Sara; Bent og hans besætnings rejsebeskrivelser fra Sara
TicoTico; Bent og hans besætnings rejsebeskrivelser fra TICO-TICO
Tico-Tico's forlis
Skotlandsbilleder 2000
 

Kære venner

Nu har jeg udfiltreret det, der har med sejlturen at gøre. Det fylder ikke så meget og er vel kun interessant for folk, der vil sejle den vej engang senere i livet, men det kan jeg da ligesom få skrevet færdigt nu og her.

Jeg var med Bent på S/Y Sara i perioden fra den 17/4 til den 26/5 2005.

Marina ZarPar, San Andrés, Rodney Bay, Republica Dominicana 24_04_2005

Det har regnet et par dage og uforudsete ting blev vådt, men det tørrer heldigvis hurtigt og en våd hynde at ligge på, gør faktisk ikke så meget i denne varme. Sara har ligget i havnen nogen tid nu og prisen sætter en naturlig begrænsning for hvor lang tid man ”ønsker” at blive. Det koster 20$ om dagen, (rigtige US-dollars - faktisk bruger man også dollartegnet foran beløb i pesos her). Havnens store force er beskyttelse i form af vagtposter døgnet rundt og måske båd-service i form af vask og almindelig vedligehold - vask og rengøring, men ikke deciderede udbedringer eller  reparationer. Der er en lille restaurant ude på den ene bro og Bent og Uffe har tidligere fået god mad der, men vi har ikke været der endnu. Havnen har ikke faciliteter som toilet, bad, vask eller lignende, men det skulle være planlagt… og man har raget det gamle ned af den grund. Så man skyller skibets toilet ud i havnebassinet, og et bad gennemføres på broen med slangen - faktisk en rimelig vandtemperatur, når det er i mellem klokken 12 og 18 - det er oftest der, hvor der virkelig er brug for det, inden man skifter til lange benklæder, der tilhører etiketten her.

San Andrés er større - faktisk noget større - en Boca Chica, men turistlivet leves i Boca Chica.

Vi ligger stadig i Andrés, men er nu flyttet uden for havnen, hvor vi ligger for anker. Vi betaler nu for en plads ved dingy-broen i stedet, og har altså ikke beskyttelse af båden mere. Solcellen er holdt op med at lave strøm, men jeg tror, jeg har fundet fejlen. Den kan ikke tåle vand. Solcellen er sat på et bræt og man kan slå dem op så de kommer til at stå vinkelret på solen, men der kan løbe vand ind under cellerne og tætningen, der er anvendt, sørger selvfølgelig for at vandet ikke løber UD, og så stopper cellerne med at virke. Når de er afvandet yder de et par ampere pr. stk. Bent har tidligere fået anbefalet at tage reguleringsboksen væk, og således kører de direkte på batterierne. Vi har målt returstrømmen, når det er mørkt og den er under 100 mA, så det kan godt være, at det er rigtigt nok at tage reguleringen væk, når man er på langtur, hvorimod jeg tror det vil ødelægge batterierne, hvis ikke der er et stadigt forbrug, da spændingen går op til 17-18 volt.

Vindgeneratoren viste sig at have brændt omskifterkontakten af. Den først indkøbte nåede jeg at brænde af, fordi jeg ikke havde afmonteret plus-ledningen på batteriet, men med den næste kom det i orden. Nu lader den også.

Vh Christian

 

Solen er ved at være hård. Huden strammer i nakken og på underarmenes overside. Holder mig i skyggen. Båden er et godt sted, når den ligger for svaj. Snuden er altid op i vinden og vinduet foran åbnes så det tager mest mulig luft ind og således er der et godt gennemtræk. Således får jeg tid til at skrive på computeren.

Om nogle dage er det planen at sejle videre. Vi skal sejle til en ø, der ligger syd for Haiti/Dominikanske Republik-grænsen, der hedder Isla Beata og herfra vil vi gå til Columbia, nærmere betegnet den by der hedder Cartagena.

Vh Christian

 

Stadig i Andres. Vi har også stadig et par småting på skibet, men det er ting, der er kommet til efter, at vi har været klar til at sejle et par gange.

Ellers alt vel - hoster lidt, men klarer sol og varme bedre og pengene slår da fint til. Mastercard fungerer.

Vh Christian

 

San Andrés 5/5 05

Problemer med ”imigration”

Vejret fint.

Regner med at afgå mod Colombia via Isla Beate i morgen 6/5.

Personer vi har stiftet bekendskab med.

Efter at have skrevet dette er jeg kommet til at tænke på at ingen af de navngivne personer er rygere. Vi kender ingen, der ryger, og det er i det hele taget meget, meget få, man ser ryge på gaden eller andre steder. Jeg ville helt klart skrive, hvis en person røg, da det ville stikke meget i øjnene i forhold til det billede man normalt har af personer her. Billedet i øvrigt ganske ulig hvad jeg egentlig havde forventet hjemmefra: At alle gik rundt og røg store Havanna-cigarer med nikotinfingre og gule tænder.

Paquito:

Arbejder på havnen. Vi taler med ham flere gange dagligt og konsulterer ham ofte i forskellige sammenhænge. Vel 35 år. Bor i Andrés og har kone og to små børn – en dreng på vel 6 år og en pige på omkring de 8. Særlige kendetegn: Mangler en tand i overmunden og går med farvestrålende solhjelme og en farverig T-shirt og bermudashorts. Han er en rimelig betroet medarbejder ved marinaen, men dyrker ellers alskens slags snyd, som han kan komme af sted med. Han er sjældent hjemme før sent/tidligt om morgenen. ”Que pasa” (”hvordan skær den”?) er hans opmærksomhedssignal, og han har lært os at svare ”muie bien”  (”udmærket”) på det – lidt symptomatisk for ham: Alt er godt når det ikke bliver opdaget!!.

Snyderiet består i at gøre tjenester for folk, og så beholde pengene uden at gøre det. Han er vild med at låne Passolaer til ditten og datten med de mest tynde undskyldninger – f.eks. ”holde øje med” Bent (han sætter fingeren under øjet og trækker ned i nederste øjenlåg for at illustrere det), når han taler med mig og omvendt. Der er normalt ikke en dråbe benzin tilbage, når han afleverer igen. Enten har han kørt det op – hvilket, der er en sandsynlighed for, da det er meget prestigebetonet at køre rundt på en knallert, men når man kender manden ret, er det heller ikke usandsynligt, at han har en lille nebengeshæft med at skaffe billig benzin til nogen.  

Omtalen er ikke særlig flatterende, men faktisk er Paquito en af dem, vi har en vis tillid til. Men: Giv ham aldrig råderet over en knallert og giv ham aldrig rede penge i hånden!

Max:

Natlig, meget sort vagtmand på havnen, vel 35 år, men ellers ved vi vist ikke så meget om ham. Bevæger sig meget langsomt og uden en lyd – pludselig står han bagved en, men altid smilende - kendes på hans chesire smil (man kan næste kun se hans tænder, når det er mørkt) - og venlig. Har en tendens til at leve lidt med i, hvad vi har af problemer og eskapader. Bent har været imponeret over hans evne til at lodde Bent’s humør, hvis der har været et eller andet galt, når han er kommet hjem fra byen. Max kan en smule engelsk og er dygtig til at improvisere både sprogligt og praktisk.

Rudi (”røde” kalder vi ham)

En lidt stille og rolig fyr, der styrer pladsen i chefens fravær. Han kan ikke regne, eller også vil han ikke, for det falder altid ud til hans fordel. Hvis vi har betalt 3 dage fra den 21. til den 23., så vil 4$ pr. dag og 20$ give at vi har betalt til middag den 27. Han følger noget med i hvad vi har gang i. Han kan fortælle os om ”imigrations” regelsæt og har fortalt os at det er rigtigt at det ikke koster noget med visum ud af landet. Han har været med på imigrations-kontoret, og han tilbød at køre, da jeg skulle hentes på flyvepladsen, men måtte alligevel køre hjem igen, da maskinen var forsinket. Bent er inde på broen i aften med le imigration, hvor der skal være møde i selve marinaen, så håber vi tingene falder på plads.

Julio

Julio er gift og har et par børn i Granada, men det har han altså ikke fortalt noget om til Mary. Julio er vel i begyndelsen af fyrrene, og han fortæller mig, at man ”for at få en ordentlig pige her skal tage dem meget unge, for når de er over 20, så har de været ude i prostitution og kriminalitet og dermed”, stadig ifølge Julio, ”er de ødelagte”. Julio passer båden, som tilhører den rige amerikaner, der ejer havnen, har. Han passer den sammen med en kvinde, der også er fra Granada.

”Passola” – en Yamahamodel af en knallert. Ikke nogen person, men alligevel vigtig i sammenhængen. Den er et signal om rigdom og effektivitet. Kan lejes for 500 pesos om dagen, hvilket svarer til ca. 80 kr. Den løber snildt 60 km i timen og er et effektivt transportmiddel her. Den har små hjul, hvilket alt andet lige indikerer ”privat”-transport. Moto-taxi’er er med store hjul – altså hvad vi kender som en ”rigtig knallert”, hvilket uden tvivl er en stor fordel, idet der ofte er store huller i vejen, der virker næsten forhindringsagtige for en Passola. Passolaen har et stort bagagerum under sadlen, hvor der kan være noget indkøb, men flasker og dunke kan haves mellem benene i det scooterlignende indhak. I øvrigt kan der sagtens være tre personer på sådan en knallert. En moto-taxi kan fås på næsten alle gadehjørner, men selvfølgelig mest i byens centrum. Moto-chafførerne ses om aftenen travlt optaget med at shine dyret op. Der er specielle vaskepladser til dette i kvarteret og der bruges både tandbørste og pensel og ind imellem er der så meget skum, at man ikke kan se hvad der er inden under. En moto-taxi er som regel på 100 ccm.

Vi var nu sejlet til Santo Domingo for at få de sidste ting på plads med imigration, der nærmest var gået i baglås i Andrés. Vi lå der fra en dag til en anden og sejlede så videre til Isla Beate. Havnen i Santo Domingo er godt nok ikke noget særligt og vandet er forfærdeligt beskidt med slim, plastikposer og plantedele – noget man stifter bekendtskab med, når man skal have rebene ind, der er bundet til morings bagude i vandet. Der var et bad på havnen - en luksus vi ikke var vant til, men der var så langt ind til byen, at jeg ikke fik mig benyttet af det. Bent var vist der inde en enkelt gang.

Det tog omkring 6 timer at sejle til Isla Beate og vejret var fint. Isla Beate er en ø, hvor der er et lille samfund, der fungerer som depot for de fiskere, der dagligt kommer fra fastlandet. Der en en mobiltelefon på øen, men ellers intet kommunikationsudstyr. Vi gik en tur frem og tilbage på ”strandpromenaden”. Der bor 88 mennesker på øen og de lever af fisk. Vi var der fra den 8. om aftenen til den 10. klokken 11. hvor vi afgik til Colombia.

Det Caribiske Hav og specielt havet ud for Colombia er berygtet blandt hærdede jordomsejlere. Der er de værste sejlermæssige forhold man normalt møder på en jordomsejling. Der findes en bog der hedder ”The Concise Guide to Caribbean Weather” og i den beskrives de noget specielle forhold ved Colombias kyst og ca. 120-150 sm ud herfor. Her er min hjemmelavede oversættelse af teksten.

Måske pga mangel på information er der meget få vejrudsigter, der begiver sig af med at forudsige vejret ud for den nordvestlige kyst af Colombia, specielt den strækning, der strækker sig fra Punta Galina i nord og til Cartagena i syd. Vinde og høj sø strækker sig op til ca. 120 – 150 nautiske mil ud fra kysten og kan give alvorlige oplevelser for sejlbåde i Caribien i ikke-cyklon tilstande.

F. eks. Er der i månederne januar, februar og marts en risiko for vinde over 35 knob i 40% af tiden med søer på 12 til 15 fod. Dette skyldes flere faktorer. 1. Der er land-effekten fra Adensbjergene. Fra Punta Galina rejser bjergene sig i en sydvestlig retning op til 5775 meter, op mod Pico Cristobal Colon nordøst fra Cartagena og de højeste bjerge ligger ikke langt fra kystlinien. Bjergkæden tvinger den normale nordøstlige vind ind i en øst-nordøstlig bane langs kysten. Dette særlig relevant i månederne januar til april, hvor vindene er stærkere end resten af året. 2. Lavtryk formes ca. hver 4. dag i perioden over Venezuela i omegnen af den colombianske grænse. Selv om disse er ikke-cirkulerende (som de er længere nord og syd) systemer har de ikke nogen effekt på trykgradienten i området lige som de øger konvektionsaktiviteten (2’eren forstår jeg ikke – er der nogen der kan forklare det?).

3. Søerne synes at være højere pga det ubrudte hav helt til Jomfruøerne på 700 nm. En anden faktor er modstrømmen, der til tider går mod øst-nordøst langs den nord-vest vendte kyst af Colombia. Der er også beviser på en tidevandsstrømning mod nordøst til tider. Når vinden blæser mod strømmen, bliver bølgerne stejlere og bølgelængden kortere. 4. Døgnvariationer i vindstyrken. Det er observeret at jo kraftigere vind, jo større døgnvariation og vinden er således hårdere fra middag og til de tidlige morgentimer. Således kan alle disse faktorer forenes, at en vind i Caribien på 20 til 25 knob og en bølgehøjde mellem 6 og 9 fod, kan blive til 25 til 35 knob med bølgehøjde på 12 til 15 fod langs den nordvest vendte kyst af Colombia

Man tilrådes at holde sig ude og ikke gå under 2000 meters dybde for at undgå de værste søer. Desuden advares man mod at sejle i området hvis der har været regnvejr. Der strømmer en del træstammer og lignende ud fra floden Magdalena.

Procentvis stærk vind (25 til 40 knob) og høj sø (3 til 5 m) i perioderne:

Januar, februar, marts                             10 – 30%

April, maj                                                 20 – 30%

Juni                                                           10 – 20%

August, september, oktober, november   10%

 

Club Nautico, Cartagena de Indias, Colombia 15/5 2005

Turen til Colombia har været udmærket, men Bent har været lidt utilfreds - måske mest fordi han havde det lidt skidt hele vejen - "værre end de tre dage i redningsflåden" sagde han på et tidspunkt, men selv om det blæste en del – op imod det vi hjemme kalder kuling (14 til 18 sekund-meter), foregik turen i ro og mag, dog med en gennemsnitsfart noget over det almindelige, og vi tog vand ind i cockpittet et par gange undervejs. Situationen dog aldrig faretruende - båden arbejder meget roligt og solidt i vandet, men rullede en del, og vi spiste næsten ingenting, da vi havde en del rumlen i maven. Vi så tre skibe på hele turen – ikke imponerende i forhold til at det er et meget trafikeret område pga Panama-kanalen. Kom til Colombia om natten for slukkede lanterner – der kunne være pirater i farvandet, selv om kartellerne angiveligt for nyligt havde lavet et raid og havde slået en masse ihjel. Vi havde kun computerkort at sejle efter, men det gik også meget fint. Man sejler ned forbi Cartagena og sejler så ind – i øvrigt hedder anduvningsbøjen Boca-chica (det samme som byen ved Andrés) - og sejler så 10 sm tilbage igen "indenskærs".

Senere fik vi at vide, der er et lille afmærket hak i dæmningen med en dybde på 2 meter, der dækker den øverste indsejling. Den brugte Bent anden gang han kom her – se hans beskrivelse. Turen tog 4½ døgn og da man normalt regner turen til 6 – 7 dage har vi sejlet hurtigt. Ankom ud for Club Nautico den 15. omkring midnat. Vi kastede anker og havde lidt besvær med at få det til at bide sig fast i bunden. Ligger nu ved Club Nautico, Cartagena, da vi fik tilbudt at komme i havn næste morgen. Cartagena er et lille nautisk paradis med en naturlig havn og flere små øer rundt omkring. Temperaturen nærmer sig de 35 grader, og vi nærmer os endda regntiden.

Cartagena – skal i øvrigt udtales Cartahena på spansk – er en nydelig by. Det skulle ifølge Bent være den kønneste i Caribien – det har han i hvert fald hørt. Der er tre områder i den. Centro er den gamle by inden for ringmuren og her leves et liv, som Dickens ville have kunnet genkende. Små gader, små farverige huse med lille altan på første sal og små butikker og boder, der indeholder et menneskemylder. Sent om aftenen, når skyggerne bliver dannet af de sjældne gadelamper bliver stemningen lidt uhyggelig, og man ser sorte mænd kravle rundt og spise af de udsatte skraldeposer, og senere sover de i åbningen til butikkernes port. De føles ikke farlige, men de er der altså. Ud mod havet ligger Bocagrande, der er en langstrakt halvø, hvor den nyeste del af byen ligger. Den ligger sådan lidt sydvest for centro. Her ligger de fancy ting i byen, men ellers er det bare en forstad med højhuse og butikker – vi har kun været der en enkelt gang. Club Nautico ligger på Manga, der er en ø syd for centro. Det er også en forstad til det gamle Cartagena. Her er de lidt ældre huse og måske lidt slum, hvilket der også er sydøst for Cartagena, men ellers en velfungerende del af byen. Indkøbscentre hedder Carulla og er moderne stormagasiner med alt til faget henhørende inklusive en lille afdeling med internetcafé, en børne-, en herre- og en dametøjsforretning, et lille apotek og en lille hvidevareafdeling.

Vh Christian

 

Club Nautico, Catagena 16/5 05

Har været en tur i byen. Der er 2 – 3 km ind til hvor byen starter. Club Nautico ligger i en slags forstadskvarter på øen Manga. De egentlige forstadskvartere til Centro ligger også inden for ringmuren og det er Getsemini og San Diego, der ligger hhv syd og øst for Centro. Byen eller centro er med smalle gader, der er sparsomt oplyst – en Dickens stemning med tiggere, der sover i portåbninger og folk der har udbredt deres varer på et tæppe. Disse sidste findes såvel på torve og pladser, som på mindre befærdede veje. Det er nogle lidt tarvelige ting de sælger – hjemmesløjd og perler på snor. Man tænker uvilkårligt på ”den lille pige med svovlstikkerne”, selv om disse piger og drenge er noget ældre.

Når man er sulten er der langt mellem restauranterne, hvilket skifter øjeblikkeligt man har fået noget at spise – så vrimler det med gode og billige restaurationer. Byen (Centro + Getsemini + San Diego) er omkranset af et fort-system, som er bygget for at beskytte byen mod sørøvere. Det var meget brugt førhen at gå på røvertogt i byen, hvis ikke man havde andet at bestille. Byen var udskibningssted for ædle metaller, og den har således været rig. Siden fandt man på at spærre den mest bynære, nordlige indsejling til den naturlige havn med en undersøisk dæmning, så sørøvere (og vi) blev tvunget til at sejle 10 sm sydligere, inden vi kommer ”indenskærs”, hvorefter man sejler 10 sm op igen. Den nederste indsejling er omgivet af to forte, som kunne trække nogle stærke kæder imellem sig, så evt. fjendtlige skibe kunne fanges i indsejlingen.

Det er varmt, og man går ikke for stærkt. På termometeret i båden ses 34 – 35 grader i skyggen og uværgerligt får man en nogen doven og lad adfærd. Når båden ligger i havn, får man ikke fordelen af, at den altid ligger i vindretningen, som den gør for svaj og så er der ikke det rigtige gennemtræk i båden, men det går da. Havnen tilbyder vaskeri for billige penge, så vi får vasket og tørret vores saltede og nødvaskede tøj. Havnen passes af en fyr der hedder John. Han er englænder, og ham kan vi rigtig snakke med. Han har en del brochurer og lister med forskellige forretninger, så nu kan vi skaffe varerne.

Havnen er stille, lidt trafikstøj høres i det fjerne. Vandet bevæger sig lidt dovent, som olie og folk sidder og snakker sagtmodigt sammen i Club Nautico, dog afbrudt af kraftige selvpromoverende amerikanske latterbrøl. Vi har ikke hverken her eller i Andrés set ordentligt berusede personer, men der er formentlig et rimeligt indtag, dog mere i rom og cola-retningen end decideret øl og vin. Der er ikke kontrol af personer ved indgangen, men der er dog en vis form for kontrol, idet der sidder en vagtpost inden for døren, og døren låses om natten – man kan dog bare række hånden ind og låse den op først på natten, men senere skal man godt nok få vagtmanden til at vågne for at komme ind. I Andrés kom ingen lokale inden for døren.

Noget som jeg ikke har set beskrevet tidligere er de blink man ser om natten. Bent mener at det er fjerne tordenvejr, men vi hører kun sjældent lyd af torden, og det er hele den ene halvkugle, der bliver oplyst med ned til 4 sekunders mellemrum. Snarere er det en kornmod-type tror jeg.

Et par svenskere er her i havnen og virker meget joviale, men den lokale rundviser vil vide, at de er involveret i ”menneskesmugling” fra Panama og hertil – sagt med en alvorlig mine, som at ”dem burde vi holde os fra”. Har spurgt hvad det går ud på, og det er kun ”backpackere” de fragter.

Landområdet mellem Colombia og Panama er et meget berygtet sted, hvor der sker skydninger og bortførelser sted. Darién Province hedder det - prøv at slå det op - der er ingen vej i dette område. Med andre ord bliver ens tanke om at rejse fra Nordamerika til Sydamerika, eller omvendt, grundigt afbrudt på dette stykke og en mulighed for at slippe uden om, er f.eks. at komme med en båd til Cartagena og så rejse videre derfra med fly. Prisen er 250$ og turen fra Cartagena til San Blas (El Povenir har flyforbindelse til Panama City husker I nok fra Panamabrevene) og tilbage igen kan gøres på 4 – 5 dage, så det kan åbenbart give gode penge. Et par franskmænd og tre piger fra New Zealand har vi henvist til de rigtige folk, så der er vist godt gang i forretningen. Har talt om, at det lød som en god idé men er blevet advaret, for hvis én af backpackerne har en lille joint med i skjortelommen, ryger du direkte i spjældet i Colombia og får svært ved at komme ud igen.

Vh Christian

 

Cartagena 26/5 05

Der er pludseligt gået 10 dage siden sidst jeg skrev. Nu skal jeg hjem. Det river i hjertet.

De første fire dage vi var her, synes vi ikke det var noget særligt, og vi følte os faktisk lidt snydt omkring de ting vi tidligere havde fået at vide om Cartagena. Kontrasten var rimelig stor. I Den Dominikanske Republik havde Bent ligget 1½ måned og jeg havde været der een måned, så alle kendte os og vi fik hele tiden hilst på nye mennesker, som bare gled ind i sfæren og lige så hurtig ud igen. I Cartagena var man vant til turister i en højere grad og vi følte os slet ikke velkomne. Faktisk nævnede vi - måske lidt i spøg - at vi måske skulle se at komme tilbage til San Andrés igen, for vi var ved at blive godt og grundigt "mellemfornøjede".

Men som det jo altid sker - efter regn kommer solskin - det vendte pludseligt. Vi lærte en svensker; "seglar-Peter" at kende og i byen en mørk aften, en indfødt gammel fyr, der kunne få ord på norsk, og begge brugte en hel aften på at vise os rundt i Centro. Der er meget historie knyttet til området og vi begyndte efterhånden at leve os ind i stemningen og kunne gå de rigtige steder hen alene. Vi blev drabeligt snydt på en restaurant, og vi fik en øl sammen med nogle tilfældige piger på gaden, der viste sig at være søstre. De viste os også lidt rundt og den dystre stemning hævedes pludseligt.

Cartagena kunne pludselig være et sted, jeg havde været før - i et tidligere liv. Pludselig følte man sig hjemme og ovenpå. Folk blev venlige og glade og selv en lille luset lommetyv, der fik hånden ned i min lomme to gange i træk, fik jeg skovlen under.Vi mistede vores mistænksomhed og blev løsnet op og blev akklimatiseret selv om der om middagen var 35 grader i skyggen. Det gik os godt nok lidt på, selv om Bent mente, at han så kun brugte 2 grader på at varme kroppen op, og at han var bygget til den temperatur. Jeg svedte en liter i timen og drak ikke særligt meget. Har faktisk tabt 6 kg på turen (et kg. om ugen), hvilket jeg har konstateret på vægten, da jeg kom hjem – og det var vel at mærke ikke væske det hele, for jeg har ikke fået dem på endnu.

I ”The rising sun” synger negeren, at ”I think I’m going back to New Orleans”. En lidt eftertænksom linie, der betyder noget i retningen af at " - jeg ender der jo før eller siden alligevel - ".  Sådan har jeg det lidt med Cartagena lige nu.

Vh Christian

 

Haderslev 12/6 2005

Nu er jeg ved at være landet igen. På hjemturen havde jeg flere oplevelser, som betydede mig, at jeg skulle være blevet i Colombia. Disse historier er ikke med her., men en enkelt er der da:

Da jeg var landet i Kastrup fortalte jeg min svoger lidt om mine oplevelser med en slet skjult begejstring, og han spurgte: ”Hvorfor er du så egentlig kommet hjem”, og det havde jeg faktisk meget svært ved at svare på – holdt inde med min ordstrøm et godt stykke tid, tror jeg. Hvorfor tog jeg egentlig hjem………?

Hvis ikke I hører fra mig en tid, bør I prøve i Cartagena, Colombia.

Jeg fik ikke sejlet meget, men er blevet mere colombianer end jeg var før – vidste faktisk ikke engang hvor det lå henne for 3 måneder siden. Hvis I spørger mig om det er en oplevelse, som I skal prøve, så……….

Det er MEGET dybt vand mine herrer, og ”nogle” er blevet mærket af det.

Vh Christian

 

2013_04_24 Cartagena de Indias, Colombia til Danmark
positioner
2012_03_13 Honduras
2012_03_09 Honduras
2012_02_15 Danmark Honduras
31/01 2011 Honduras
25/03 2010 Stillehavet og vestpå
25/02 2010 Panamapassagen
13/01 2010 Cali - Honduras
12/05 2009 Buenaventura
26/04 2009 Roatan, Honduras
02/04 2009 Cayos Cochinos
13/03 2009 Dieselpest + en invitation
07/03 2009 La Saiba, Honduras
24/02 2009 Fra Guatemala til Guanaja
22/01 2009 Tikal
24/12 2008 Jul i Guatemala - julehilsen
02/12 2008 Guatemala City
12/11 2008 Tilbage i Guatemala
12/04 2008 Rapport fra Rio Dulce, Nicaragua
06/03 2008 Rio Dulce, Guatemala
07/02 2008 Til Isla de Providencia
26/01 2008 ab Cartagena
20/11 2007 Cartagena
24/06 2007 Danmark
20/05 2007 Miramar
10/03 2007 Panama
21/02 2007 Februar
30/12 2006 Julen
14/12 2006 Catagena
07/11 2006 - 2/12 2006 Cartagena - Povenir / San Blas / retur
17/09 2006 Saludo Dinamarca
16/06 2006 Hjemme i Danmark
21/05 2006 Rejsebrev Jamaica
06/05 2006 Jamaica -> Colombia
22/04 2006 Jamaica
19/04 2006 Jamaica
12/04 2006 Jamaica
31/03 2006 Cuba - Jamaica
24/03 2006 Cuba - Jamaica
02/03 2006 Cuba
09/02 2006 Cuba
08/02 2006 Cuba
02/02 2006
25/01 2006 fra Karsten Staffelt
14/01 2006
11/01 2006
Fra Carsten Staffelt
31/12 2005 Honduras
24/12 2005
05/12 2005
01/12 2005
Cartagena 11/6 2005
Billeder af Cartagena
Andrés/Boca-Chica, Isla Beate og Cartagena, Colombia
Rejsebrev 15-5-05
Billeder fra Caribien
20_04_2005 Andrés, Den Dominikanske Republik
Republica Dominica d. 20/4 05
Fra Anguilla d.28/3 05
Fra St. Pierre d. 18/2 05
Sara i Caribien 24/2 2005
Grenadine 1/2 05
Robbery
Bent på indkøb i Caribien
Top top Copyright. Mogens Exner - 2004