Gode historier
Bøger anbefalet til en mørk aften.
Turbeskrivelser
Godt at vide om træ
Links
Gode praktiske råd og købssteder
 
Et ur

Flere har leveret bidrag til Harrisons ur, så det er nu nødvendigt at lave en lille menu:

1) Min oprindelige tekst, der bliver udbygget med de følgende tekster, herunder.

2) Keld Gammelgaards tilføjelse - en bredere dækning af emnet.

3) Per Tyrrestrups tilføjelse - Hvad der skete, da man fandt Pitcairn igen.

4) Cooks optegnelser - Coocs lovprisning af uret.

5) En engelsk pendant

6) Hvad skete, der så i Danmark mht. stedbestemmelse?

7) Se Royal Museum of Greenwich - her har de alle urene udstillede. 

- en tekst af Christian Bruun Borup 

En slags anmeldelse af bogen: Manden der målte Længdegraden af Dava Sobel ("Den sandfærdige historie om et ensomt geni, der løste sin tids største videnskabelige problem")

Samtidigt med at jeg læste sørøverbøger, blev jeg af William anbefalet at læse denne bog, der viste sig temmelig interesant i betydningen "hvor har vi yachtskippere da fået det nemt efter denne opfindelse".

Det er en pige (Dava Sobel), der skriver bogen, men hun har åbenbart haft ben i næsen, for flere forskellige notabiliteter "tvinger hende" til at skrive denne bog, efter at hun har gjort sig bemærket ved nogle symposier i Cambridge d. 4.- 6. nov. 1993.

Som Keld Petersen og Dirch Passer fremsiger i deres monolog "Tømmerflåden", består en historie af oplæg, personskildring og klimaks.

Oplægget:
De første mekaniske ure dukker op i Italien i midten af 1200-tallet. De afgav lyd og havde ikke visere, og deraf "clocca", der betyder klokke på latin. Først i begyndelsen af 1300-tallet dukker mekaniske ure op i klostre i Frankrig, England og Tyskland. Det første ur i Norden var tårnuret i Domkirken i Lund 1425, og lidt senere uret i Ribe Domkirke. Giovanni de Dondi lavede et astronomisk ur omkring 1350, som viser tiden samt solens og planeternes position.
(En joker i denne sammenhæng er Antikythera mechanism - prøv at slå det op i Wikipedia).‏

En position på vandet kan potentielt udregnes fra en retning til et objekt på himlen, men i retningen W-E er placeringen afhængig af tiden - en time senere er himmel-objektet 15 grader længere mod W. Udregningen er således ekstremt afhængig af, at man har et nøjagtigt ur.

Man kunne fastslå breddegraden, men p.g.a. øst-/vestvendte farlige kyster sejler man på grund og mister årligt mange søfolk. Alle store kaptajner mister orienteringen til søs. Magellan og Sir Francis Drake når deres mål på må og få.
Den 22. oktober 1707 havde admiral sir Clowdisley Shovell haft tåge i 12 dage ombord på flagskibet Association. Skibet var ledsaget af 4 andre skibe og de var hjemvendt fra Gibraltar, hvor man sejrrigt havde haft et sammenstød med de franske styrker i Middelhavet. Rådslagningen mellem skibenes navigatører placerede den engelske flåde sikkert vest for Île d’Ouessant lidt før halvøen Bretagne. Da de fortsatte nordpå, opdagede de, at de havde taget fejl af længdegraden. 4 af 5 skibe brasede ind i Scillyøerne ud for Lands End. To tusinde af sir Clowdisleys tropper druknede her. Den ene af de to mænd, der blev skyllet i land var sir Clowdisley selv, men en lokal kvinde havde fået øje på en ring på hans finger og kaptajnen blev på det skammeligste myrdet der på stranden.
(Keld G. fremfører at ovenstående problem nok snarere er et problem med breddegraden og altså ikke længdegraden).

Tabet af denne flåde var kulminationen på en lang saga om søfart i tiden før søfolk kunne finde længdegraden. "Gisset sted" har været det mest nøjagtige man har kunnet opnå i W/E retningen.

Hvor opsatte man var på at løse problematikken kan man måske aflæse af, at en biting var opførelsen af Greenwich observatoriet og tilhørende Flamsteed House maj 1676. Flamsteed blev udnævnt til kongelig astronom og skulle udarbejde et stjernekatalog - udgivet posthumt 1725.

For den tidsmæssige anskuelse var en vis Sir Isaac Newton ved at udgive sit værk om bl.a. tyngdeloven 1687...

Personerne:
Længdegradskommisionen blev nedsat til at vurdere indkomne forslag efter at en konkurrence var udskrevet med nogle fantastiske præmier - Længdegradsloven af 1714. Præmien var omregnet til dagens mønt millioner af kroner for at opnå en sikkerhed inden for en ½ grad på storcirklen.


John Harrison var en ukendt urmager. 24/3 1693 - 24/3 1776

Galileo Galilei, Johannes Werner, kong Filip III af Spanien, kong Ludvig XIV af Frankrig, Ole Rømer, John Flamsteed, Huygens, Robert Hooke, Edmond Halley, Bradley, Nevil Maskelyne var involverede personer, der gjorde at Harrisons opfindelse kom ud meget sent.

1713 Første pendulur. Næsten helt konstrueret af træ. Yderligere to lignende 1715 og 1717.

1722 byggede han et tårnur i Brocklesby Park, der har gået siden. Alle bevægelige dele har lejer af pokkenholt og uret er smørefrit. I 1884 var det kortvarigt standset, da arbejdere ville pudse de op, men ellers har det gået i nu mere end 290 år!

1730 går John Harrison i gang med at udvikle længdegradsuret. Doctor Edmond Halley på det kgl. observatorium i Greenwich bliver hans gode ven og velynder.

1731 opfindes forløberen til sekstanten - Hadleys kvadrant, der kunne bestemme både længde- og breddegrad. Førstnævnte vha "måneafstandsmetoden". Den havde indbygget kunstig horisont.

H-1 (1735) vejer 75 pund og måler 1,20 m på alle ledder. Går stadigt.


H1

H-2 (1741) vejer 68 pund og er mindre end den første. Går stadigt


H2

H-3 (1757) vejer 30 kg, to fod høj og en fod bred, bruger Harrison 20 år på at udvikle, første med et cirkelformet balancehjul. Der bruges bimetal for at udligne temperaturændringer. Uret går stadigt 


H3

H-4 (1759) vejer 1½ kg, diameter 13 cm. Lejerne er smurte. Skiven er besat med diamanter - det har ikke været muligt at finde ud af hvordan Harrison fik disse forarbejdede. Uret går ikke, fordi man ikke vil slide på det - det er noget i retning af et helligt relikvie, og det er beregnet til "kun" at kunne holde til 3-400 års gang, hvis det bliver renset hvert tredie år. På grund af den risiko, der er ved at skille uret af, har man altså valgt at lade det stå.


H4
 

Harrison sagde om det "Jeg tror, at jeg kan være så frimodig at sige, at der ikke findes nogen anden mekanisk eller matematisk ting i verden, der er smukkere eller kunstfærdigere i opbygning end dette; mit ur eller tidsmåler til længdegraden ... Jeg takker den almægtige Gud inderligt for at jeg har levet så længe, at jeg i et vist mål har færdiggjort det".

Harrison fik de sidste af pengene i 1772 efter mange bagstræberiske udfald fra især Nevil. Harrison var da 74 år gammel, og han levede kun fire år mere. Den udbetalte sum ville svare til millioner i dag. MEN han fik aldrig den udlovede PRIS fra The Board og Longitude! (Retfærdigvis skylder jeg at nævne, at den ikke blev uddelt til NOGEN!)

H5 bliver bygget senere og har også nogle yderligere finesser ud over, at det er mindre end H4, men det bliver aldrig rigtigt taget alvorligt, da det er H4, der bliver "uret". Harrisons ure er udført med en håndværksmæssig stolthed, der bestemt ikke kan bruges om de tilsvarende ure hos Le Roy - de ligner nærmest noget gammelt Mecano-byggesæt ved siden af Harrisons flotte ciselerede ure.
H5 opbevares ikke sammen med de andre ure på Greenwich-museet, men på et urmuseum - Collection of the Worshipful Company of Clockmakers. Guildhall Library, Aldermanbury, London EC2V 7HH.

   Bagsiden af H5.

Cook havde et ur med på sine jordomrejser og i sine logbøger er der mange henvisninger til uret, der var en uvurderlig hjælp ved kortlægning af øerne i sydhavet. Cook elskede sit ur og havde det også med på den tredie tur, hvor han bliver dræbt af indfødte og vistnok senere spist af dem. Sagnet fortæller at uret K-1 stoppede sin gang i samme øjeblik. (Uret hed K-1 fordi en fyr ved navn Kendall havde lavet det efter Harrisons tegninger for H-4)


K1

Urene kan beses på Londons Nationale Søfartsmuseum.

Her er en hjemmeside, der omtaler et standur, lavet af Harrison tidligere. Der skulle endvidere findes et ur i en herregård, der er selvsmørende pga brug af pokkenholst træ, men jeg har ikke kunnet finde en side, der omtaler det.
secretlivesofobjects.blogspot.dk/2010/04/more-than-just-pretty-tick-tock-clock.html

Efter et helt liv opgør hans kone Elisabeth Harrisons livsværk, dog ikke uden en vis bitterhed mellem linierne omkring det, at han aldrig fik den officielle anerkendelse af The Board of Longitude, da hun skriver følgende på hans gravsten:

“In Memory Of MR. JOHN HARRISON, late of Red-Lion Square, London.
       Inventor of the TIME-KEEPER for ascertaining the LONGITUDE at Sea.  He was born at Foulby, in the County of York, and was the Son of a Builder at that Place, who brought him up to the same Profession.
       Before he attained the Age of 21, He without any Instruction, employed himself in cleaning & repairing Clocks & Watches & made a few of the former, chiefly of Wood. At the Age of 25 He employed his Whole Time in Chronometrical Improvements.  He was the Inventor of the Gridiron Pendulum and the Method of preventing the Effect of Heat and Cold upon Time keepers by Two Bars of different Metals fixed together*.  He introduced the Secondary Spring to keep them going while winding up; and was the Inventor of most (or all) of the Improvements in Clocks & Watches during his Time.
       In the Year 1735, his first Time keeper was sent to Lisbon, and in 1764 his then much Improved fourth Time keeper having been sent to Barbadoes, the Commissioners of Longitude certified that it had determined the Longitude within one Third of Half a Degree of a great Circle, having erred not more than 40 Seconds in Time.
       After near fifty years close Application to the above Pursuits, he departed this Life on the 24th Day of March 1776, Aged 83. 
MRS. ELIZABETH HARRISON, Wife of the above MR. JOHN HARRISON departed this Life March 5th 1777, Aged 72”
* now called the bi-metallic strip

-------------------------------------------------------------------

I det følgende omtales K2 uret, som er en let simplificeret udgave af K1, men et K2 ur havde en forunderlig historie...  Du bedes læse Bounty-historien - også tilgængelig på DYF.DK.


Bounty kronometeret - K2.

<h2 abp="6382" id="title_div6293964599" class="photo-title">K2, The watch that went with the Bounty, National Maritime Museum</h2>

K2 was commissioned by the Board of Longitude as a simplified, and cheaper version of H4/K1, and was completed for 200 guineas in 1771. It was issued to Bligh in 1787 for his voyage to the Pacific in the Bounty to collect breadfruit. Following the mutiny it was taken by Christian to Pitcairn and given by the last of the mutineers to the whaler Captain Mayhew Folger in 1808. Folger then headed for the Juan Fernandez Islands where the whole crew was imprisoned by the Spanish Governor, who confiscated K2. A replacement Governor released the men, but Folger sailed away without K2. It was then bought in Chile and became a Castillo family heirloom until a Royal Navy Captain, Thomas Herbert of HMS Calliope, bought it in 1840.

Herbert presented K2 to the United Services Institute, a military think-tank founded by the Duke of Wellington. To commemorate the occasion the now promoted Herbert had the back of K2 inscribed with the following:

Presented to The United Services Institution by Rear-Admiral Thomas Herbert KCB MP. This timekeeper belonged to Captain James Cook RN and was taken by him to the Pacific in 1776. It was again taken to the Pacific by Captain Bligh in the Bounty in 1787. It was taken by the Mutineers to Pitcairn Island and was sold in 1808 by Adams to a citizen of the United States who sold it in Chile where it was purchased by Sir Thomas Herbert.

It is interesting to note the two historical errors. K2 never sailed with Cook, and Folger parted company with K2 on Juan Fernandez Island.

Of the other Kendall watches, K1 (1769) was taken on Cook’s second voyage, Resolution being the first survey ship to carry a chronometer. K1 and K3 (1774) were taken on Cook’s third voyage. K1 on Resolution, K3 on Discovery. K1 broke down shortly after Cook’s death. K3 was later taken on Vancouver’s 1791-95 expedition to the North Pacific and accompanied Flinders to Australia in 1801. K1 also went with Captain Arthur Phillip on HMS Sirius on the “Fist Fleet”voyage that began the colonisation of Australia, May 1787 to January 1788 and was on Sirius when she became stranded on Norfolk Island March 19th 1790. The three watches are now preserved at the National Maritime Museum Greewich. 

Nedenstående tabel viser kronologisk (så vidt muligt) John Harrison's samtidige urmagere og opfindere.

 



Sidst opdateret:  23:26 13/12 2016
 

Et ur
Sømandsvitser
Først i Danmark
Top 10
Navigationens historie
Inspirationen til Moby Dick
Fundet af Robinson Crusoe, 2. februar 1709
Jørn Riel: En julehistorie
Marco Polo?
Magellan
Vitus Bering
Skibsskruen
Sørøvere
Englandskrigen på Anholt
Slaget ved Lyngør
Kaperkaptajn Jens Lind
Mytteriet på Bounty
Tordenskiold
Spray af Aarøsund
Historiske skibe du bør kende
Titanic
Skoleskibet København
Damkatastrofen
Hans Hedtoft
Columbus og hvad deraf følger...
James Cook
Jens Munk
Vikingernes pejleskive
Suez kanalens historie
Panamakanalens historie
Cartagena, Colombia
Registrerede skibsvrag i hele verden
Per Tyrrestrups tilføjelse
Keld Gammelgaards tilføjelse
En engelsk pendant
Cooks optegnelser
Hvad skete der så i Danmark?

Top top Copyright. Mogens Exner - 2004