Sara; Bent og hans besætnings rejsebeskrivelser fra Sara
TicoTico; Bent og hans besætnings rejsebeskrivelser fra TICO-TICO
Tico-Tico's forlis
Skotlandsbilleder 2000
 
Panamakanalen

Hej Alle.

Vi ligger stadig i Panama. Når ikke Galapagos i denne omgang, men regner stadig med en lille ø her ud for, der hedder noget i retning af Toboga samt Perleørne (Las Perlas).

Vi havde en fin tur gennem Panamakanalen. Imod forventning blev vi bundet sammen med to andre både, som den midterste båd - en såkaldt nest, der er nemmere at håndtere i sluserne. Tico Tico VAR den største båd, de andre var hvad vi fik defineret som Stillehavsvagabonder, der som regel sejler i nogle mindre og lidt miserable skibe, hvilket de også var. Den ene havde ikke mindre end tre påhængsmotorer rundt omkring på skibet, fordi den han brugte ikke var rigtig god, og den der lagde ved cockpittet var han ved at reparere på, men den der lå forrest i cockpittet var en slags reserve. Han sejlede ikke særligt hurtigt gennem kanalen, og vi troede egentlig, at vi havde mistet ham, men da vi kom til sluserne, blev der noget ventetid og pludseligt dukkede han op igen, og vi blev nestede igen.

Panamakanalen blev indviet i 1914, hvor man hævede vandstanden i sørne nogle meter, hvilket forårsagede at træerne kun ragede nødtørftigt op over vandet. Selv om disse trær ikke kan leve under vand, er der stadig stammer, der rager op over vandspejlet, men de er ligesom klippet over 10 - 15 cm over vandspejlet, selvfølgeligt alt efter vandstanden, der dels reguleres ved elværket - sluserne er selvforsynende med vand, - og dels ved det vand man lukker ud i sluserne.

Alt vandet stammer fra søerne og vandet er dermed færskt. Man sejler igennem jungle, men det mest ophidsende vi så var en stor abe, der i stille andagt fulgte os med øjnene. Karsten Staffeldt påstår at der imellem de sidste to sluser skulle ligge et par 3 m store krokodiller, men man skulle vist vide, hvor man skulle kigge, da de ofte kun ligger med øjnene over vandet.

Der blev taget billeder, da sluserne lukkede sig bag os. Slut med Atlanterhavet. Igen blev taget billeder, da den sidste sluse åbnede sig, men sidstnævnte var lidt en skuffelse, da kanalen slet ikke er færdig paa dette punkt og faktisk skulle man sejle endnu et stykke vej, for at få den store metalbro i Panama/Bilboa at se.

Panamanere forstår at lave penge ud af denne passage, samtidigt med at man skal vente en uge på passagen.

Først en del papirarbejde og overførsel af pengene. Først derefter står man på venteliste og ofte med en ventetid på en uge eller mere. Der er det dogme her, at man ALTID anvender VISA-kort til overførslen, fordi det er smart. Ud fra egne oplevelser og hvad vi hørte om andre kan det kun være endnu en måde at drille ærlige sejlere på. Der skal betales $600 for passagen og $850 i depositum, hvilket vil sige at man skal have hævet limit paa sit VISA-kort. Det kunne de efter flere forgæves forsøg ikke finde ud af i Andelskassen i Tjele, og de henviste os til PBS, der skulle kunne forklare os de mere detaljerede regler. Et almindeligt VISA-kort kan ikke have en hævet limit i en døgn, som et Guld-VISA-kort kan. Alligevel har man angiveligt taget 500 kr. for forsøget og endnu 500 kr. for at vi kunne have mulighed for at hæve beløbet den efterfølgende formiddag - på grund af tidsforskellen, skal man have to døgn. Vel at mærke selv om det ikke kunne lade sig gøre.

Efter en del mukken og telefoneren frem og tilbage - det er skide dyrt at ringe - op mod $10 for 5 minutter, havde vi en plan B parat. Tre af besætningen havde VISA-kort, og hvis vi hævede på alle på een gang kunne det lade sig gøre at skaffe pengene. Dette accepterede de ikke i banken, hvor indbetaling skulle finde sted, og limit var ikke høj nok! Bent havde danske penge. Dem ville de ikke veksle!! (hvad er en bank egentlig til for?) Så måtte Bent hæve over flere dage for at samle ind til de 850 dollars. Heldigvis havde han $600 at betale for passagen, og så kom vi paa listen. Ulempen var nu at han havde indbetalt PENGE, og det kunne angiveligt tage lang tid at få dem igen...

Fidusen i det med VISA skulle være at depositumet ellers først bliver tilbagebetalt om tre måneder, hvorimod det aldrig bliver hævet på VISA-kortet, hvis ikke vi laver skader paa kanalen.... Meget smart på papiret, men vær altså opmærksom på at et almindeligt VISA-kort ikke kan have en en døgns varende hævet limit (til 500 kr).

Hvad kostede det saa?

- Passage $600

- Depositum $850

- Liner 4 stk á $15 = $60

- Depositum liner $100

- Dæk til at have paa siderne 6 stk á $5 = $30

- Dækdeponering i Panama 6 stk á $1 = $6 (fandeme frækt, da man så taxichaffører hente dækkene og kørte dem til Colon, hvor de igen blev solgt for $5 stykket.

- En linehandler koster $60, hvis man ikke er kaptajn og 4 gaster, hvilket vi var, men det kunne også have været en betragtelig udgift.

På et militært overskudslager har jeg tænkt mig at købe en gammel Sikorski og et par løftebaduner eller en gammel lastbil, så skulle jeg snart få lavet en Panamakrise, der ville kunne sætte tingene op paa den spids de fortjener.

Først er der Balboa Yachtclub. Lidt længere inde mod Panama ligger Amadora, der er et fattigkvarter i stil med forholdene i Colon, og så kommer man ind til en almindelig storby med masser af højhuse og lysreklamer og en altid livlig trafik. En spilerstagekrog kan man ikke skaffe her. En impeller til en Volvo-Penta MD2030 fås ikke andet end som en lidt underlig erstatning. Oliefilteret fås heller ikke, men vi fandt dog et, der i kraft af en lidt bred base paa motoren kunne bringes til at passe og holde tæt.

Den anden dag lejede vi en bil - Toyota Yaris med airkondition. Det var en vældig effektiv transport. Vi kørte til Le Valle ("ll" udtales j paa spansk), der er en jordsænkning i midten af nogle bjerge. Dalen er vældig frugtbar, og der lever nogle små gule frøer og der gror nogle firkantede træer. Det sidste glemte vi at se efter, men frøene er rigtige nok. Vi kørte godt 300 km. På vej hjem kørte vi ned af en sidevej til stranden, da der så ud til at ligge et hotel her. For enden af vejen lå bare nogle store huse, men heldigvis var der en mand vi kunne "spørge" (Han kunne ikke engelsk og vi kunne ikke spansk). Hotellet var det ene hus, og vi var da velkomne. Vi kom til at sidde i en stor hal, med masser af borde. Udenfor - næmest i forlængelse af rummet var en kæmpestor terrasse med svømmepøl og så var der Stillehavet! Nogle pelikaner fløj formationsflyvning hen over strandkanten - hundredevis - og mørket faldt på. Der var ikke et menneske foruden os - det var helt surrealistisk, men meget stemningsfuldt.

Indklarering og udklarering er altid et circus, men det gik rimeligt effektivt i Panama. Vi fik bare annuleret vore udklarering fra Colon (!), saa var den sag ordnet. I øjeblikket er vi altså i Panama, men skal saa sørge for at komme ud, hvis vi enten sejler eller flyver til et andet land.

Bent mente, at der var for lidt strøm på båden, da det ikke havde blæst nok til hans vindgenerator og han ville så starte motoren, for at lade den gå en halv times tid, men den ville ikke starte! Efter lidt roden fand vi ud af at oliestanden var alt for høj. En nyligt indkøbt ventil til søvandet havde sat sig fast med det resultat, at motoren nu var fuld af saltvand, og ydermere havde sat sig fast pga saltvandet. Bent var ved at gå i sort og gode dyr var rådne. Dette er det mest gudsforladte sted paa jorden mht reservedele og kompetente mekanikere og garantiperioden er noget pjat herude.

Vi skiftede olie og oliefilter og fik ved hjælp af ord og formaninger motoren i gang. Den nye olie var helt mælket af saltvand og ydermere var der alt for meget olie i motoren næste morgen igen. Vi havde mistanke til ventilen og havde renset den, men den sad bare i klemme inde ved vasken i toiletrummet og den havde af en eller anden grund vredet sig løs og var faldet ned paa gulvet, med det resultat at vi havde samme situation igen - motorens bundkar fuldt af saltvand og motoren nægtede at starte. Med en svensknøgle fik vi den løs og fik skiftet olie igen. Nu gik det straks bedre. Olien var nu klar efter at motoren havde gået et stykke tid. Vi har nu i alt skifte olie 6 gange og filter 4 gange, men nu lyder motoren også normalt igen, selv om det har vaeret en hård tur for den. (Bent købte ny motor inden han tog afsted hjemmefra Danmark Red).

Medens vi stod og var ved at fortvivle over tingenes tilstand, kom der en fyr for at aflevere sit kort. Han var canadier og ville bare fortælle, at hvis vi havde motorproblemer, skulle vi komme til ham. I modsætning til de forskellige velmenende sejlerfolk der færdes i Balboa Yachtclub, så vidste denne mand tydeligvis hvad, han talte om, og i hvert fald forsvandt den sorteste pessimistiske stemning efter at han havde været der. Jeg kom til at sige, at han var som sendt fra himmelen, hvilket alle nikkede bifaldende til. Han var meget forstående for vores sindstilstand, og han fortalte os hvad vi skulle gøre kvit og frit.

Han sagde vi skulle skifte olien en hel masse gange, og det er vi ved at have gjort. Ventilen er igen lavet om til at virke uden membran, så der nu står en lille tynd "Maniken Pis" ude i badeværelset og ned i vaskekummen. "Alle" fjernede disse moderne membranventiler mente vores nye ven. Dette kan betragtes som en advarsel, hvis der er nogen af Jer, der har sådan en djævel i Jeres kølesystem. Den sætter sig fast før eller siden med det resultat at kølevandet suges baglæns ind i motorens udstødningsmanifold og ned!

I går aftes var sidste aften med Peter ombord. Han rejste hjem i morges. Vi skulle da lige lave lidt tam-tam i den anledning, og da vi nu ikke var saa slukørede mere, kunne det være en god afveksling. Vi tog en taxa og forklarede taxachafføren at vi ville ned i Bilboa. Vi ville have lokal mad og det skulle ikke være for dyrt. Han skulle konferere med en vagtpost for at få vores anvisninger (nødtørftigt) oversat, men han forstod det hele (!). Vi blev kørt til en fiskerestaurant af fineste klasse. Smokingklædte tjenere tog imod os. Vi havde lige diskuteret udenfor om vi overhovedet ville blive lukket ind, når vi kom i korte bukser og kortærmede T-shirts. Jeg var tilfældigvis først og pga af at det med tøjet trængte sig på, da jeg så de andre velklædte gæster, misforstod jeg tjenerens spørgsmål om "Smoking or not smoking", forkert. Jeg pegede på mine bare ben og sagde "no smoking".

Tjeneren holdt masken, men flere gange i løbet af aftenen hørte jeg ordet "smoking" fra køkkenet efterfulgt af en lidt for høj latter og fnisen.... "Are You finis. No, I'm Danish" problematikken. Det VAR nu temmeligt morsomt. Een tjener tog imod bestilling på drikkevarer, men som vi er vandt til, bestilte vi også maden hos ham - Paelia - med det resultat, at vi fik serveret en øl og en Perrier pr. person. Han havde forstået, at vi ville have øl og Perrier. Så kunne vi bedre forstå at tjener nr. 2 var så skuffet over at "we have ordered to Your college". På den måde fik jeg lidt revanche.

Efter dette drev vi rundt i byen i håbet om at finde en kaffebar, som dem i Colon. Alle taler meget om Colon, og vi har snakket om om vi kunne sige et ord for vores oplevelse af Colon. Bent mener malerisk/spektakulaer andre pitoresk og interessant. Mit ord er inciterende, hvilket naturligvis er det mest rammende ;-) "En inciterende rytme", kender jeg det fra, men her i betydningen, at vi hele tiden var årvågne og var paa forkant med de signaler vi fik og var klare til at reagere på dem på en eller anden måde. Et smil eller et venligt ord "Don´t go down there, they will rob You", var en betydelig afspænding af hele atmosfaeren og efterhånden følte man sig helt hjemme i byen - godt nok risikerede vi, at få tæsk eller blive bestjålet, men vi havde smil og venlige blikke fra siderne, hvilket rigeligt kompenserede de øjeblikke hvor man var rådvild og utryg. Desuden var der altid mulighed for at slippe ud af situationen ved at praje en taxa - dem var der som regel masser af.

Vi sejler i morgen. Højt humør og solskin. Vi har ingen stress og alt tegner fint og godt. Motoren spinner og starter som en mis. Olien er klar som krystal. "Vi går mod Perleøerne" - er det ikke egentlig en sentens fra Peter Pan...?

Venlig hilsen

Christian

 

Bents fortælling, men mere detaljeret
Artikel i Bådmagasinet
Hvad skete der - Bents fortælling
Tico-Tico på Vavau
Dagbogen: Western Samoa, datolinien mv.
Dagbog: Bora Bora - Samoa
Bent på Hivaoa
Panamakanalen
Bustur og stranden
fra Colon /1
Bents beretning om Colon
fra Colon /12
Fra Kastrup til Panama
Christian i Panama
de hollandske kanaler
Ijmuiden - Lezpardriux
Capo Verde 26/11
Puerto Rico 12/11
San Sebastian 25/10
Tenerife 22/10
Lisabon 2 11/10
Lisabon 11/9
Penishe 5/9
Portugal 20/8 2002
Artikel i Faro de Vigo
Rensburg - Delzpzil
Fest for Bent - billeder
Rensburg
Mariager avis d. 26. maj 2002
Top top Copyright. Mogens Exner - 2004