i forbindelse med "den fri ungdomsuddannelse", der sorterer under vandtårnet i Århus, hvor vejlederne sidder. Mads skal med over Stillehavet.

Den anden gast ombord var Peter, der er skolelærer fra Hjørring, der nyligt er gået på efterløn. Han har selv båd - en Ohlsson 29, der ligger i Rønnerhavnen i Frederikshavn. Han har været ude at sejle før og har nogen erfaring. Øvrige besætning var Bent og Lotte, der nok ikke kræver nærmere præsentation i denne sammenhæng.

Bent hentede os ved dingybroen i gummibåden og vi udvekslede historier, oplevelser og rene løgne, medens vi fik morgenmad: Lokalt brød med kaffe.

Vi sejlede til naboøen - 5 mand i en tre-personers gummibåd, får den til at ligge meget stabilt. Øen var oversået med palmehytter og der var smalle lerstampede stier imellem dem. Børnene hilste os med "O-la" ("Hola" spansk for hej Red), hvor begge stavelser udtales meget kort. Hilsenen virkede også på voksne, men absolut bedst på børn. Vi så et par albinoer, og Bent havde læst at de var relativt hyppige pga indavl. Pigen så ud til at klare sig fint, men drengen - han var vel omkring 9 år - havde solskoldninger og sår i hele ansigtet. Ved mange af husene var ophængt molaer til salg og indianernes ordforråd på engelsk begrænsede sig til "ten dollar"og "picture, one dollar". Den store samtale blev det aldrig til. Af en tidligere gast havde Lotte og Bent fået til opgave at købe en del molaer, så der var muligheder for at se en del af slagsen. En mola er syet af flere lag stof. Det forreste stof bliver en slags "baggrund" for de farver man via snit, trækker frem igennem det forreste stof. Kunsten består i at lave meget fine sting i siden af en sådan fremtrækning og at "stregen" bliver lige bred i hele sin længde. Undtagelsesvis er lavet applikationer oven på det hele til sidst. Motiverne i kvindernes tøj var ofte mønstre, medens det der blev tilbudt mere var dyremotiver - ofte spejlede i midten, men med lette variationer fra side til side. Tydeligvis er der nogle historier bag figurerne - mytologi(?), idet de samme figurer indgår i mange forskellige sammenhænge, men vi er ikke bekendt med disse historier. Perlearmbånd og skjorter applikerede med molaer, hørte også til det velassorterede udvalg. Underligt nok, forstår de ikke "at handle". Det med "to for 15" eller lignende, forholder de sig slet ikke til og prisen er normalt ikke til forhandling.

      Klik på billedet for at forstørre

Kvinderne havde ring i næsen, der ofte var så tyk at de kunne døje med at trække vejret igennem den. De havde tørklæde på hovedet og var iklædt hel dragt i rødlige farver med molamotiver omkring maven. Mændene så man kun sporadiskt og de var meget anonyme i tøjet. De havde store macheter, der gjorde fyldest i sammenhæng med kokosnødder. Børnene var meget udfarende og ville gerne hilse med deres "O-la". De var glade og velnærede. Enkelte så vi med grimme tænder og vi må nok slutte, at der ikke er regelmæssige tandeftersyn på øerne. Der var papegøjer med groft stækkede vinger og et par grise så vi i et bur ved vandet. Mærkeligt nok så vi ikke høns, men det kan da være, at de har specialiseret sig i dette på en anden ø, da høns ofte indgik i menukortet på den ene eller den anden måde. Mændene var altid i baggrunden, hvis vi overhovedet så dem.

I gummibåden nåede vi den næste ø. Her havde de vand, da øens Ole Opfinder havde lavet et sindrigt system med drænage af store bliktage. Denne mand talte lidt engelsk og stod for "hotellet". Vi aftalte at komme tilbage senere og spise, når de var færdig med at lave det. Vi bestilte høns og krabber. På den næste ø, var der tæt befolket. Det specielle her var, at man havde lavet hegn rund om de sædvanlige hytter, så man ligesom havde et privat aflukke. Igen skulle vi se en del molaer, armbånd og hjemmesløjd. Vi var blevet vinket ind af en kvinde til en privat bådebro. Hun havde formodentlig håbet, at kunne sælge nogle af hendes molaer, inden vi så det øvrige udvalg på øen. Således var vi kommet ind igennem et privat aflukke til byen, og der var en del besvær med, at finde tilbage igen, men det lykkedes da til sidst. Jeg gik for mig selv og havde været inde det samme sted flere gang. Der stod en lille dreng i en udhulet træstamme og han hilste i begyndelsen begejstret med sit "O-la", men efterhånden som jeg nu havde været der 4 -5 gange, var han ved at blive lidt mistænkelig, kunne jeg se på ham, hvilket også kunne være fordi, jeg hørte kvindelatter og fnisen inde fra palmehytten. (Væggene i palmehytter kan man se lige igennem Red)

   

Maden smagte godt og var rigeligt sine 3 dollars værd. Dem der havde bestilt krabber, fik betydeligt mere kød, end dem der havde bestilt høns - nærmest kun et lår. Der var også salat til, men jeg undlod at spise det qua den sparsomme vandforsyning, men de andre var mindre mistænksomme og fik da heller ikke problemer.

  

Om aftenen bliver det mørkt i løbet af en halv times tid. Vi er jo på ækvator. Kiggede efter Sydkorset et par gange i løbet af natten, men der var overskyet i den retning. "Det falske Sydkors" fik jeg da set. Selv om man holder fanen højt og sidder og snakker på agterdækket hen over petroleumslampen, så melder trætheden sig alligevel ved 21-tiden. Soveudstyret består af et lagen som underlag og et dynebetræk uden indhold som dyne, hvis det imod forventning skulle blive koldt. Man klarer sig udmærket uden, skulle jeg hilse og sige.

 

05/03 2003

Vi sejlede længere øst på for at se nogle flere øer. Mads havde læst om øerne, at her var fine snorkelmuligheder. Straks efter første tur påstod han at havde set en barracuda og at vandet var fuldstændigt klart ned til 10 - 15 meter. En franskmand; Bernard og hans pige, der var chilener og hed Carmen (hvad ellers?) lagde også i nærheden. Han skød fisk med et stålspyd, som han kunne affyre med en slangebøsse-lignende tingest. Den østre ø var beboet med indianere. Vi havde set en stor kano, da vi sejlede ind i gummibåden, men havde ikke tænkt nærmere over det. Da vi ankom til landsbyen, der kun var 3-4 palmehytter, blev vi modtaget af en kvinde, der bød os siddeplads på tre campingstole af plast, der udmærkede sig ved at være i tre forskellige farver. Hun forsøgte at fortælle os, at de andre kommer om lidt, men kortvarigt havde man indtrykket af at være den hvide mand, der var kommet som en anden dr. Livingstone og blev budt byens bedste stol. Det gik ud på at få solgt nogle molaer - naturligvis. Kvinderne og pigerne kom springene fra båden - de havde været på vej ud til os, da de så, at vi havde sejlet ind i stedet, hvorefter de var vendt om igen. Fra de gule spande blev bredt mola på mola ud. Der var godt nok mange og priserne var lidt over hvad vi var vandt til, så der blev ikke solgt nogen. Der dukkede en mand op, der kunne få ord på engelsk. En næsten fuld udvokset pige - kunne ikke aldersbeskrives ellers, da de er svære at sætte alder på - gik rundt og holdt sig for øjet og havde tydeligvis ondt.

Førstekvinden i forsamlingen havde fået udslet på hele kroppen og selvfølgelig skulle Bent buse ud med at jeg var læge, hvorefter jeg måtte forkynde at Bent var dyrlæge. Tilliden samledes klart hos mig, men hunden under hængekøjen blev dog udpeget til Bent.... Førstekvinden havde fået udslet for nogen tid siden og havde fået binyrebarkhormon mod det, men det var blevet værre.

Således kunne det sagtens være en parasit og man kommer uværgerligt til at tænke på fnat, men hun havde haft det i nogen tid og ingen andre havde fået det. Desuden var der ikke angrebet hud mellem fingre eller tæer. Vi anbefalede hende at gå til lægen igen - i øvrigt var lægestationen ved Rio Diablo, hvor jeg landede første gang, så de måtte have omkring 10 - 15 sømil til lægen!

Den næste patient var pigen med øjet. Ved inspektion var der ikke ret meget at se, men når man trak godt op i øjenlåget kom der pus frem fra bagsiden af øjet. Bent havde noget chloramfenikolsalve i båden, som vi ville komme med senere. Sidste patient var tydeligvis en gigtpatient, da hun gav udtryk for store smerter i skulderregionen. Det kunne vi ikke gøre noget ved.

Ved gummibåden traf vi Julio - udtales Hjulio. Han kunne nogle få gloser på engelsk og vi fik nogle oplysninger af ham: Der var 3 familier på øen, i alt 30 personer og de ernærede sig ved at høste kokosnødder til 10 cent af stykket. Den dag havde de høstet 600 og de var 7 mand om det, hvilket må modsvare $60, som igen må være $2 pr. person på øen. Således kan man godt forstå, at der er et mål i at få solgt en mola til 10 måske 20 dollars, da det jo giver relativt godt. Jeg ved ikke hvor lang tid det tager at lave en mola, men det syning vi har set, gik relativt langsomt, og det må være noget, der tager mindst en dag pr. stk. Indianerne kommer meget billigt med flyvemaskinen - jeg betalte små $30, men de får det for omkring $5, men det er alligevel en betragtelig udgift, hvis de f.eks. skal til lægen eller noget andet. Kokosnødderne må blive afhentet på en eller anden måde, da vi ikke så nogen transporter af dette. På stranden var Carmen ved at lufte hunden. Det foregår ved at den bliver sat på surfbrædtet og hun står bagved og padler dem ind. Af en eller anden grund er hunden ikke til at få med tilbage igen...

Den anden ø udforskede vi senere, men det viste sig at den var ufremkommelig i bare tæer, men Bent kom angiveligt hele vejen rundt. Øen var ubeboet, men der var da en del kokos. Billederne fra San Blas stammer for en stor del fra denne ø. Kokospalmens rodnet er nogle tynde fingre, der borer sig ned i sandet. Åbenbart tåler de saltvand, da de kan gro lige i vandkanten eller i overgangen mellem strand og skov.

 

06/03 2003

Vi sejlede tilbage til "lufthavnen"; El Porvenir. Der var en fin vind og de 15 - 20 mil fik vi has på i løbet af en 3 - 4 timer. El Porvenir er nævnt på mit kort over Mellemamerika, hvilket synes temmelig overdrevet, hvis man har set, hvad det virkeligt er, men stedet er måske alligevel en slags knudepunkt for regionen, selv om den måske er tyndt befolket. Der imod, er der ikke vist bare antydningen af, at der ligger øer her, og hvis man har set det fra oven som jeg, ville man have set måske flere hundrede af slagsen. Åbenbart er indianerriget vidtstrakt og rigtigt mange øer beboede. Området indenfor hører også med til "riget", og angiveligt er det ren urskov, men der foreligger ikke oplysninger om evt. udnyttelse af disse naturresourcer. "Lufthavnshotellet" var vært for aftensmåltidet. En kæmpe palmehytte var bygget på tomten af et tidligere hus. Der var ikke vægge, men gavlen af huset stødte op til siden af hytten. Tagkonstruktionen var af rundtræ og masser af bindinger. Der så ikke ud til at være brugt søm eller lignende. For enden af huset var et lille træhus, hvori der stod en generator og bankede. Vi havde forventet os en mægtig maskine ud fra lyden, men det var bare en lille Honda-plæneklippermotor-ting, der fik lyden gjort mere voksen af træhusets resonanser/dimensioner. Maden var udmærket og jeg spiste salaten. Tjeneren var en lille sorthåret, undersætsig mand der ikke sagde et ord før vi skulle betale. Et lille hul i væggen til det store hus fungerede som serveringshul og uddelegering af ordrer til ham. Et par negerkvinder forestod denne del af det. Lotte havde regnet ud af han var noget under tøflen og havde generaliseret ud fra dette, at mændende var holdt nede af kvinderne. Højdepunktet var, da han henvendte sig til Lotte angående betalingen. Vi FANDT båden på vej hjem i gummibåden, men kun fordi vi havde ladet den lille røde energilampe været tændt! Det var buldermørkt og omridset af båden dukker først op, når man er meget tæt på.

 

07/03 2003

Bent havde studeret kortene og fundet at, der var for langt at sejle turen til Portobello i et stræk. På ca. halvejen var sat et anker i kortet bag nogle lave dybder. Stedet hed noget med Daenaes Roads, hvilket vi tog som en ankerplads beregnet for os. Vi ankrede op ud for en bebyggelse, der lignede et eller andet hotel-agtigt, men vi var ikke inde, da skipper ikke følte sig overbevist om at vi ville være velkomne. I øvrigt blev det pludseligt mørkt og vi tørnede ind. Der var faktisk en del rullen natten igennem og bommen holdte et forfærdeligt spetakkel, men af en eller anden grund fik vi sovet alligevel.

 

08/03 2003

Portobello var en lille havneby i en bugt. Der var et gammelt fort i byen, men denne specielle dag var der fest for el Diablo. Jeg tror ikke at det var i betydningen satanister, men vi blev af flere advaret om, at hvor Portobello til dagligt var en ikke-kriminel by, så måtte man regne med, at nogen af de slemme drenge fra Colon i anledning af festlighederne, var på besøg. Hav kun 5 dollars i lommen og lad kamera og ure ligge i båden var beskeden. Bent havde været i kontakt med Karsten aftenen før. Der var en, der bad ham om at sætte sig i kontakt med en fyr, der hed Herbert, når vi kom til Portobello, "for at høre hvordan han havde det". Af en fyr på broen, fik vi at vide, at Herbert havde været i byen i Colon og havde fået et par snitsår i hovedet og et blåt øje. Vi fandt båden på vej ind, men så ikke Herbert selv, for næste morgen var båden væk. Vi lå som sædvanligt for svaj og tog gummibåden ind.

Siden flyveturen havde jeg haft problemer med et lille sår bag venstre storetå-negl - et hul, der var opstået fordi jeg havde taget mine nye sejlersko i anvendelse. Nu var der tilkommet betændelse og foden var svulmet op. Således kunne jeg ikke have fodtøj på og jeg humpede altså rundt i bare fødder. Portobello var ikke en by, der var beregnet til dette, da der var glasskår alle vegne. Efter at have spist, tog jeg gummibåden tilbage til båden. Vi aftalte at jeg senere skulle hente de andre ved dingybroen. På vejen blev jeg kontaktet af en mand i en udhulet træstamme, der solgte frugt og en der ville sælge vand (30 cent pr. gallon - gallon er jeg vant til er 4,5 liter, men her er det kun 3,5 liter). Der var ikke vand i byen, men i et hus ovre på den anden side, ved udsejlingen, kunne man købe vandt til 10 cent pr. gallon. Senere drog Mads og Peter afsted og fik 75 liter vand gratis, og det var udmærket vand. Jeg havde forfærdeligt ondt i foden, specielt i storetåens grundled, men hele foden var hævet og gråblå, men heldigvis havde højre fod lidt samme kulører, så det kunne umiddelbart tilskrives for meget sol. Havde taget penicillin i et par dage, men nu begyndte det at flyde med pus og kuløren mindede om staph. aureus, som ikke altid er følsomme for penicillin. Bent havde noget Ciproxin, som jeg begyndte at tage, og det tog da en del af symptomerne i løbet af nogle dage. Jeg havde ikke fået nogen forsikring hjemmefra og Bent følte sig tilskyndet til, at få mig til at kontakte dem hjemme i DK mhp sådan en, men det var jo ikke så nemt at få fat i en internetcafé og den der var i byen, var booked fuld af festivaldeltagerne.

Musikken buldrede ud over vandet, men det var ikke rigtigt vestligt musik. Alligevel var der plakater med Xakira næsten over alt - hun gør sig godt på billeder! Vi købte ananas og appelsiner af manden i båden. Skallen på appelsinerne var svære at få af, og der var mange sten i, men selve frugtkødet var særdeles velsmagende og meget sødt.

 

09/03 2003

Vi sejlede til Colon. Byen var efterhånden ved at være en trussel ud fra, hvad vi havde hørt om Herbert og de grimme fyre fra Colon. Panamakanalen er indrammet med to store stendæmninger med et lille hul i midten. På østre bred til venstre ligger havnen i Sct. Cristobal og lidt længere inde bag en serie af piers ligger Panama Canal Yacht Club eller PCYC. En fyr rendte rundt på molerne og viste os på plads ved 1. pier. Jeg var lidt i tvivl om, om det var det rigtige sted. Jeg havde forestillet mig et sted med parasoller og drinks og ordnede forhold, men broen var lavet af cement og noget hullet og skæv. Bådene omkring os havde ikke set deres ejere de sidste par år og lidt inde af broen lå et sunket skib, der var næsten tæret væk. Det måtte være jordomsejlernes kirkegård eller noget lignende. Ved de andre broer var sat priser på bådende, men denne periode var forlængst gennemlevet ved pier 1. Det var faktisk et mistrøstigt syn med disse både og selve klubben var der heller ikke meget ved. Klubben er tydeligvis slidt ned og den fungerer kun på det åbenlyse behov, som en ventetid på rundt regnet en uge giver, i relation til en Panama-passage.

Der er en restaurant med aircondition, men der var vi kun første dag. Ellers sidder man på den overdækkede terasse, hvor der står nogle fedtede grønne borde med nogle rustne metalstole omkring. Baren er airconditioneret, så man får nærmest forfrysninger, når man går derind. Prøv at tænke Jer, at komme fra 28 - 30 grader og ind i et ishus. Det må være nogenlunde samme fornemmelse. Det tager altid nogen tid, at komme overens med disse køleanlæg, da man sveder helt forfærdeligt, når man lige er kommet ind. Så sidder man og drypper et stykke tid, hvorefter man føler sig meget svedig og har besvær med at komme af med varmen, fordi luften er fugtmættet. Først efter en times tid har man det nogenlunde behageligt, og så længe ønsker man ikke at opholde sig i dette tilrøgede og fedtede lokale. Lidt længere væk ligger vaskemaskinerne, bad og toiletter. Der er 3 vaskemaskiner, 2 toiletter og 2 bruserum til hele klubben, så det er ikke overkapacitet der præger det.

Bent og jeg kørte rundt med Rudi - en langlemmet ældre neger, der var taxichaffør og vidste hvordan det hele skulle ordnes. Først var vi i imigrationen og jeg blev ført på crew-listen - det var jeg ikke blevet i San Blas. Derefter kørte vi til Panamakanalens kontor for at bestille billet og opmåling, hviket også foregik ukompliceret. Forinden havde vi været inde i en forretning, der formodentlig skulle være en boghandel, men hvis altdominerende aktivitet nu var fotokopiering. Rudi tager $8 pr. time, men vi havde selvfølgeligt ikke noget ur på, så det blev $16 og vi gjorde ikke indsigelser, hvilket vi nu godt kunne have gjort!

Man anbefaler ikke folk, at bevæge sig rundt i byen, da den angiveligt er meget kriminel. Snarere er byen forarmet og fattig til en grænse jeg ikke tror, vi helt kan sætte os ind i. Alle optræder pæne i tøjet og endda smarte med rigtige farvesammensætninger o.s.v., men man ser dem træde ud af døre, der ikke kan lukkes og med skrald på gulvet bagved. Mange huse rummer tydeligvis en historie om mange penge engang, men nu er det misligholdt og faldefærdigt. Der er ofte terrasser på husene og man tænker uvilkårligt på plantagehuse, hvor der har været masser af penge og arbejdskraft til rådighed i forbindelse med bygningen. Åbenbart er byen alligevel temmelig ny for byens ældste bygning er kirken, der er 126 år gammel. Alt andet har været brændt i mellemtiden. Byplanmæssigt har der været en regelret styring, da hovedgaden er bred - nærmest en boulevard med parklignende tendenser i midten. Alle veje går vinkelret på hinanden og med blokinddelinger.

Taxichafførerne er ikke interesserede i at bagatelisere byens kriminalitet, da de faktisk har en god forretning ud af det hele. Der holder hele tiden en til tre taxaer foran klubben klar til at bjerge kunder. Turen koster mellem $1 og $2, men de vil gerne tage mere, hvis de kan komme af sted med det. Det koster ca. 25 cent pr. passager ekstra. Angiveligt risikerer man at blive holdt op med en pistol og skal aflevere alt af værdi.

Vi havde været i byen et par gange, hvilket begynder med at man går hjem, eller går derned for så at tage en taxi hjem. Man bliver da set på, og et kamera har klart en dragende magt over folks øjne. Alle vil dog gerne fotograferes og der er en god stemning. Om aftenen havde Mads og Peter fundet ud af en kineserrestaurant, som vi ville besøge. Det var nogle enorme portioner vi fik, og det var meget velsmagende. Efterhånden blev det mørkt og jeg følte mig lidt ilde til mode med at være i en sidegade på dette sene tidspunkt, men det gav ingen problemer. Vi gik ned gennem boulevarden og så masser af mennesker der nød livet og varmen, børnene legede og de unge gned sig op af hinanden, men der lå også fattige drukkenbolte eller narkomaner på bænkene. Lidt ned af boulevarden var der en ældre kvinde, der advarede os mod at gå videre "They will rob You down there", og så turde vi ikke gå længere, men valgte at tage en taxa hjem til PCYC.

Vi ligger stadig i Panama og venter på passagen. Vi er stillet i udsigt at kunne komme igennem på tirsdag den 18., hvilket giver os kvaler med at kunne nå Galapagos inden for tidsfristen 4. april, hvor Lotte og jeg skal flyve fra Panama. Billederne passer nogenlunde til hvad jeg har fortalt her, men I mangler billeder fra Colon City, der rummer nogle meget pitoreske huse.

Vh Christian

 

 

 

 

Bents fortælling, men mere detaljeret
Artikel i Bådmagasinet
Hvad skete der - Bents fortælling
Tico-Tico på Vavau
Dagbogen: Western Samoa, datolinien mv.
Dagbog: Bora Bora - Samoa
Bent på Hivaoa
Panamakanalen
Bustur og stranden
fra Colon /1
Bents beretning om Colon
fra Colon /12
Fra Kastrup til Panama
Christian i Panama
de hollandske kanaler
Ijmuiden - Lezpardriux
Capo Verde 26/11
Puerto Rico 12/11
San Sebastian 25/10
Tenerife 22/10
Lisabon 2 11/10
Lisabon 11/9
Penishe 5/9
Portugal 20/8 2002
Artikel i Faro de Vigo
Rensburg - Delzpzil
Fest for Bent - billeder
Rensburg
Mariager avis d. 26. maj 2002
Top top Copyright. Mogens Exner - 2004